Bent Hansens hemmelige plan – derfor skal lægerne kanøfles

Anne Knudsen analyserer lægekonflikten meget fint i lederen i Weekendavisen 28. Juni 2013: Regionerne kæmper for deres liv. Når supersygehusene bliver indviet, fjerner man dette område fra regionerne og hvad skal de så lave? Det er et godt spørgsmål, men regionernes og Folketingets happening har flere forklaringer. Carl Holst har spurgt Løkke: kan jeg ikke blive formand. Og Løkkes sidekammerat i hans private tænketank, Havreholmgruppen, har bedt Løkke om at sørge for beskæftigelse til Falcks datterselskab, Vikteam, der skal leve af at sælge lægevikarydelser. Og regionerne skal drive business med salg af dine og mine patientdata.

Det kan godt være, at vi skal ændre det system, vi kender i dag. Jeg tror f.eks. at almen praksis skal udvides og overtage mere og mere af det, som sygehusvæsenet jo ikke kan klare. Helt enig, når Anne Knudsen fastslår, at ”regionerne har siden deres skabelse stået for en hæmningsløs industrialisering og Djøfisering af sundhedsområdet. Det er virkelig svært at få øje på den demokratiske legitimitet, regionernes sygehuspolitik skulle hvile på. Og det er også svært at se, hvordan mere af den samlebåndsfilosofi, regionerne hylder, skulle kunne øge deres demokratiske troværdighed. Det er ikke lægernes og sygeplejerskernes skyld, at patienter i Danmark oplever kontakten med sygehusvæsenet som et upersonligt, absurd teater. Men det er regionernes skyld”.

Bent Hansen

Lige præcis. Alle disse ulykker har Bent Hansen i spidsen. Mandens inkompetence har han selv dokumenteret. Og nu vil Lars Løkke og Astrid Krag sætte ham i spidsen for at gøre den velfungerende primære sundhedstjeneste – familielægen – til en kopi af et system, der uomtvisteligt ikke virker. I Køge skal man nedrive stort set hele det bestående hospital for at opføre et såkaldt supersygehus. Hvem – andre end Bent Hansen og hans legekammerater i regionerne – tror på, at det kommer til at virke i hænderne på Danske Regioner. Ingen.

Henrik Dibbern

Alt dette ved vi godt, os der interesserer os for lægekonflikten. Men hvorfor kan denne viden så ikke føre til et andet resultat end en håbløs lov og en kålhøgen regionrådsformand? Det kan det måske også. Meget kan man sige om Bent Hansen, men han har altså offentligt tilbudt forhandling uden dagsorden. »Jeg holdt et møde med Henrik Dibbern i sidste uge, hvor jeg fortalte ham, at vi ønsker at begynde helt forfra i forhandlingerne. Fra vores side betyder det, at vi trækker alle vores hidtidige krav. Vi skal op af skyttegravene og starte på en frisk«, sagde Bent Hansen til Politiken for to dage siden.

Bent Hansen sagde, at Danske Regioner har præsenteret PLO for et notat, der lægger op til, at begge parter starter med »helt blankt bord«, så der kan blive genskabt en ordentlig dialog og han understregede, at det er altafgørende, at parterne har samme opfattelse af blandt andet, hvad data om patienterne kan bruges til, hvad fokus på produktivitet betyder, hvad der sker, når lægerne får nye opgaver, hvad kontrol indebærer, og hvordan kvaliteten skal udvikles. »Det skal sikre, at vi møder hinanden åbent med tillid og tryghed i stedet for at bære videre på den retorik, som med rette har kunnet opfattes som kampskridt. Vi vil gennemgå alle de relevante områder i samarbejdet, så vi får en fælles forståelse. Jeg håber, at Henrik Dibbern tager godt imod det«, sagde Bent Hansen.

Koncernchef i Falck Allan Søgaard Larsen, sidekammerat med Løkke, leder efter jobs til Falcks Vikteam

Når lægerne ikke vil tage imod den opfordring, så mister de med sikkerhed befolkningens forståelse. Nogle læger forklarer afvisningen med, at de ikke stoler på Bent Hansen. Det er forståeligt, at der ikke er tillid tilbage, men der er intet antageligt alternativ til forhandling. Mød frem og hold Bent Hansen fast på det eller offentliggør det notat Bent Hansen henviser til. Nogle læger påstår, at man er parat til forhandling. Det mangler vi bare at se. Begge parter må nu sige ja til at møde frem uden ultimative krav. Det er sådan en konflikt skal tackles. Det flytter intet at sidde tilbage som et forurettet skolebarn, der har fået stjålet en fritime. Lægerne må enten gå til forhandling eller forklare os, hvorfor man afviser at mødes til en frisk omgang. Lægerne må huske, at dette ikke kun angår deres virksomheder, men hele den primære sundhedstjeneste, hvor vi som patienter har en legitim interesse i at forlange ordentlighed fra begge parter.

