Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
I dag, den 28. august, for 50 år siden lyttede 250.000 mennesker til Martin Luther King. Blandt dem var præsident John F. Kennedy. Det skete I Lincoln Memorial I Washington D.C. ved en borgerrettighedsmatch “March on Washington for Jobs and Freedom”. Jeg spørger: hvor langt er vi nået siden? Du kan læse hele talen på dansk nedenfor i dette indlæg. Eller se en kort eller fuld version af den.
Forskere ved University of Wisconsin-Madison og Texas A&M University udnævnte i 1999 – på baggrund af analyser, af den effekt og virkning udvalgte taler havde haft på det amerikanske samfund – I Have a Dream som det 20. århundredes vigtigste amerikanske tale. Retorikere var og er begejstrede. I 2003 blev der lagt en mindesten på det sted, Martin Luther King stod, da han holdt sin tale i 1963, og i 2011 indviedes mindesmærket Martin Luther King Memorial på National Mall, Washington, D.C.
Der er sket meget på de 50 år. Mange af Kings drømme er realiseret. Desværre er der et ”men”. Talen slutter med disse ord: ”Når vi tillader friheden ringe, når vi lader den ringe fra hver en by og hver en lille landsby, fra enhver stat og hver by, vil det være muligt hurtigere at nærme sig den dag hvor alle guds børn, sorte og hvide mænd, jøder og ikke-jøder, protestanter og katolikker vil kunne gå hånd i hånd og synge ordene fra den gamle negro-spirituelle, ”endelig fri, endelig fri. Store gud den almægtige, vi er endelig fri””.
Er vi så blevet fri? Næppe. Er det rigtigt, når King siger, at ”vi nægter at tro, at retfærdighedens bank er gået bankerot”? Næppe.
Kan vi – på vej mod Syrien ? – leve op til Kings anbefaling om ikke-vold: “Lad os ikke søge at slukke vores tørst for frihed ved at drikke fra bitterhedens og hadets kop. Vi må for altid føre vores kamp på ærens og disciplinens høje plan. Vi må ikke tillade vores kreative protester at udarte sig til fysisk vold”? Næppe.
Verden er blevet mere retfærdig siden 1963. Men også mere u-retfærdig. På en mere uigennemskuelig måde. Og mennesket er ikke blevet bedre til at gå efter freden og fredsommeligheden. Jeg oplever det, når to forældre skændes om deres børn og derved skader dem for livstid. Jeg opdager det, når der på min egen arbejdsplads svirrer rygter og tales bag om mennesker, som har det rædselsfuldt. Jeg opdager det, når mennesker smyger sig uden om deres klare ansvar. Jeg opdager det, når mennesker fralægger sig ansvar og kaster det – uretmæssigt – på andre. Jeg oplever det, når “jeg har krav på-mentaliteten stikker sig grimme fjæs frem. Jeg opdager det, når mennesker bestiller en krig I Syrien som om det var en ordre på frisk brød fra nemlig.com.
Jeg vil gerne reklamere for Morten Albæks bog “Det gennemsnitlige menneske”. Læs den og se, hvad du selv kan gøre. Tal med dig selv om, hvor vidt du er god nok til at tage din del af ansvaret. Taler du bag andres ryg? Udbreder du rygter? Går du til den, du er uenig med? Siger du, hvad du mener? Mener du noget? Gør du noget? Gør du nok. Mit eget svar er et klart “nej”. Jeg kan gøre det meget bedre, end jeg gør. Og jeg øver mig i at holde fokus på netop den opgave. Den kan kun jeg løse. Og jeg skylder mine omgivelser at løse den. Hvis vi alle holder dét fokus – hvad kan jeg selv gøre – så rykker det noget hurtigere end vi har set det siden 1963.
Vi mennesker er ikke blevet bedre til at omgås hinanden. Vi er blevet mere opmærksomme på vores rettigheder, men mindre opmærksomme på vores pligter og vort ansvar.
Min omtale afMorten Albæks bog “Det gennemsnitlige menneske”
Martin Luther King, Jrs tale oversat til dansk (hentet fra Studieportalen.dk)
“Jeg har en drøm:
Jeg er glad for at være med jer i dag, i det der vil blive kendt i historien som den største demonstration for frihed i vores nations historie.
