Anders Eldrup vandt større – og Schur tabte mere – end det er fremgået af medieomtalen

Ved læsning af den nu offentliggjorte konklusion fra voldgiftssagen anlagt af Anders Eldrup mod DONG kan det konstateres, at Eldrups sejr og Fritz Schurs nederlag begge er væsentligt større end det er fremgået af mediernes dækning.

Eldrup får bonus med 8,7 millioner kroner og frifindes for DONGS påstande vedrørende bonus for 2012 og 2013.  DONG havde nedlagt påstand om, at Eldrup IKKE skulle have sin optjente bonus for 10212 og 2013. Voldgiftsretten gav ikke DONG medhold, så det kostede yderligere – anslår jeg – 1 million. Derudover halveres Eldrups konkurrenceklausul, så den kun løber til marts 2014 og ikke til 2015. Det samme gælder kunde- og leverandørklausulen.

DONG skal betale 1,5 mio kr til Eldrup i sagsomkostninger. Dertil kommer 1 million til voldgiftsretten, hvor Eldrup kun skal bidrage med 300.000 kr. En klar manifestation af, at Eldrup vinder .

Det er svært at følge Fritz Schurs holdning om, at DONG nærmest har vundet, når de altså nu samlet må ryste op med omkring 12,5 millioner kroner. Jeg har forstået, at DONG førte sagen, fordi man ikke mente Eldrup havde krav på betalingen og der tog man fejl. Det citat Fritz Schur har fisket frem (om at bestyrelsen med rette havde mistet tilliden til direktøren) med pincet, og som åbenbart stiller ham fuldt tilfreds, er en skævvridning af voldgiftsrettens præmisser. Det er jo næppe udtryk for, at bestyrelsesformanden ikke kan læse. Snarere at han ikke vil læse eller måske nærmere, at han er i chok. Så meget, at han i farten kommer til at give DONGs juridiske rådgivere, Norrbom Vinding og Kammeradvokaten – skylden. Her synes jeg for en gangs skyld Schur undervurderer sin egen rolle. Også det overrasker.

DONG gjorde gældende, at Eldrup havde misligholdt sin kontrakt ved at bevilge høje lønninger og gode vilkår til fire topdirektører. Voldgiftsretten fremhæver, at kontrakten må forstås sådan, at misligholdelsen ikke behøver være væsentlig, for at det kan føre til misligholdelse som, hævdet af DONG. Når Eldrup så frifindes betyder det, at voldgiftsretten har vurderet, at der ikke foreligger nogen form for misligholdelse, ej heller en uvæsentlig misligholdelse. Eller med andre ord: det Eldrup har gjort, kan reelt ikke kritiseres. Det kunne være gjort anderledes, men juridisk er det ikke forkert.

Det fremgår af voldgiftsrettens præmisser, at DONG ”ikke har godtgjort, at vilkårene for ”de 4 medarbejdere” afveg således fra det markedskonforme, eller var således ude af proportion med den ydelse, som ”de 4 medarbejdere” leverede, at Eldrups tildeling af den grund må anses for en misligholdelse fra Eldrups side. De ekstraordinære bonusser, engangsvederlag m.m. kan efter bevisførelsen anses for begrundede i den helt ekstraordinære indsats og de særligt gode resultater, som ”de 4 medarbejdere” præsterede, og tildelingen heraf var derfor ikke uforsvarlig. Det er ikke afgørende, om ”de 4 medarbejdere” fik mere end eller tæt på koncernledelsen eller klagerens egen løn”.

Det er en meget interessant præmis. Fritz Schur tog det helt usædvanlige skridt at holde pressekonference for at oplyse, at han “aldrig, aldrig, aldrig” havde set lignende begunstigelse. Nu siger voldgiftsretten – som har højesteretsdommer Michael Rekling som formand – at DONG ikke har bevist, at der var noget galt. Det er ordentlig begmand til Fritz Schur. Et kæmpe nederlag, som i efter Fritz Schurs egen handlenormer burde føre til hans tilbagetrædelse.

Det er også interessant at læse, at dommerne har fundet grund til at understrege, at det er uden betydning om ”de 4 medarbejdere” ved aftalerne fik ”mere end eller tæt på koncernledelsen”. Aner man her, at Fritz Schur måske i virkeligheden har ageret ud fra en personlig skuffelse over, at andre var i stand til at forhandle lønvilkår, som måske endda også kunne overgå bestyrelsesformandens ditto?

