Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jes Fabricius skriver i Kristeligt Dagblad i dag en tankevækkende kronik om bureaukrati i kommunerne. Men desværre gælder det ikke kun kommuner, men også staten og i alt for vid udstrækning også private virksomheder.
Jes Fabricius
Fabricius henviser til Parkinson, som formulerede en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver arbejdsopgave i forvaltningen tager den tid, der er sat af til dens fuldendelse. Det vil sige, at ingen har tid tilovers, men føler sig altid presset til kapacitetsgrænsen. Derfor vil der være et konstant krav om, at staben udvides. Enhver administrativ medarbejder ser nyansættelser som en mulighed for at få flere underordnede og dermed som en direkte eller indirekte forfremmelse.
Parkinons lov
Videre skriver Fabricius om bureaukraterne, som forsøger at overvinde dette problem – altså at enhver opgave tager den tid, der er sat af til den – gør det ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen ved hjælp af uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på de uden tvivl meget store og flotte rådhuse og holder retningsløse møder ”på tværs af organisationen”, imens de egentlige opgaver forsømmes.
Hvad gør vi ved det? Bureaukratiet danser med mageligheden, sig-selv-nok-heden og ligegyldigheden. Hvor er gejsten og den ægte engagement. Passionen. Det problem er forklaringen på Danmarks stille, men alt for sikre, igangværende deroute. Problemet findes overalt, både i det private og det offentlige og for fuldstændighedens skyld også i Folketinget.
Hvordan kommer vi videre? Jeg ved det ikke.
