Skilsmisse og samfundets afmagt

Skilsmisse og samfundets afmagt

Før 500 kr – nu kun 1.800 kr.
En separation koster 900 kr.
En skilsmisse koster også 900 kr. Uanset om I er blevet separeret først.
Spring separationen over, så får du det hele for kun det tredobbelte.
Med andre ord: det er en omvendt Netto – du skal købe mindre. Normalt er der rabat for merkøb, men ikke her. Når staten er købmand, så er det billigere, hvis du køber mindre. Almindeligvis koster det mere at springe køen over. Men ikke her, siger Ø og LA arm i arm. Hvor kønt.

Sådan er reglerne fra 1. juli. Der er to ting at siger herom: det ene er selve de nye regler og det andet er prissætningen og tankegangen bag dem. Begge dele er skræmmende.

Regeringen, LA og Ø er enige om, at samfundet ikke skal optræde formynderisk. I hvert fald i dette anliggende, vil jeg sige. Derfor skal voksne mennesker, der vil skilles, have lov til at blive det uden dikkedarer (læs omtanke). Folk må da selv om det. Hertil bemærkes, at denne tiltro til folkets dømmekraft måske burde forventes i forbindelse med ægteskabets indgåelse og ikke ved dets ophør.

I kirken svarer brudepar ja to gange. Først stilles spørgsmålet om at tage den anden til ægtefælle. Først et ja til ægteskabet i borgerlig og juridisk forstand. Derefter et ja til at elske og ære i medgang og modgang, indtil døden forhindrer det. Derefter gives hånd derpå. Og præsten forkynder så, at brudeparret nu er rette ægtefolk. Med denne handling er brudeparret juridisk set viet til hinanden. Der er indgået en aftale.

Så kan man diskutere, hvad der skal til for at lave om på den aftale. Men det har man ikke diskuteret særlig grundigt. Folketinget har – med et tilfældigt flertal – fundet ud af, at her kan vi ”gøre noget”. Spørgsmål et er blot, hvad det så er man ”gør”. Er det klogt eller dumt? Det ved ingen. Men alle ved, at vi her ændrer ved en god gammel tradition – dem, der har givet hinanden ord på et langt liv sammen skal ikke bare klikke sig ud af det på samme måde som vi afbestiller ugens pakke fra Årstiderne. Og det kunne godt begrunde en mere grundig overvejelse.

Prissætningen er på sæt og vis uinteressant. Og dog. I grunden er det ganske sigende, at når staten skal lege købmand, så udmønter det sig på denne måde. Det, der før kostede 500 kroner, stiger til 1.800 kroner. Næsten en firedobling. Henset til inflationens størrelse noget af en stigning. Ve den bank, der ville sætte prisen op i samme forhold. Ve den købmand, der fra den ene dag til den anden lader prisen på kartofler stige til nær det firedobbelte. Prisstigningen bliver dog ”kun” 3 gange op, hvis du fravælger tænkepausen – separationen – og går direkte i det definitive ophør. Jeg ser samfundets tiltagende dekadens vise sit grimme ansigt i de nye regler. Jeg ser et samfund i afmagt.

Hvad skal jeg sige? Boller fra Koberg.

PS: Bortset fra det moralske indebærer de nye regler juridiske fælder for brugerne. Eksempel: et par flytter fra hinanden, men springer separationen over med henblik på siden at gå direkte til skilsmisse. Derved sparer de 900 kroner og udgiften stiger i forhold til tiden før 1. juli kun med 400 kroner. Til gengæld fortsætter formuefællesskabet uanset uenighedens højde. Den ene ægtefælle dør i en trafikulykke. Hvem arver? Det gør den anden ægtefælle. Arveretten ophører først ved enten separation eller skilsmisse. Hvis parret var blevet separereret, ville arveretten være væk. Tja….

Scroll til toppen