Ingen tror reelt på regeringens vækstplan. På 2020-planen. Vi undrer os alle over at vi i dette miniputsamfund ikke kommer videre. Nok fordi vi er forbundet med resten af verden, som også sidder i problemer. Og fordi vi må til at erkende, at vi ikke har en troværdig løsning i syne. Et må blot ikke sige højt, for stå stiger frustrationerne. Vi skal have ro på og lade som om.
Det er nulvækst overalt. Den vækst, der er, fremmes kunstigt og gælden stiger. Politikerne er ikke alene, videnskaben, økonomerne og erhvervslivet er uden løsningsbud.
Det vi talte om for tyve år siden – at industrialderen er død – nu for alvor har cementeret sig. Vi er i en ny tid. Fejlagtigt troede vi, at det ville være med endnu vildere vækst end tidligere. Vi indstillede forventningerne derpå. Siden er det gået galt: opdragelsen har svigtet siden 1968; forældrene tager ikke ansvar, men forventer, at samfundet gør det; i vuggestuen og resten af livet skal alle gøres lige, selvom alle aldrig er lige; vi diskuterer grundlovsrevision på 20. år, alt imens vores repræsentative demokrati har spillet fallit; der findes i ag ingen politiker på Christiansborg med et reelt folkeligt mandat; politikere fra Folketing til mindste kommune, har mistet deres realindflydelse, som er overtaget af embedsværket med Finansministeriet som den mest indflydelsesrige; pressen savner journalister, der er dedikeret til jobbet, så vi har fået alt for meget mikrofonholderi; service forsvandt samme dag som begrebet “servicestation” afløste det gedigne og ærlige “benzintank”.
En læser skrev i en kommentar til kronikken ”Vækstsamfundet hører fortiden til”: ” Økonomi som videnskab er fuldstændigt miskrediteret. Det er kun økonomer og politikere, der ikke har opdaget det. Politikerne har reelt opgivet at føre politik og lader det være op til økonomiske modeller, om et politisk forslag er ansvarligt eller ej. De økonomiske modeller er så usikre, at de end ikke kan forudsige saldoen på næste års statsbudget med bare nogenlunde sikkerhed. Alligevel behandler politikerne dem med samme ærefrygt, som en katolik omtaler Jomfru Maria”. Svært at være uenig i disse bramfri betragtninger.
Efter min mening har vi ikke styr på vores verden, ingen steder. Alle er i vildrede og der løbes forvirret rundt i håbet om, at noget vil vise sig. Og det kan vi så håbe på. For alting bevæger sig i en snuskurve og efter bund kommer top; de syv magre og de syv fede osv. Lige indtil vi slår op i historiebøgerne og konstaterer, at veludviklede samfund faktisk kan gå til bunds på kort tid. Vil det ramme os? Måske.
Hvad kan vi så gøre? Vi skal måske til at tænke på en anden måde. Vi skal måske til at handle på en anden måde og være sammen på en anden måde. Udfordringen er ganske stor. Det er helt grundlæggende institutioner og identiteter, der ikke længere er tidssvarende. Det gælder virksomheder, men også fagbevægelsen, de politiske partier og velfærdsstaten samt vores roller som forbrugere, lønmodtagere og borgere, som rigtigt påpeget af Maria Gjerding, folketingskandidat for Enhedslisten og Peter Nielsen, lektor i politisk økonomi, RUC i Berlingskes kronik 25. Juni 2013.
Men lad os så glæde os over naturen. Den er da stadig skøn at se på…
Kronik: Vækstsamfundet hører fortiden til (illustrationen på forsiden er fra denne Berlingske-kronik)