Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Højesteret frifinder statsministeren og udenrigsministeren i sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten.
Højesteret løfter imidlertid pegefingeren og understreger:
Ole Krarup på vej til retsmøde
… at regeringen har pligt til at hindre, at den såkaldte fleksibilitetsbestemmelse anvendes til vedtagelse af forslag, der forudsætter yderligere suverænitetsafgivelse, og at en tilsvarende pligt gælder for så vidt angår charteret om grundlæggende rettigheder. Højesteret fastslår også, at Danmarks gennemførelse af Lissabon-traktaten er sket ud fra den forfatningsretlige vurdering, at der ikke sker overladelse af beføjelser, som kræver anvendelse af § 20-proceduren, og at danske myndigheder er forpligtet til at sikre dette overholdt. Højesteret gentager, hvad der blev statueret i 1998 i dommen om Maastricht-traktaten, nemlig at det henhører under danske domstole at afgøre, om EU-retsakter overskrider grænserne for den suverænitetsafgivelse, der er sket ved tiltrædelsesloven.
Nils Hausgaard tabte til statsministeren
Højesteret udtaler desuden, at der ikke under denne sag foreligger grundlag for at fastslå, at der med loven om Lissabon-traktaten på en række sagsområder som hævdet af appellanterne er sket overladelse af yderligere beføjelser til at udstede retsakter med direkte virkning for danske borgere, således at proceduren i grundlovens § 20 skulle være fulgt. Skulle der i forbindelse med en retsakt eller retsafgørelse, der konkret og aktuelt berører danske borgere opstå tvivl om, hvorvidt den er baseret på en anvendelse af traktatgrundlaget, som ligger uden for den suverænitetsafgivelse, der følger af tiltrædelsesloven, er der mulighed for domstolsprøvelse som fastslået af Højesteret i 1998 i dommen om Maastricht-traktaten.
