Verdens lykkeligste land ?

Danmark kåres gang på gang som det land, hvor flest er lykkelige. Jeg hørte i går, at man i udlandet siger, at det skyldes vores høje priser – med dem ville man være lige så lykkelige i udlandet. Og er det så sikkert, tænker vi.

I dag har Helge Larsen på Facebook delt et indlæg af Jakob Coff. Det lyder sådan:

”Når nu jeg lige kigger lidt rundt i min omgangskreds; familie, venner, bekendte, naboer mm., så overraskes jeg over nogle observationer:
– Mange bliver skilt
– Få børn per familie
– Mange er eller har været ramt af stress, depression eller angst
– Arbejdsløshed
– Høj gæld
Jo mere politikerne administrere os, des værre bliver det. Tænk hvis vi ikke skulle betale verdens højeste skat, så kunne flere familier klare sig for een indkomst, samt nedbringe sin gæld. En hjemmegående ville vel også give plads på arbejdsmarkedet til en uden arbejde. Måske kunne de unge begynde at tro på, at de har råd til at få børn, så de ikke fik dem sent i 30’erne.
Nærværende og ustressede forældre ville give børnene en mere rolig og tryg opvækst til stor glæde for hele samfundet”.

Tankevækkende overvejelser. I min omgangskreds har jeg bemærket, at flere beslutter, at kun den ene ægtefælle skal arbejde, mens den anden skal passe hjemmet. Som i gamle dage. Der er en vis aversion mod den model – hænger den ikke blot sammen med, at vi ikke kan lide de ting, der oprindelig drev modellen? Nemlig det forhold, at manden var familiens overhoved og kvinde et vedhæng, der måtte indordne sig.

I dag er det anderledes. Men alligevel er det svært for den ægtefælle, der går hjemme. Hvis ægteskabet ikke holder, så kan det være svært for den hjemmegående at komme tilbage på arbejdsmarkedet og i hvert fald vil det ske med ”mistet anciennitet” for en årrække. Den pris kan efter reglerne kompenseres, men der gives aldrig en dækkende kompensation. Jeg er enig med Jakob Coff i at en lavere skat ville øge mulighederne for en anderledes opdeling, men den ville ikke løse alle problemer.

Vores samfund er i dag præget af en række ekstreme udgifter, som ingen helt har overblik over. Det hænger sammen med, at vores land er opdelt i lodrette kasser. I hver kasse sidder øverst en person, som vogter dette område og som forsøger at udvide området. Der er en ufrugtbar trafik, som – hvis vi havde indsigt i den – ville få os til at ændre på tingene. Nu foregår det udenfor vores rækkevidde. Vi kan kun tilfældigt slå ned på konkrete eksempler, som så omsættes i overskrifter og ”løsning”. Imens flytter problemet bare og det hele fortsætter.

Det gælder i det private og i det offentlige. Den private sektor har meget at rette op på. Tag f.eks. det gyldne håndtryk til Danske Banks direktør. 20 millioner. Eller tage de 27 millioner, som den 60-årige Peter Engberg forlader Nykredit med. Det er beløb, der er ude af proportionalitet og udtryk for en sygdom i vores private erhvervsliv. Nu vælger man så selv, om man vil være aktionær i en privat virksomhed, men vi kan ikke på samme måde fravælge den offentlige sektor, med mindre vi flytter teltpælene ud af landet. Derfor er det nødvendigt at se på den offentlige sektor og det deraf affødte skattetryk.

Det skattetryk Danmark har, er naturstridigt. Halvdelen af befolkningen tror bare, at hvis man taler for en nedsættelse, så sker det ud fra et associalt aspekt. Derfor er ordet ”skattenedsættelse” et fyord. Og det er en ulykke, som sætter os alle tilbage. Kunne vi ikke få nogle diskussioner på et mindre følelsesladet grundlag og tage afsæt i, hvad vi ønsker. Læs lige mit citat fra Jakob Coff foran. Verdens lykkeligste folk?