Vi har brug for bedre wifi på småøerne. Omø III

Jeg har filosoferet lidt over om Danmark vil småøerne *) og som eksempel denne beretning:

Når man som vi kommer lidt sent på idéen med at deltage i de verdensberømte Omø Kulturdage, så er alt lejet ud. Heldigvis er der teltpladsen ved havnen. Det er udmærket, bortset fra visse strabadser i relation til fastlands-Danmarks manglende internetomsorg for småøerne. Forbindelse til fastlandet pr mobiltelefon foregår bedst stående på et højtplaceret bord. Forbindelsen til internettet er bedst via havnens internet.

Her er dog visse formalia, idet det kun gælder for 12 timer. Da jeg i går aftes – midt under finalen i Kulturdage og lige efter Arlys 2. sæt – blev ramt af træthed og valgte at kæmpe mig op på cyklen og retur gennem nattemørket fik jeg – ved ankomsten til havnen og teltet – hvad kyndige løbere kalder ”den anden luft”. Turen gjorde mig på en eller anden måde noget nær frisk og jeg fik den geniale idé at koble mig på internettet. Desværre først da jeg lå i soveposen og havde lukket både teltlåge et og teltlåge to, gemt bilnøglen og slukket lygterne.

Nå, når en mand vil på nettet, så vil han på nettet. Ud af posen, tilbage efter bilnøglen og lygten, åbne, finde Mac’en, lukke låget – ledningen til Susannes el-køleskab skal placeres forsigtigt og med omhu, inden bagklappen smækkes i. Retur. Lukke teltlåge et, badet i kondens. Ind, lukke teltlåge to, ned i posen kun iført et veltilfreds smil: nu venter nettet på far. Og i det samme åbnede Vor Herre for sluserne. Det stod nu ned i stænger.
Jeg tænkte: hjælp, teltet er ikke vandtæt, for det regnede ind. En nærmere undersøgelse viste, at når myggenettet er rullet fra for at sikre absolut nødvendig ventilation, så vil kondens eller regn fra forteltet snige sig den vej ind, kun for at ramme mit hoved meget præcist. Ud af posen, rulle nettet for. Retur. Nu skal det så være. Tryk – og så fortæller Omø Havns net, at jeg ikke har mere tid af de 12 timer.

Jeg kan så trykke for at få et nyt. Det sender de til min mail, men på grund af visse teknikaliteter kan min mail ikke gå ind på Mac’en, så jeg skal se kodeordet på mobilen. Desværre ligger mobilen til opladning i bagagerummet. Ud af posen. Regnen er nu standset, så jeg sniger mig ud, danser på tåspidserne i det regnvåde gæs og åbner bagagerummet. Finder mobilen og heldigvis kan den fange nettet og mailen med kodeordet. Nu skal jeg så bare have et stykke papir til at notere kodeordet, som er fire forskellige bogstaver og en kode mere ,ed bogstaver og tal. Det kræver største tålmodighed her midt i Omø-natten. Jeg står i næsten ingenting, på tåspidserne og med den lille cykellygte i munden og noterer, da en anden campist kommer forbi med retning mod lokummet, tæt forbi mig. Jeg drejer spontant hovedet – uden at tænke på den cykellygte, jeg har i munden – og lygten lyser ham lige i masken. Jeg kan se hans tanker, som ikke er velegnede til at stimulere mit selvværd.

Retur. Lukke teltlåge et. Undgå kondensen. Slukke og holde myggene udenfor teltlåge to. Ind og lukke. I posen for tredje gang – det må være lykkens gang? Og jo, nu lykkes det sandelig. Og i det samme forsvinder min anden luft. Jeg bliver overmandet af træthed og orker ikke at gå på nettet. Jeg vælger at sove. Det gør jeg i ti minutter. Så ankommer Susanne med friske nyheder fra Kulturdage-festens 3. sæt…

Det er skønt at være på campingsferie.