Hvordan ender retssagen?

Hvorfor er det svært at forudsige, hvordan resultatet bliver i retten? Det overrasker mange, når vi som advokater ikke kan forudsige udfaldet af en retssag med bare nogenlunde sikkerhed. Hvorfor dog ikke? Vi er dog specialisterne. Jeg har et bud på en forklaring.

EKSEMPEL

Først vil jeg lige give et eksempel. Hovedreglen er, at en sag kan køre i to instanser. Starter sagen i byretten, kan den normalt ankes til landsretten. Starter den i landsretten, kan den normalt ankes til Højesteret. For principielle sager kan der gives særlig tilladelse til at en sag fra byretten, der er anket til landsretten og afgjort der, også kan bringes for Højesteret. Lad os nu tage sådan en sag. Vi kalder sagens parter for A og B. I byretten er dersom hovedregel kun en dommer. Lad os sige, at A vinder sagen over B. Så står det 1-0.

B anker sagen til landsretten. Her er der i civile sager tre dommere. Lad os nu sige, at B vinder sagen med dommerstemmerne 2-1. Så har A vundet en gang og B har vundet en gang. På dette tidspunkt har fire dommere set på sagen. To dommere har givet A ret og to dommere har givet B ret. Lad os nu antage, at A får lov til at bringe sagen for Højesteret.

I Højesteret medvirker som hovedregel 5 dommere. I nogle sager helt op til 15 dommere. Lad os nu antage, at A vinder sagen i Højesteret med dommerstemmerne 3-2.

RESULTATET

A fører samlet 2-1 over B. Der har nu været ni dommere på sagen, heraf fem dommere i Højesteret. De anses for at være nogle af de bedst begavede jurister i landet. AF de ni dommere har 5 givet A medhold og 4 har givet B ret.

Eksemplet viser vel meget godt, at det er svært at forudsige udfaldet. Ingen kan bebrejde hverken As eller Bs advokat, hvis de har været forsigtige om prognoserne. Det er faktisk ganske svært at give sikre prognoser.

DERFOR ER DET SVÆRT

Hvorfor er det så så svært? Fordi jura ikke er en eksakt videnskab. De helt klare sager, hvor udfaldet kan forudsiges med 102% kommer næsten aldrig for domstolene. Jo mere tvivlsomme sagerne er, desto større er behovet for at få en endelig afgørelse fra uvildig side. Her spiller det jo ind, at retssagen er en mere civiliseret form end f.eks. duellen kendt fra det vilde vesten. Når vi går til domstolene er det som regel udtryk for, at alle andre muligheder er brugt op.

Jeg vil pege på et andet interessant element: dommere er mennesker. Det lyder banalt, men det er vigtigt. Når dommeren har en dårlig dag, så øges risikoen for en dårlig afgørelse. Har konen sparket dommeren i sjælen ved morgenbordet, så kan det forplante sig helt ned i resultatet af dommerens arbejde. Og det kan jo være svært at forudsige, om dommeren har en god eller en dårlig dag.

Et andet vigtigt aspekt er: hvordan når dommeren sit resultat? Mange tror, at dommeren først læser materialet, så lytter til advokaterne og derefter kommer dommeren frem til resultatet. Lidt karikeret: Sagens materiale viser ”4” og ”1”. Advokaterne forklarer, at 4+1 = 5. Ergo må dommen lyde på 5. Stor er forbavselsen derfor, da dommen lyder på ”4”! Hvordan gik det nu lige til? Forklaringen er igen det menneskelige aspekt. Dommeren er ikke en maskine. Dommeren lader sig påvirke direkte og indirekte. Det hele indvirker på den dom, der bliver resultatet. Dommeren har på et eller andet tidspunkt dannet sig en mening om, at denne sag skal ende sådan og sådan. I eksemplet har dommeren på et tidspunkt sagt til sig selv: Det her bliver 4”. Men hvad gør dommeren så ved, at han eller hun kun har et 4-tal og et 1-tal? Det kan da kun blive 5? Nej. Dommeren kigger nu efter med lup. Vender og drejer, fortolker og oversætter og når måske frem til, at 4-tallet i virkeligheden af forskellige grunde kun er 2,8. Og 1-tallet er måske slet ikke et 1-tal, men 1,2. Og så passer pengene, for ingen kan nægte, at 2,8 + 1,2 = 4!

Dommerens indre overvejelser er uransagelige og de kan sjældent tydes i dommenes præisser. Kun få advokater har læst videre til tankelæsere og derfor er det svært for advokaterne at dedikere resultatet og forklare det. Dermed er det også svært at tilråde eller fraråde en anke.

Undersøgelser har vist, at dommere lader sig påvirke af sult, træthed, humør, advokater, verden og utvivlsomt meget mere. Jeg kalder det ”dommeren er et menneske, ikke en maskine”. Det har store fordele, men giver visse usikkerheder og ulemper. Alle gode dommere er beviste om det og arbejder så objektivt som muligt, men ingen dommer benægter, at det menneskelige element er afgørende.

Hvis din advokat ikke tør forudsige udfaldet af en retssag med sikkerhed, så er det altså normalt velbegrundet.