Omø – en del af Danmarks kulturarv. Vil vi den?

Sidder på Omø. En lille ø i Storebælt. En perle. På samme måde som mange andre danske øer. Om et par uger drager jeg på rotur fra Svendborg og ud i det sydfynske øhav. Skarø. Drejø. Avernakø. Lyø. Ærø. Langeland. Og jeg tænker: er vi bevidste om de danske øer som en del af vores naturarv? Nej, svarer jeg, det er vi slet ikke.

Vi vil gerne have, at øerne i det danske kongerige fortsat fungerer som dengang. Siger vi. Men er det sandt? Som et enkelt eksempel vil jeg nævne den manglende internetforbindelse og den svage telefonforbindelse. Nogle steder på Omø fungerer telefonen bedst, når jeg stiller mig op på et bord. Vil jeg på nettet i byen, skal jeg placere mig under det store træ ved forsamlingshuset. Og være heldig. Hvorfor har man ikke for mange år siden lagt en digitaliseringstrategi, der kunne sikre topperformance for internet og telefoni i Danmarks såkaldte udkantsområder?

Svaret er jo, at det er fordi vi ikke mener det vi siger. Mange er sgu lige glade med øerne. Kender dem ikke. Forstår ikke deres betydning for sammenhængskraften i Danmark. En kraft man i øvrigt har opgivet at tale om. Fordi det hele skal være København eller Århus.

Fiskerne findes stadig på Omø. Selvom det ikke er let. Når en enkelt industrifabriksfiskerkæmpekutter på én nat kan skovle hele årets rødspættekvote op i nattens mulm og mørke med det resultat, at de lokale fiskere resten af året må smide rødspætterne tilbage i havet. Her er masser af fisk, men vi må ikke fange dem, fortæller Palle. En gæv lokal fisker, der tager på to-ugerstogter på havet, mens Janni passer købmanden midt på Omø. Gæve folk, der ikke er vant til at få noget forærende.

Men de undrer sig højlydt over den måde, der prioriteres og politiseres i København og EU. Skolelærerne Dorthe og Ole har været lærerpar her på øen i 25 år. Ikke alene lærerpar. De har været tovholdere for store dele af arbejdet på at skabe og fastholde et sammenold i dette lille samfund. Hvordan skal det gå, når de går på pension og skolen lukker? Andre øer, som ikke har skole, er tydeligt mærket af det og det er til hinder for nye bosættelser.

Vi burde overveje at få sognefogederne tilbage, at sikre muligheder for skoler, at sikre internet og telefoni og den livsvigtige færgefart, som er forbindelsen til resten af Danmark. Der gøres ikke nok for det. En af vores folketingspolitikere har set det. Flemming Damgaard Larsen. Han interesserer sig oprigtigt for øernes betydning for vores land og som en del af vores kulturarv. Hurra og tak for det. Men han er alene om det. Reelt.

Og det handler om at gøre noget for dem, der bor på øerne. At gøre det overkommeligt. At kompensere for de besværligheder, der er en del af ø-skabet. F.eks. det banale: hvad koster det at komme til øen. Og fra den? For en øbo, en gæst, en turist, en erhvervsdrivende. Er det muligt at drive erhverv på øerne i dag? Det korte svar er nej. Der er god plads til forbedringer og for den innovation, vi bryster os af i Danmark. Der er brug for omsorg i ordets bedste forstand. Eller ægte interesse. Brug for at ville ville. Handle. Og her lurer frygten for dilemmaet i den ægte politik: er der stemmer (nok) i det? Næppe, tænker jeg. Og så er det en ægte politisk vilje, der skal til. Her skræmmer sporene. Selvom vi har fået en øminister. Vi må håbe, at betydende politikere kan finde sammen om at gøre noget effektivt. Noget, der virker. Hidtil er det gået den modsatte vej.

Der er meget at komme efter. Som Omø-boen, filosof Jørgen Rasmussen sagde det ved et af foredragene under Omø Kulturdage 2013: ”De geografiske øer skærper blikket for, hvordan fremtidig velfærd kunne tage sig ud med velovervejede og lokale behov, ønsker og valg. Så her må øsamfundene insistere på et Danmarkskort uden udkantsområder, og fremelske nogle nye og grundlæggende forbindelser mellem øer og fastland. Navnlig gennem udviklingen af en velfærd, hvor alle og enhver kan tage del og ansvar, og udvikle et godt ø-livs værdier for således at repræsentere en mere almen form for bæredygtighed”.

Omø ligner andre danske øer. De ligger i vandet som perler. Her hersker stilheden. Gårdene ligger drysset rundt om og minder os om en tid, hvor de små øer kunne klare sig isoleret fra resten af landet. Som en del af kongeriget, men på egne hænder klarede man alt. Vandringen fra land til by har også ramt øerne og udviklingen fra småt til stort har også ramt her. Der er ikke plads til mere end én landmand. Der er ikke plads til mere end én købmand. Til gengæld er der god plads til skønheden. Til det smukke. Til det åbne landskab, de store vidder og det smukke, blå loft. Til dyrelivet med evig fuglesang og stor stilhed. Plads til aften- og nattemørket og til lyden af havets brusen. Udsigten til fyret og de andre fyr. Til færgen, der kommer fra Kiel på vej mod Oslo. Som et andet lille øsamfund, der vugger forbi. Imposant og meget mere i pagt med ø-livet en flyvemaskinen, der højt over himlen flyver fra de lokale trækfugle.

Den røde traktor tøffer af sted med ladvognen, hvor den tyske ruhårede er med og følger slagets gang med åben og begejstret mund og levende øjne, der spiller op til den blå himmel. Cyklisterne, der klemter med klokken og lader grinet møde solen. De lokale, der har været her ”altid” og som tålmodigt fortæller og hjælper. Forsamlingshuset, som har været rammen om tusinder af fester, komsammener til foredrag, fest og begravelseskaffe.

Kirken, der lader den lille klokke ringe og som nu har indført natkirkeprogram med operasangerinde og filosof, der beretter om stjernehimlens muligheder.

De danske øer er en overset del af vores kulturarv. Der mangler fokus på deres betydning for en klog og smuk sammenhæng i vort lands videre udvikling. Bevar småøerne. Hjælp dem til udvikling og brug selv øerne. Oplevelsesmulighederne er legio – men det væsentlige er ikke fritidslivet og turistoplevelserne i sig selv. Det handler om at ville ville de danske småøer som en del af kongeriget. Og om ikke kun at sige ja i skåltaler, men at omsætte det til handling i hverdagen. Det er ikke nogen let opgave, men den er væsentlig og der ligger en stor mulighed for at gøre en betydningsfuld politisk indsats. Håbet er som øerne: lysegrønt. Det er bare ikke tilstrækkeligt. Vi må lukke munden op og sige til vores politikere, at vi VIL vores småøer.