For fem snese år siden var der en stor amerikaner, hvis symbolske skygge vi står under i dag, som underskrev frihedserklæringen. Denne betydningsfulde ordning er et stort pejlemærke af lys for millioner af negerslaver, som var blevet svidet i uretfærdighedens knusende flammer. Det kom som en glædens dag at ende den lange nat af deres fangenskab. Men hundrede år efter er negerne stadig ikke fri. Hundrede år senere er negernes liv stadig forkrøblet på grund af hånelænkerne og udskillelse og diskriminationens lænker. Hundrede år efter lever negeren på en ensom ø af fattigdom midt i et umådeligt hav af materiel rigdom/blomstring. Hundrede år senere er negeren stadig vansmægtet i det amerikanske samfund og finder sig selv i eksil i sit eget land. Så vi er kommet her i dag for at reagere imod en skamfuld situation.
På en måde er vi kommet til vores lands hovedstad for at hæve/inkassere en check. Da vor republiks arkitekter skrev de fantastiske ord i forfatningen og i frihedserklæringen, underskrev de en gældscheck som alle amerikanere kunne arve. Denne check var det løfte, at alle mennesker, ja sorte såvel som hvide, ville blive garanteret de umistelige leverettigheder, frihed og ”forfølgelse” af lykke. Det er tydeligt i dag, at Amerika har misligholdt denne veksel, i hvert fald hvad angår hendes farvede indbyggere. I stedet for at ære denne hellige forpligtelse, har Amerika givet negerbefolkningen en dårlig check, en check som er blevet sendt tilbage, mærket ” utilstrækkelige midler”.
Men vi nægter at tro, at retfærdighedens bank er gået bankerot. Vi nægter at tro at der er utilstrækkelige midler i mulighedernes store bankbokse i denne nation. Så vi er kommet for at inkassere denne check, som vil give os vores krav om frihedens rigdomme og retfærdighedens sikkerhed.
Vi er også kommet til denne hellige plet, for at minde Amerika om den voldsomme nødvendighed nu. Dette er ikke tiden til at indgå i den luksus af slappe af eller til at tage den gradvise udviklings beroligende medicin. Dette er tidspunktet til at gøre demokratiets løfter til virkelighed. Dette er tidspunktet for at rejse sig fra mørket og udskillelsens trøstesløse dal og på raceretfærdighedens solbeskinnede sti. Nu er tidspunktet til at løfte vores nation op af raceretfærdighedens kviksand og op på broderskabets sten.
Nu er tidspunktet til at gøre retfærdighed til en realitet for alle Guds børn. Det ville være fatalt for nationen at overse øjeblikkets nødvendighed.
Denne negernes kvælende sommer af rimelig utilfredshed (citat: Shakespeare) vil ikke stoppe før der er et oplivende efterår af frihed og lighed – 1963 er ikke en slutning men en begyndelse (citat: Churchill).
De som håber at negeren havde brug for at brænde ”krudt” af og ikke vil blive tilfreds vil få en ubehagelig opvågning hvis nationen går tilbage til sædvanlig forretning.
Der vil hverken være hvile eller stilhed i Amerika før negeren får sine borgerrettigheder. Oprørets virvelvinde vil fortsætte med at ryste nationens grundvold indtil retfærdighedens lyse dag dukker op.
Og det er noget jeg må sige til mit folk, som står på den brugte tærskel der leder ind i retfærdighedens palads. Under processen med at indtage vores retmæssige plads, må vi ikke være skyldige i forkerte gerninger. Lad os ikke søge at slukke vores tørst for frihed ved at drikke fra bitterhedens og hadets kop.
Vi må for altid føre vores kamp på ærens og disciplinens høje plan. Vi må ikke tillade vores kreative protester at udarte sig til fysisk vold. Igen og igen må vi rejse os de majestætiske højder for at møde fysisk kraft med sjælekraft. Den fantastiske nye kamplyst, som har optaget negersamfundet må ikke lede os til at mistro alle hvide mennesker, for mange af vores hvide brødre, som bevist ved deres tilstedeværelse i dag, har indset at deres skæbne er bundet sammen med vores skæbne.
De har indset at deres frihed er uløseligt bundet til vores frihed. Vi kan ikke gå alene. Og mens vi går må vi aflægge den ed, at vi altid skal marchere fremad. Vi må ikke vende om. Der er dem som spørger de ivrige tilhængere af borgerrettighederne, ”hvornår er i tilfredse?” Vi vil aldrig blive tilfredse så længe vores kroppe, tunge af rejsers udmattelse, ikke kan få logi i motorvejenes og byernes moteller.
