Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Læger.
Hvad har en kammeradvokat og en privatpraktiserende læge at gøre med hinanden? Ikke meget vil nogle sige. Men på ét område måske alligevel: de har begge to en aftale om at levere ydelser i et omfang som mange almindelige virksomheder misunder. Derfor kan det være naturligt at sammenligne lidt om vilkårene mellem læger, der er oprørte over regionerne og statens ageren i konflikten og så statens advokat og rådgiver i lægekonflikten.
Astrid Kragh misinfomerer i lægekonflikten
Regeringens lovforslag går blandt andet ud på at regionerne skal kunne udfase praksisser som de vil. Lægerne kan ikke frit prioritere behandlingsopgaverne og de vil kunne pålægges nye opgaver – reelt uden grænser – indenfor gældende prisaftale, dvs uden merbetaling. Regionerne vil kunne bestemme praksissers beliggenhed og personalesammensætning og så skal lægerne udlevere CPR-numre med diagnoser med henblik på kontrol. Lægerne skal være statister i eget hus.
Kammeradvokat Karsten Hagel Sørensen
Kunne man forestille sig tilsvarende overfor statens advokat? Nej, naturligvis ikke. Kammeradvokaten ville løbe skrigende bort, hvis regeringen stillede ham samme forslag, som man stiller lægerne.
Både kammeradvokat og læge driver virksomhed som selvstændige. Begge har en kontrakt med det offentlige og de har begge et de facto monopol på deres områder. En kammeradvokat tjener ifølge pressen mellem 12 og 18 gange så meget som en praktiserende læge. Begge har et stort ansvar (som advokat har jeg ofte tænkt på, at min egen læge er en helt, når hun dag efter dag har kræfter til at behandle så mange patienter og påtage sig det enorme ansvar for aldrig at begå alvorlige fejl). Og begge har en stor arbejdsbyrde og arbejder under tavshedspligt (som begge parter ønsker at forholde sig dybt professionelt til) og særdeles komplekse problemstillinger. Jeg ser ikke nogen betydende forskel. Det er derfor svært at forstå, at den ene type virksomhed skal udsættes for en så urimelig behandling, som vi ser her.
Det er i det hele taget svært at forestille sig, at sunde og veldrevne private virksomheder ville indgå kontrakt på et grundlag som det lovforslaget kræver af de privatpraktiserende læger. Det er kun stærkt pressede virksomheder, der vil underkaste sig vilkår som dem regeringen lægger op til. Fordi alle ved, at en så stor skævhed i magtforholdet i en gensidig aftale vil gå galt. Det er måske derfor der manipuleres groft med fakta i sundhedsministerens fremstilling og i debatten generelt. Tingene fremstilles i et forkert lys, med bevidst skæv fokus og uden en dækkende tilkendegivelse af, hvad der er op og ned på parternes standpunkter. En minister skal forholde sig sagligt til en så alvorlig og vigtig sag. Dertil kommer, at der forsøges sået mistillid til lægernes moral og der stilles spørgsmålstegn ved om de gør tingene godt nok. Selvom alle tal viser, at almen praksis gør det billigt, godt og med en større patienttilfredshed end andre steder. Der er ingen rimelighed og slet ikke fairness heri.
Fra Kammeradvokatens årsberetning 2012
Det mest overraskende er måske, at de borgerlige partier ikke i højere grad har fokus på at beskytte private virksomheder. Der tales hele tiden om udliciteringsbehov på mange områder, men reelt arbejder man jo her på det modsatte: at ekspropriere 2.100 private virksomheder uden erstatning. Det er så grotesk, at ingen forstandig vil tro det. Ikke desto mindre er det sandt. Og Venstre ved vi, hvor vi har – eller gør vi? Lurende i kulissen på en mulighed, de ikke selv fiksede? Er Venstre liberale eller skabssocialdemokrater?
Fra Kammeradvokatens årsberetning 2012
Få timer efter regionerne havde opsagt aftalen blev der lagt et lovforslag på bordet. Det var dateret i april og altså forberedt tidligere og klart koordineret med regionerne efter lærer-modellen. Bag lukkede døre – endda før mørklægningsloven var vedtaget – bestemte man sig for at fratage de privatpraktiserende læger deres forhandlingsret. Surrealistisk i en demokratisk verden. Både for mundtlige og skriftlige aftaler er der brug for tillid som det kit, der skal få tingene til at hænge sammen. Regeringen og regionerne har gjort sig skyldige i et alvorligt tillidsbrud og det har en betydelig effekt. Det ved enhver, der har kendskab til konfliktens anatomi. Derfor er det meget alvorligt, at man har lavet maskespil og forhandlet bag ryggen på den ene part. Det mindste ministeren og regionerne kunne gøre var da at stå frem og sige undskyld. Her kunne genopbygning af tilliden passende begynde.
Professor i offentlig markedsaktivitet Karsten Naundrup Olesen, Syddansk Universitet, har gennemgået lovforslaget i samarbejde med Kent Kristensen og har udtalt sig til Altinget. Som ekspert i offentligt og privat samarbejde betegner han lovforslaget som særdeles vidtgående i forhold til den indflydelse, som regioner og kommuner vil få over de praktiserende læger i eksempelvis sundhedsaftalerne. Han mener, at lovforslaget afgørende bryder med den retspraksis, man i Danmark har omkring aftaler.
