Sidder med en before-dinner-drink. Fruen er i bad. Grillen er tændt.
Der er havudsigt. Bordet er dækket. Bøfferne er klar. Rødvinen venter kun på at blive trukket op. Italiensk kulturvand dertil. Orange plastictallerkener. Fuglene synger. Et volleyballhold er netop holdt op med at lege voleyballhold. Unge damer passerer i klipklappere (har aldrig helt forstået idéen i den lyd – SKAL det larme?). En mand har tiltalt mig på formfuldendt tysk og da jeg svarer ham slår han over i dansk…
I havnen kommer sejlbådene ind. Efter dagens tur venter maden og en god, duggende nattesøvn. Rundt om den store grill flokkes mændene. Det er et mandejob at grille. Og det afsløres hurtigt, at de grillende mænd vist ikke alle er køkkenhajer. Jeg overlader pladsen til Susanne, der er ene kvinde om grillbordet. Så kan jeg skrive og det giver en særlig glæde at få lov til at taste. “Har du taget arbejdet med”, spørge min sprogkyndige ven? “Nej, svarer jeg, jeg leger bare”. “Nå”, svarer han og undrer sig over, at jeg sidder på en sommereftermiddag med et hakkebrædt og direkte connection til himlen. Vi er forskellige og jeg har aldrig hævdet, at jeg er helt normal. Hvad jeg dog holder for mig selv.
Græsset er grønt. Himlen er blå. Glasset er fyldt og jeg har gjort dagens kup: købt et overdimensioneret glas med Dijonsennep for 69 kroner. Og vi har nu fået lov til at koble os på allerede velfungerende grillkul og tilmed et tilbud om et pr pølser… Jeg afslog det høfligt, fordi det er usundt med pølser. Jeg elsker pølser.
Det er så godt, at ungernes skrigen ikke er noget problem. Særklasse-stund. Tak.