Weekendavisens leder:

Overlevelseskamp

I forbindelse med strukturreformerne i det danske samfund endte amternes arvtagere, de fem regioner, i 2007 med sundhedsområdet som deres altdominerende ansvarsområde. De øvrige opgaver ligger i den økonomiske småtingsafdeling; de lukkede institutioner for ungdomsforbrydere, behandlingen af domfældte udviklingshæmmede og specialtilbud, navnlig undervisning, til andre handicappede. Men nu er sygehusområdet i færd med at udvikle sig, så det nok snarere bliver de fem supersygehuse, der kommer til at drive regionerne, end det bliver regionerne, der kommer til at drive dem. Og når tingene bliver så kæmpestore og koncentreret på så få enheder, er det nærliggende at forvente, at staten overtager opsynet med dem. Det er nemlig svært at se det parallelle organisatoriske system i regionerne håndtere og koordinere supersygehusstrukturen.

Institutionernes anbringelse i enten det kommunale, det regionale eller det statslige system fremstår vel i offentligheden mest som spørgsmål om, hvor den demokratiske kontrol er størst, og hvilken ekspertise man kan mobilisere i den organisation, der »ejer« skolerne, hospitalerne eller motorvejene. Men i realiteten er der også helt andre forhold på spil; enhver organisation har sin egen overlevelse som allerførste prioritet. Det skyldes ikke ond vilje, men simple sociale logikker. At forestille sig en verden, hvor ens eget job, ressortområde og hele organisatoriske biotop slet ikke findes, er plat umuligt; i organisationskulturer bliver overlevelsen altid prioriteret højere end andre opgaver.

Verden kunne utvivlsomt være et ganske lykkeligt sted uden regionerne; det var faktisk et forsøg værd. Regionerne har siden deres skabelse stået for en hæmningsløs industrialisering og djøfisering af sundhedsområdet. Det er virkelig svært at få øje på den demokratiske legitimitet, regionernes sygehuspolitik skulle hvile på. Og det er også svært at se, hvordan mere af den samlebåndsfilosofi, regionerne hylder, skulle kunne øge deres demokratiske troværdighed. Det er ikke lægernes og sygeplejerskernes skyld, at patienter i Danmark oplever kontakten med sygehusvæsenet som et upersonligt, absurd teater. Men det er regionernes skyld.

Er regionernes eksistens således truet fra to kanter, er det ikke noget mysterium, at Danske Regioners formand Bent Hansen og hans organisation nu ønsker at bemægtige sig den primære sundhedstjeneste. Man vil ekspropriere den almene praksis, som i dag er det eneste led i hele sundhedssystemet, hvor udgangspunktet er patientens og ikke institutionens behov.

Opgaverne, som man skændes om med speciallægerne i almen praksis, har slet, slet ikke en størrelse, der berettiger opsigelsen af aftalen mellem regionerne og lægerne. Det springende punkt er principperne for opgavernes fordeling; regionerne vil simpelthen dirigere private menneskers private virksomheder, blot fordi de køber ydelser hos disse private virksomheder. Hvis der ikke var en logisk forklaring derpå, ville man se det som ren og skær magtbrynde hos regionerne. Men der er en logisk forklaring; regionerne vil sikre, at der ind i evigheden vil være brug for deres organisatoriske niveau, som ganske vist ikke kan styre supersygehusene, men nok skal kunne tryne de enlige private erhvervsdrivende i almen praksis.

Sekundære gevinster mangler heller ikke. Hvis det ikke lykkes at tvinge lægerne, kan regionen udvide sin egen biks med regionale klinikker, hvor cand.med.’er under uddannelse til speciallæger i almen praksis kan tvinges til at tage imod patienter; regionerne ejer uddannelsespladserne. Og på den måde vil regionerne gøre sig uundværlige på det helt lokale plan og forsøge at skaffe sig demokratisk legitimitet. Men de får brug for at strenge sig an, hvis borgerne i de fjernere udkanter skal begynde at mene, at det hele går bedre, når regionerne styrer.

Foranledninger til at diskutere regionernes eksistensberettigelse kan man finde mange af, og den forhåndenværende lejlighed bør ikke gå til spilde. Regionerne leder efter en opgave at fodre deres organisationer med; dét er et godt tegn på, at de ellers ville være overflødige. Og hvis almen praksis på længere sigt skulle udvikle sig, så man skal betale for konsultationer ligesom hos tandlægen, så ville det formodentlig kunne sikre, at der fortsat i dette land vil findes lægehjælp, der ikke er organiseret som fabriksarbejde. A.K.