Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Forsynet hjælper. Bøvler p.t. med en sag, hvor enhver ædruelig ville løbe skrigende væk. Jeg bliver spurgt: hvorfor i alverden gider du blive ved? Og så får jeg en dejlig SMS om et helt andet emne, men med kloge ord fra en af mine store helte, Steve Jobs. Og så sætter jeg mig hen og nedfælder mine tanker med tak til Steve og min SMS-frelser.
Alene i januar og februar i år har jeg brugt 35 timer på det. Dem skal jeg normalt sælge til 2.000 kr + moms pr time. Og i 2012 har brugt næste 200 timer på sagen. Er det det værd? Et godt spørgsmål, som selvsagt må føre til reflektion. Men nu handler det jo ikke om penge – vi måler blot alting i penge, så jeg forfalder også. Min reflektion viser imidlertid, at jeg er tættere på at flæbe uberettiget end på at være på den høje havende-ret-hest. Så jeg skal virkeligheden stikke piben ind og holde ud uden at snøfte.
Svaret er, at vi har valgt at holde fast, selvom det er surt efter næsten tyve års frivilligt arbejde for sagen. Når inkompetencen så melder sig på banen, kan det blive så brydsomt, at fornuftige giver op. Livet er for kort til for mange danse med intellektuel uformåenhed.
Omvendt er det vel her den bedrestillede skal forsøge at hjælpe og her i året for Kierkegaards 200 års fødselsdag må jeg tænke på hans kloge ord om hjælpekunsten:
Søren Kierkegaard
”Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog ved først at fremmest at forstå det, han forstår.
Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.
Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste – præk du så kun for ham!”
Tag den! Jeg må tage den. Udfordre mig selv på den.
And the ones that didn’t love it quit because they’re sane, right?
Kierkegaard har som sædvanlig ret. Forsynet har sørget for, at jeg i dag i min sms-boks fik en hilsen fra et ungt stræbsomt menneske, der er på vej frem. Han skrev til mig, at ”i min ydmyge lejlighed har jeg et 05,x1,5 meter portræt af Steve Jobs hængende over min seng, der hver dag, når jeg kigger på det, stiller mig anderledes spørgsmål og udfordrer mig”. Og så fortalte han, at han i baglokalet i den butik, hvor han er chef, har ophængt et citat af Steve Jobs [vi er begge meget fascinerede af det, Steve Jobs nåede at gøre i verden]. Det er en betydningsfuld sætning, som var et svar fra Steve til unge iværksættere. Citatet kan imidlertid også hjælpe os, der føler, at vi støder ind i en mur, men alligevel bliver ved. Når jeg læser og mærker citatet, overbevises jeg om, at der – i modsætning til hvad udenforstående måtte mene – er en rigtig god forklaring på, at vi bliver ved. Og når jeg kombinerer md Kierkegaard, så bliver jeg opmærksom på, at noget af min frustration skyldes selvoptagethed og manglende vilje eller evne til at ydmyge mig for sagen. Den er så vigtig, at jeg skal kunne følge Kierkegaards strenge anvisning og det er sundt at indse, at frustrationen også kan forklares i min egen utilstrækkelighed. Det er en god øvelse, selvom den får ti armbøjninger til at synes mere overkommelige, end jeg troede de var.
Du kan se klippet med Steve på internettet på dette link eller du kan læse det her.
Steve
“People say you have to have a lot of passion for what you’re doing and it’s totally true. And the reason is because it’s so hard that if you don’t, any rational person would give up. It’s really hard. And you have to do it over a sustained period of time. So if you don’t love it, if you’re not having fun doing it, you don’t really love it, you’re going to give up. And that’s what happens to most people, actually. If you really look at the ones that ended up, you know, being “successful” in the eyes of society and the ones that didn’t, oftentimes, it’s the ones [who] were successful loved what they did so they could persevere, you know, when it got really tough. And the ones that didn’t love it quit because they’re sane, right? Who would want to put up with this stuff if you don’t love it?
So it’s a lot of hard work and it’s a lot of worrying constantly and if you don’t love it, you’re going to fail. So you’ve got to love it and you’ve got to have passion and I think that’s the high-order bit.
Steve Jobs, 2007 (at the D5: All Things Digital conference on stage with Bill Gates)
