Det er (stadig) samfundets skyld (?)

Det er (stadig) samfundets skyld (?)

TV 2 skrev for snart adskillige år siden ”Det er samfundets skyld”. Og sådan forholder det sig stadig. Løsningen ligger altid lige for – det er bare ikke mig selv, der skal tage hånd om problemet, det er de andre. Det er ikke mit bord, mit problem, mit ansvar, min opgave.
Hvis vi bare lige kunne ansætte to m/k mere. Hvis vi bare lige kunne opgradere edb-systemet. Hvis jeg nu ikke blev forstyrret og hvis min kollega nu lige ville ulejlige sig med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Så ville tingene bare køre. Hvad koster den holdning mon vores samfund ? Har vi råd til den ?

Frederik Dessau skrev for en del år siden (28. oktober 1997 i Berlingske) nogle ord jeg klippede ud: “Den mest almindelige form for fejhed i det daglige er ikke opportunismen, forræderiet og den svigtende loyalitet, men snarere uopmærksomheden, ligegyldigheden og ugideligheden. Ingen kan være engageret i alting, eller mene noget om det hele, men hvor det er menneskeligt muligt, for slet ikke at sige påkrævet at tage stilling og træde i karakter, er det fejt når man ikke vil involveres, eller ikke skal have noget klinket, som det hedder nok så jovialt”. Stærk tobak, stærk nerve og meget relevant for de fleste af os.

At træde i karakter ? Jamen det har vi behov for, så vores samfund kan udvikle sig. Men ingen kan træde i karakter på mine vegne. Det statement kunne vi med fordel drøfte mere intenst på vores arbejdspladser, i hjemmene, på skolerne osv. Og så ikke mindst: omsætte drøftelserne til handling. Hver især.

Vi har efterhånden nået en erkendelse af, at fysisk træning er nødvendigt. Vi sveder glade i motionscentrene. Når spinningcyklen trædes kommer mælkesyren snigende med al sin smerte. Det holder vi ud, for vi ved, at belønningen er sundhed og en flot(tere) krop. Der vil ske meget, hvis mælkesyretolerancen udbredes til vores dagligdag på området: ”at tage ansvar der hvor jeg selv kan gøre en forskel” !

Mit arbejde kan ikke gøres bedre – bare alle var så god som jeg selv. Hvis bare chefgruppen tænkte sig om. Hvis bare ejerne ville opføre sig klogt. Hvis bare de ansatte ville gøre noget mere. Det er underligt de ikke øver sig.

Øver sig ? Det er også en aktivitet, der stortrives i fitnesscentret. Og i sportsklubberne. Vi træner og træner og bliver bedre og bedre til at score mål. Træner vi i erhvervslivet ? Tænk hvis vi tog træningsgenet med på job og der fandt samme glæde ved at træne i Words eller Excells nyeste finesser.

Meget få mennesker har indflydelse på alting. Men ethvert menneske har indflydelse på nogen ting. Der er sund fornuft i at arbejde intenst indenfor det felt, hvor indflydelsen rækker. At have en ambition om at gøre det lidt bedre – hver eneste dag. Det er svært. Langt lettere er det at give gode råd udenfor de felter, hvor vi selv har indflydelse. Jeg kan på få sekunder rådgive både præsident Obama og statsministeren – med en imponerende skråsikkerhed og helt uden tøven. Men det tager længere tid for mig at finde råd til mig selv på de felter jeg kan gøre noget ved, hvis jeg vælger at gøre det.

Læge Søren Ventegodt har engang udtrykt det sådan: ”Det svære er ikke at finde ud af, hvad du vil med dit liv, men at leve efter det. Vanskeligheden ved at kultivere sin ånd, smerten ved at leve med længsel og savn, strengheden ved at vente uendelig tålmodigt, barskheden, der ligger i at leve strategisk, behersket og disciplineret”. Det er skrevet helt uromantisk og rummer muligvis forklaringen på at det er samfundets skyld ? Kunne vi sætte mere fokus på det og kunne flere interesseres for emnet, ville vi være på en bedre vej. Jeg efterlyser forskning i, hvad det-er-samfundets-skyld-holdningen koster os. Det er min tese, at det både i kroner og i livskvalitet er en dyr samfundssandhed. Vi har ikke råd – men det skal vi vide, før vi vil handle.

Scroll til toppen