Vi kan ikke blive tilfredse så længe negerne i Mississippi ikke kan stemme og negerne i new York ikke mener at han har noget at stemme for. Nej, nej, vi er ikke tilfredse og vi vil ikke blive tilfredse før retfærdighed løber ned som vand og retfærdigheden som en mægtig strøm.
Jeg er ikke uopmærksom på at nogen af jer er kommet her, ud af store prøver og modgang. Nogle af jer er lige kommet fra små fængselsceller. Nogle af jer kommer fra områder hvor jeres kamp for frihed efterlod jer mishandlede af forfølgelsens storme og rystede af politivoldens vinde. I er kreativ lidelses veteraner.
Fortsæt med at arbejde troen på, at ufortjent lidelse er forløsende. Tag tilbage til Mississippi, tag tilbage til Alabama, tag tilbage til South Carolina, tag tilbage til Georgia, tag tilbage til Louisiana, tag tilbage til slumkvarterene og ghettoerne i vores nordlige byer, velvidende at på en eller anden måde vil denne situation vil ændre sig. Lad os ikke vade i forfaldets dal.
Jeg siger til jer i dag mine venner, selv om vi ser problemerne for i dag og i morgen i øjnene, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm med rødder i den amerikanske drøm. Jeg har en drøm om, at en dag vil denne nation rejse sig og udleve den sande mening med dens tro:” vi holder disse sandheder til at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.”
Jeg har en drøm om, at en dag på Georgias røde bakker, vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere kunne sætte sig ned sammen ved broderskabets bord. Jeg har en drøm om, at en dag vil staten Mississippi, en stat der er ved at gå til i varmen af uretfærdighed, der er ved at gå til i varmen af undertrykkelse, vil blive transformeret til en oase af frihed og retfærdighed.
Jeg har en drøm om at mine fire små børn en dag vil leve i en nation hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på indholdet af deres personlighed. Jeg har en drøm om at en dag i Alabama, med dens ondskabsfulde racister, med dens guvernører, hvis læber er blevet dryppende af indgrebets ord og ligegyldiggørelse, en dag lige der i Alabama, vil små sorte drenge og sorte piger kunne gå hånd i hånd med små hvide drenge og små hvide piger som søstre og brødre.
Jeg har en drøm i dag, jeg har en drøm om at en dag vil hver dal blive fyldt ud, hver bakke og hvert bjerg skal blive lave, de ru steder blive jævne og de skæve steder lige. Og herrens herlighed skal vise sig og alt kød skal se det sammen, det er vores håb, dette er troen som jeg tager tilbage til syden med. Med denne tro vil det være muligt af fortvivlelsens bjerg at hugge en sten af håb. Med denne tro vil det være muligt at ændre vores nations skurrende disharmoni til en smuk symfoni af broderskab. Med denne tro vil det blive muligt at arbejde sammen, bede sammen, kæmpe sammen, at gå i fængsel sammen, stå frem for frihed sammen, velvidende om at vi vil være frie en dag.
Dette vil blive dagen hvor alle guds børn vil kunne synge med ny mening ”mit land, dette dit, søde frihedens land, om dig jeg synger, land hvor mine fædre døde, pilgrimmenes stoltheds land, fra hver bjergs side lad friheden ringe” og hvis Amerika skal blive en stor nation må dette blive sandt. Så lad frihed ringe fra New Hampshires vældige bjergtoppe. Lad frihed ringe fra New Yorks kæmpestore bjerge. Lad frihed ringe fra Alleghenybjergene i Pennsylvanias. Lad friheden ringe fra de snedækkede bjerge i Colorado. Lad friheden ringe fra Californiens brede bjergskråninger.
Men ikke kun det, lad friheden ringe fra Stone mountain i Georgia. Lad friheden ringe fra Lookout bjerget i Tennessee. Lad friheden ringe fra enhver bakke og muldvarpeskud af Mississippi, fra hver bjergside. Lad friheden ringe…
Når vi tillader friheden ringe, når vi lader den ringe fra hver en by og hver en lille landsby, fra enhver stat og hver by, vil det være muligt hurtigere at nærme sig den dag hvor alle guds børn, sorte og hvide mænd, jøder og ikke-jøder, protestanter og katolikker vil kunne gå hånd i hånd og synge ordene fra den gamle negro-spirituelle, ” endelig fri, endelig fri. Store gud den almægtige, vi er endelig fri”
Læs talen på engelsk, her i Politiken
