Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Sidder på terrassen. Det er mørkt. Klokken er 21:31. Solen skinner fr elvarmeren og lyser lyser fra min pragtfulde FatBoy-lampen og Susanne er på vej med nylavet kaffe og chokolade. Stjernestund. Velegnet til eftertanke.
Primitivo et Mac
Ved min side står et glas med resterne af aftenens Primitivo. Herlige italienske dråber. Fugle synger godnat ude i mørket og Holger trasker rundt. Sidder og læser “Det man måler er man selv”. En 122% nørdbog af nørden, radiojournalisten Anders Høgh Nissen (Harddisken mv fra DRs P1). Stilheden larmer velbehageligt. Ude et sted er der musik. Der kører nogle biler. Langt væk. Et tog endnu længere væk. En brise blæser, men min dyne beskytter mig og hjælpes af elvarmestrålesolen. Har ondt i ryggen trods piller, men tænker på hvor godt jeg normalt har det. Og at det ikke er permanent. Så kan alt bæres. Selvom det fylder i mørkningen, der virker beroligende som et tæppe, ind over det hele.
FatBoy-lampen og "Det man måler er man selv"
Får igen denne her aha-oplevelse: hvorfor er jeg ikke mere opmærksom på værdien i at være helt rask, når jeg er det? Hvorfor skal jeg have ondt i ryggen for at opleve, hvad der er så pragtfuldt? Bliver enig med mig selv om, at det er lidt forenklet at skrive sådan. I dagligdagen taler jeg flere gange hver dag med mig selv om, at jeg er taknemmelig for mit liv med familie, hus, job. Lige nu er der totalt mørkt rundt om. h lidt ls fra Hanne og Oles vindue. Men mørke fra de seks andre huse vi kan se rundt om vores pragtfulde have. Susanne sidder lige nu og læser om Sct. Jørgensbjergs historie, som Arthur Fang skrev den i 1938. Her hvor vi sidder lå en gård. Den brændte i 1924. Der er bygget rundt om. Forskellige huse. Helt forskellige og jeg glæder mig over det hver eneste dag. Når jeg står op, sidder jeg i haven og kigger rundt. Et af de huse jeg kan se er en kirke. Sct. Jørgensbjerg Kirke.Nordens ældste stenkirke. For mange år siden var der en speciel adgangsdør til de spedalske, som ingen måtte komme i nærheden af. Frygteligt, tænker vi. Vel vidende, at vi har vores spedalske også i dag. Alt for mange steder. Jeg er en af dem. Du er måske en anden?
Wauw Grappa fra Samir
Nu kommer Susanne med kaffe og en grappa, som jeg fik til min fødselsdag af Samir fra Primo Piano. Sammen med en kasse med 12 store flasker italiensk Peroni-øl med tilhørende glas. Tankerne går lige til Samir. Og derfra videre til andre, som gjorde min fødselsdag til en fantastisk oplevelse.
Tankerne farer til alle de dejlige mennesker. Det at kende gode mennesker er ikke en slevfølge. At have venner ej heller. Tak til alle jer derude. Tak til dig deroppe. For det hele. Tak til familien, vennerne, naboerne. Med det hele. Og for det hele. Har altid ment, at det lille ord “tak” – på kun tre bogstaver – er noget af det stærkeste. Når de siges med oprigtighed. Når du virkelig mener det. “Tak” er ikke kun et fattigt ord. Det er et rigt ord. Et kraftfuldt ord. Et fantastisk ord.
T-A-K.