Professor i offentlig markedsaktivitet Karsten Naundrup Olesen, Syddansk Universitet: Offentlig-privat samarbejde
“Det er uhyre sjældent, at to aftaleparter kan aftale noget, som en tredjepart er tvunget til at udføre. Lovforslaget betyder reelt, at dele af de ledelsesmæssige beføjelser, kommuner og regioner har over ansat personale, i princippet også kommer til at gælde for de praktiserende læger,” siger Karsten Naundrup Olsen til Altinget og peger på, at lovforslaget er særligt vidtgående, fordi den enkelte læge ikke vil kunne sige nej til opgaver i eksempelvis sundhedsaftalerne.
Lektor og Ph.d. i sundhedsret Kent Kristensen fra Syddansk Universitet vurderer til Altinget, at lægerne med indgrebet kan blive tvunget til at prioritere nogle patientgrupper frem for andre, fordi de er forpligtet til det.
“Det andet problem er, at lovforslaget udelukker de praktiserende læger fra at prioritere hvilke opgaver, der skal løses. Sundhedsaftalerne giver for eksempel ikke de praktiserende læger mulighed for at styre det tempo, patienterne bliver udskrevet fra sygehuset i. Det kan betyde, at patienter med større behov for lægehjælp må vente til fordel for et planlagt hjemmebesøg. Det er problemstillinger, der simpelthen ikke er taget højde for i lovforslaget,” siger Kent Kristensen til Altinget.
Bevar Familielægen viser flaget ved Folkemødet i Allinge
Astrid Krag er uenig i eksperternes fortolkning, hvilket ikke kommer som en stor overraskelse. Det har været melodien hele vejen igennem, lige fra stuntet med at aftale fjernelse af forhandlingsretten bag lukkede døre og udenom lægerne og til udarbejdelsen af et lovforslag bag ryggen på de læger, der troede de havde en forhandlingsret. Til ministeren må jeg så bare sige: skriv nu alle dine løfter ned. Gør det, så der ikke er fortolkningstvivl og gå frem på banen og sig undskyld for et klodset forløb. Den formulering kan godt bruges som døråbner for ny tillid. Alle vil vide, hvad den betyder, så der er ingen grund til at forlange en stærkere og mere dækkende beklagelse.
Lægerne og deres personale står sammen. Her 8.500 i Odense Kongrescenter.
Hvad er formålet med regionernes og regeringens handlinger? Officielt er det jo at lægerne skal levere mere og at de også skal tåle en effektivisering. Det er hul tale, når man tænker på hvor langt bagud det offentlige er og hvor langt alment praktiserende selv er nået. Det er bare forbistret svært for lægerne at stille sig frem og sige, at “vi er bedre, hurtigere og billiger end det offentlige”. Faktum er, at almen praksis er velfungerende, billig og at patienttilfredsheden er stor. Hvem tror på, at en fastholdelse af lovforslaget vil føre til et bedre sundhedsvæsen? Ingen. Det vil give voldsomme forringelser og alle involverede ved det. Det er bare kun den ene part, der forklarer det ærligt.
Problemet er, at ministeren med hjælpeopposition er kravlet så højt op i træet, at det er svært at komme ned. Derfor må lægerne gøre arbejdet og fremkomme med et aftaleoplæg. En aftale er at foretrække frem for en lov. Det håber jeg lægerne vil, selvom jeg forstår deres berettigede harme og frustration. Der er ingen anden vej. Aftale. Aftale. Aftale. Ellers tromles almen praksis væk fra landkortet og det er ingen tjent med.
Lad det blive en aftale, hvor der tænkes nyt og hvor mulighederne i udbygning af almen praksis indtænkes som en af løsningerne på problemerne i det omkostningstunge offentlige sygehusvæsen. Der skal følge penge med, men eftersom almen praksis kan udføre arbejdet ti gange billigere – og bedre – end det offentlige, så er det vel ikke et problem, men en mulighed?
Fra Kammeradvokatens årsberetning 2012
Brug Kammeradvokaten til at rådgive om mulighederne for en forhandling frem for at misbruge ham til et responsum om den naturlige konsekvens af regionernes opsigelse af samarbejdet. Og hold så op med den generelle fordrejning i kommunikationen mod lægerne.
Jeg er træt af denne konflikt. Jeg vil bare have min læge i ro og fred og meget gerne i kombination med en aftalt handlingsplan for en udvidelse af almen praksis i overensstemmelse med den tid, vi lever i. Og jeg ønsker, at min allerede hårdt arbejdende læge bliver betalt fair og har partstatus i kontrakten med regionerne. Jeg vil langt foretrække flest mulige behandlinger hos min egen læge end på et hospital. Bevar dog et velfungerende system, som har virket i mere end 40 år. Stop op. Tænk. Og lav en aftale sammen. Vi er mange, der vil værdsætte det.
Læs også Henrik Dibberns kronik i Politiken 19. juni 2013
Læs Altingets artikel Ekspert: Læger kan pålægges nye opgaver
Læs Bertel til Dibbern: kom med en plan
Læs Kære Astrid – lad mig beholde min familielæge