Voldgiftsretten forholder sig herefter til, om ”de 4 medarbejderes” lønforhold burde være forelagt bestyrelsen. Her svarer voldgiftsretten, at Eldrup som direktør havde grundlag for at godkende lønvilkårene som sket uden at forelægge dem for bestyrelsen. Det fastslås, at der ikke var noget usædvanligt i Eldrups beslutning, men man konstaterer, at vilkårene var usædvanlige i DONGs regi. Retten konstaterer, at direktørkontrakten og direktørinstruksen ”ikke klart definerer en forelæggelsespligt”, som ville dække den konkrete situation. Man aner, at voldgiftsretten har fundet kontrakten mangelfuld, idet retten anfører, at kontraktens bestemmelser ”samlet set” peger ”i retning af” at oplysningerne ikke kunne falde ind under væsentlighedsgrænsen for, hvad klageren skulle orientere om. Voldgiftsretten fastslår så, at det for DONG ville være ”til stor gene”, hvis ”de 4 medarbejdere” skulle finde på at tage deres afsked samtidigt.

Herefter konkluderer voldgiftsretten – og det forekommer mig at være en smule overraskende i forhold til det netop omtalte – at ”de 4 medarbejderes” løn- og ansættelsesvilkår efter en samlet vurdering indebar ”en sådan fravigelse af de almindelige retningslinjer, som bestyrelsen havde vedtaget, at det var et fejlskøn, at klageren ikke forelagde disse for bestyrelsen eller i det mindste drøftede disse med Fritz Schur. Uanset Eldrup formelt havde hjemmel til selv at aftale vilkårene, burde klageren have orienteret bestyrelsen om fravigelserne og baggrunden herfor på grund af disses usædvanlige og systematiske karakter og på grund af den relative størrelse af fravigelserne samt indførelsen af helt nye elementer i vederlæggelsen”.

Voldgiftsretten afvejer altså det formelle, den formodede korrekte læsning af en uklar kontrakt og en uklar instruks og har samlet fundet, at det burde være oplyst til bestyrelsen eller dennes formand og derfor kritiserer voldgiftsretten ikke, at bestyrelsen havde mistet tilliden til Eldrup.

Voldgiftsretten tager derefter stilling til, om dette er en misligholdelse, eller om det alene er et forkert skøn. I den forbindelse lægger voldgiftsretten ”betydelig” vægt på, at Eldrup har bestræbt sig på at varetage DONGs interesser og man afviser DONGs beskyldninger om, at Eldrup har været optaget af hensyn, der var DONG uvedkommende. Smash. Det tillægges vægt, at det drejer sig om interne forhold og på, at DONG ikke har påvist ”en decideret skadelig følge” af Eldrups adfærd. Retten fastslår, at det ikke er bevist, at Eldrup har søgt at holde noget skjult og fastslår, at dispositionerne ”efter en relativ økonomisk væsentlighedsvurdering var ”af underordnet betydning sammenlignet med DONGs størrelse…med 6.000 medarbejdere, en egenkapital på 57,7 milliarder kroner og årlige investeringer alene på vindområdet på ca. 10 milliarder kroner”.

Voldgiftsretten konkluderer, at ”efter en samlet vurdering finder voldgiftsretten, at den manglende forelæggelse for bestyrelsen af ”de 4 medarbejderes” løn- og ansættelsesvilkår ikke er af så kvalificeret art, at klageren derved har misligholdt sin ansættelseskontakt”. Ud fra voldgiftsrettens udtrykkelige fremhævelse af, at en misligholdelse ikke behøver at være væsentlig, må indfortolkes, at retten vel ikke har fundet det forkerte skøn hverken kvalificeret eller mindre end det.

Voldgiftsretten bruger to linjer (to!) på at konstatere, at “de andre spørgsmål vedrørende governance i Renewables, ny rammeaftaler med Siemens, påtænkt erhvervelse af Bladt Industries og projektet i Frankrig kan ikke føre til et andet resultat”. Eller på almindelig dansk: alle disse forhold er fuldstændig betydningsløse. To linjer ud af en afgørelse , der fylder 179 sider eller ca. 4.475 linjer… Eneste andet sted de kan fornemmes er i omkostningsafgørelsen, hvor DONG må lide den tort at skulle af med 2.500.000 kroner. Man kan vel tale om et DONGSK-fejlskøn.

Det er svært at forstå Fritz Schurs udtalelser om, at han er glad for afgørelsen. Den glæde kunne bestyrelsesformanden have fået for langt færre omkostninger. Mon ikke Eldrup ville have erklæret sig enig i et fejlskøn, hvis DONG havde udbetalt hans kontraktsmæssige bonus og havde tilbudt at halvere perioden for konkurrence- og kundeklausuler?

Sagen er ført for Anders Eldrup af advokat Lars Svenning Andersen, Bech-Bruun og for DONG af Jørgen Vinding, Norrbom Vinding. Voldgiftsdommerne er højesteretsdommer Michael Rekling, direktør Michael Christiansen og  advokat Henrik Stenbjerre. Kendelsen er enstemmig.