Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Vi ved, at vi skal leve i nuet. Nuet er vi jo i hele tiden, men vi skal huske at leve i det. Det kaldes mindfulness. Og det er en kunst. Måske er den blevet sværere gennem tiderne?
Ja, det er ikke lige til. Synes jeg. Fra mit eget liv. Jeg skal tage mig sammen og huske mig selv på det. Hele tiden. Hov, du er altså her og ikke dér, i morgen, min gode herre. Mærk lige efter. Føl, tænk hvor skønt det er lige nu. Du ved jo godt, at det lette afløses af det svære. At hverdagens udfordringer venter. Men i stedet for at tænke på det, der kommer, så mærk det, der er. Ja. Jeg gør det så godt jeg kan og øver i det hele tide, hver dag, overalt. Og det smutter hele tiden for mig. Enten tænker jeg på det, der var eller det, der kan komme.
I dag sad jeg på græsplænen og fjernede nogle hundrede mælkebøtter. Solen varmede. Holger dansede omkring og ville hele tiden deltage i arbejdet. Fuglene sang. Himlen var blå og græsset grønt. Luksustid. Og før det havde jeg været på torvet kl 7, hvor det hele var ved at vågne. Nærmest som i mine stjernestunder kl 6 om morgenen på Campo dei Fiori i Rom. Talte med fiskemanden fra Bornholm. Med økologdamen og købte hendes afgrøder. Med fuglemanden og købte en kasse med mejsebolde uden net og lærte, at juli er den måned, hvor fuglene spiser flest mejsebolde. Det kom bag på mig at det ikke er om vinteren. Og morgenmad på terrassen. Fik kun kogt ægget i tre minutter, så det fyldte en hel tallerken, men stunden var guddommelig.
Lars Svanholm: Min kiste. GalleriNB.
Alligevel blev jeg kort tid efter halvsur. Over ingenting. Når jeg tænker over det, så forstår jeg ikke mig selv. Føler jeg spilder tiden. Jeg kæmper mellem at skælde mig selv ud og vide, at det ikke nytter at være grov, hverken overfor mig selv eller andre. Og at jeg må vise forståelse overfor mine egne og andres svagheder og bare sige “på den igen”. Tro å det og vide, at livet er en rejse, hvor udviklingen er en never ending story. Før altså låget skrues i med fire vingemøtrikker og så er der no way back. Så hvorfor ikke leve lige nu.
Går en tur på havnen og ser ferniseringen på Galleri LABR med André Lundquist. Fremragende. Mange gode ord. Godt at opleve. Går hjem og skriver lidt om det på min blog. Snupper to timer på øjet sammen med Holger og snupper en tur i biffen og ser Kon-Tiki. Det gør indtryk at se Thor Heyerdals evigtvarende optimisme og hans kompromisløshed. Og verdens modtagelse af den. Dens pris. Han kune og gjorde og mødte modstand, der ville noget. Og anerkendelsen lod vente på sig. Han fortsatte. Blev ved.
Nu lytter jeg til dejlig musik. Holger har lagt sig med hovedet over mit venstre ben. Snorker vellystigt. Susanne læser. Dét nyder jeg. Dét nu. Lige nu.
Tager det helt ind og fortæller til mig selv, endnu engang: husk nu, at denne stund er skøn, slug den, tag den ind og tænk på den, når du sidder og synes livet er hårdt og uretfærdigt.
