Under overskriften ”hvor står lægerne” meddeler Ove Dyrkilde i dag i Roskilde Avis, at han vil skifte læge, hvis hans læge deponerer ydernummeret. De læger, der gør det, ”kan vi ikke regne med”, mener Dyrkilde. Jeg har det omvendt: hvis min læge beholder ydernummeret, skifter jeg læge.
Dyrkilde mener, at han risikerer at blive brugt “i en kamp om penge” og han vil “simpelthen ikke finde sig i at blive redskab for toplønnede menneskers kamp for privilegier”.
Jeg er helt uenig med Ove Dyrkilde. Lægerne er ikke “toplønnede”. Nej, de driver en virksomhed og yder en stor indsats ofr en yderst rimelig betaling. De har i mange, mange år uddannet sig, først på universitetet og så på hospitalerne og til sidst er de færdiguddannet i almen praksis. De har et meget ansvarsfuldt job. Hver gang jeg har besøgt min læge, har jeg tænkt: det må være vildt anstrengende at sidde og se så mange patienter. 15 minutter. Næste. Telefoner, hjemmebesøg, svære afgørelser og afvejninger, der skal træffes i al hast. Min læge har udviklet klinikken med sygeplejerske og laboratorium, moderne it og hun uddanner nye læger. Alt det betaler jeg 1.400 kr for om året. En ekstrem billig pris for en sikkerhed, som mange misunder os danskere.
Min læge har investeret mange penge i ydernummeret, i indretning af klinik og i indkøb af udstyr. Det har hun gjort i tillid til et system, der er mere end 40 år gammelt. Et system, som uden varsel gør op med det tillidsfulde samarbejde, der har virket i så mange år. I det private erhvervsliv ville en part, er agerer som regionerne være færdige som spiller. Tillidsbrud er noget af det alvorligste en part i erhvervslivet kan gøre sig skyldig i. Men regionerne har – med staten som tam klakør og Lars Løkke som diskret medspiller – gjort sig skyldig i det største tyveri siden guldhornene. De har på ussel vis og for nedrullede gardiner besluttet at fratage lægerne deres medindflydelse. De har på samme måde lavet lovforslag i mørke og produceret en røverkontrakt. Dermed har regionspolitikerne forsøgt at finde en platform, der mod realiteten skal vise, at de har betydning og de har ageret ganske i overensstemmelse med et politisk flertal på Christiansborg, der også går ind for et mørkelagt demokrati. Et demokrati, som henover hovedet på borgerne bestemmer vores hverdag uden smålig skelen til vores behov. Først var det lærerne og nu er turen så kommet til lægerne. Hvem står næst for?
Er det ikke gået op for Ove Dyrkilde, at regeringens lovforslag blandt andet går ud på at regionerne skal kunne udfase praksisser som de vil. Lægerne kan ikke frit prioritere behandlingsopgaverne og de vil kunne pålægges nye opgaver – reelt uden grænser – indenfor gældende prisaftale, dvs uden merbetaling. Regionerne vil kunne bestemme praksissers beliggenhed og personalesammensætning og så skal lægerne udlevere CPR-numre med diagnoser med henblik på kontrol. Lægerne skal være statister i eget hus. En sådan røveraftale vil et tænkende menneske ikke frivilligt underkaste sig. Måske ville Ove Dyrkilde – som jo har erfaring med at drive erhvervsvirksomhed – underkaste sig sådanne vilkår, men så ville det ikke gå ham godt som erhvervsdrivende. For ingen kan arbejde på den måde sundhedsministeren har valgt.
Både for mundtlige og skriftlige aftaler er der brug for tillid som det kit, der skal få tingene til at hænge sammen. Regeringen og regionerne har gjort sig skyldige i et alvorligt tillidsbrud og det har en betydelig effekt. Det ved enhver, der har kendskab til konfliktens anatomi. Derfor er det meget alvorligt, at man har lavet maskespil og forhandlet bag ryggen på den ene part. Det mindste ministeren og regionerne kunne gøre var da at stå frem og sige undskyld. Her kunne genopbygning af tilliden passende begynde.
Indtil der rettes op på det er der kun en vej for lægerne: at deponere ydernummeret. Så det håber jeg min læge vil gøre. Ellers skifter jeg til en læge, der ikke lader sig tryne af en inkompetent arbejdsgiver.