Teltkonstruktioner. Omø I

Små problemer i den store verden. OIVervejelser om den rigtige konstruktion af et telt – i anledning af visse besværligheder med at komme tørskoet ud fra teltet.

Vores telt er konstrueret med et lille fortelt. Her er placeret to trækasser med diverse køkkengrej, poser, tørstoffer; en primus, et fad og to kopper, der smuttede udenom opvasken, en række mindesmærker for gode stunder med rødvin og lidt danskvand – alt i alt optages 55% af arealet, men hvilket 55% kan ikke ses uden lygte og lygte tilkalder myg og myg stjæler rest-sovetiden, så manøvren sker uden brug af en eneste af vores tre lygter.

Tænker, at dette telt må være ingeniørdesignet, for det passer PRÆCIS med at når man går ud om natten og lukker inderteltlågen op, så er yderteltlågen dyngvåd af kondens og det er umuligt ikke at bade hele kroppen i den, så selvom det er tørvejr udenfor, vil man altid komme våd ud. I sandhed en præstation. Yderteltlågen er skrå og går indad, så når den lynes op, får jeg den lige i hovedet og når jeg lyner mere op, dækkes resten af min unge drengeekrop. Kræfterne er små, for jeg skal på vej ud stå krumbøjet og løfte benne over et gærde på tyve centimeter, idet teltlågen er monteret et stykke oppe. Når min fod svinges u over, skal jeg holde øje med ikke at sætte den i kassen med franske kartofler og slet ikke i tasken med porcelæn af plast.

Og så gælder det om at der ikke er optaget på lokummet, for hele organismen har ligesom indstillet sig på, at det var nu – for nogen tid siden. Susanne spørger om man ikke kan få et luksustelt med køkkenafdeling. Jeg svarer, at det kan man godt, men man kan ikke få et telt, der udelukker børneskrig og så er det lig meget. På den måde får vi vendt og drejet verdenssituationen, mens primussen laver hvad nogle kalder slowcoffeee.

I inderteltet er gulvet fladt og allerede på andennatten fandt vi ud af, at hvis vi vendte os 180 grader ville vi ikke sove med hovederne ned af. Nu sidder jeg med lågen åben. Har sat primussen under Mac’en – det er et arbejdsbord, så nu kan jeg skrive uden at få lange fingre. Til gengæld knager ryggen og Susanne konstaterer, at hun ikke kan ligge på maven og læse. Vi har ikke bord med, men har plantet bomuldshytten tæt på et fast bord. Uden at tænke på, at andre end os gerne vil bruge det.

Lige nu er det en tysk familie. De har boret et jordspyd i jorden og dertil har de bundet hunden, mens de slev spiller volleyball på tysk. Hunden er åbenbart sportskyndig, for den ligger med poterne over øjnene og udsender høje hylelyde, mens fruen uden det mindste held forsøger at få den til at holde op. Jeg spekulerer på, hvornår det går over og gentager for mig selv, at det tyske sprog er ikke særlig kønt. Og hvem har dog opfundet bolden. Det regner nu. Vi er løbet tør for rødvin, men har kold hvidvin i vores elkøleskab, som Susanne FORLANGTE indkøbt til turen, mens min elkedel fortsat står hos købmanden, der først åbner kl 8 i morgen tidlig.

Og ovenover alting skinner Moders sol.