Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Folk, der ikke selv er på Facebook, er ikke berettigede til at kritisere det sociale medie i skarpe vendinger, sådan som man har set de seneste år, skriver advokat Allan Ohms i kronik
Aldrig har så mange på så kort tid ment så meget om Facebook. Dronningen satte gang i debatten, som har raset siden. Man kan opdele debattørerne i to hovedgrupper: Den ene kender kun Facebook af navn, mens den anden selv er eller har været aktiv og måske tillige aktiv på andre sociale medier. Den gruppe, som ikke selv er eller har været på Facebook, mangler noget relevant for at kunne dømme, som det sker.
Det er farligt at køre automobil.
Det er farligt at køre automobil. Ja. Men vurderingen bliver forskellig, alt efter om debattøren har kørekort og erfaring med bilkørsel eller ikke. Den, der aldrig har siddet bag et rat, kan ikke tale med på alle relevante niveauer. Sådan er det også med Facebook.
Vores udfordring hedder ikke Facebook. Den hedder udviklingen og resultatet af samme. Der er utvivlsomt mennesker, som er afhængige af Facebook på en skadelig måde. Ligesom der findes mennesker, som utvivlsomt er afhængige af rødvin på en skadelig møde. Er det så rødvinens skyld?
Debattøren Claes Kastholm elsker ikke Facebook
I Berlingske svinger Claes Kastholm sig (den 6. januar 2013) op på de høje nagler og forarges over ”nettets herredømme”, hvor nogle ”lever et andenhåndsliv i cyberspace” i stedet for at gå en tur eller læse en bog. Ja, gode Kastholm. Desværre er der rigtig mange mennesker, der lever det, du kalder et ”andenhåndsliv”. Det kan være på grund af ludomani, overdreven brug af nettet, tv eller Brønshøj Bodega. Det kan blot ikke begrunde en kobling mellem Facebook og livets dårskab.
Else Marie Nygaard skriver en længere artikel i Kristeligt Dagblad (den 5. januar 2013) om ”menneskets bedste ven”. Det var ikke hunden, men det ”liv på Facebook”, som godt tre millioner danskere lever. Overskriftskonklusionen er, at ”forskning tyder på, at det sociale liv i virkeligheden er et asocialt medie,som får følelsen af ensomhed til at vokse”.
For lidt og for meget fordærver alting. Det gælder også for Facebook, boglæsning, avislæsning, rødvinsnydelse eller maratonløb. Deri er intet nyt.
Men jeg opponerer mod, at alverdens dårskab skal kobles med nettet. Det er en maskinstormeragtig tilgang, som må bero på manglende kendskab til og manglende refleksion over, hvad nettet er, gør og kan.
I Berlingske (den 5. januar 2013) advarede forfatteren Pernille Tranberg med henvisning til en (ikke nærmere angivet) undersøgelse om, at ”mennesket prioriterer sociale medier over analog sex”. Jamen altså. Før de sociale medier var det fodbold på tv, der blev prioriteret over analog sex, og tidligere var det fodboldkamp og vinstue, der kom først. Nogle gange.
Rigtige venner – på Facebook?
Et kritikpunkt er, at venner på Facebook ikke er ”rigtige venner”. Nej, bevar mig vel. Det gode ved Facebook er, at alle brugere ved, at ”venner” her er en kontakt. De rigtige venner findes normalt i et antal, der kan tælles på fem eller, hvis det går højt, 10 fingre. Ikke desto mindre er det de færreste der vil mene, at de kun har fem fysiske venner. Der er et vidt spektrum af ”fysiske venner”.
Hvad kan jeg så bruge mine Facebook-venner til? Jeg har i adskillige tilfælde lært mennesker at kende, som jeg før Facebook kun kendte af navn. Efter vi er blevet venner, har jeg læst og diskuteret med dem, og det har i flere tilfælde ført til, at jeg har revideret mit førstehåndsindtryk af personen. Jeg har med andre ord fejlvurderet flere mennesker, men dialogen – som er gjort muligt via Facebooks vennesystem – har altså gjort mig klogere. Det er jeg taknemmelig over.
Et andet kritikpunkt går på, at der spildes meget tid på Facebook. Ifølge DR (den 3. januar 2013) tilbragte hver dansker sidste år i gennemsnit tre timer og 15 minutter foran billedkommoden om dagen. TV-forbruget faldt hos de 15-24-årige med 10 procent. Mit eget tv-forbrug ligger i snit på cirka én time – om ugen. Mens mange ser tv, sidder jeg og studerer livet i hele verden. Det er mig, der redigerer, og det er mig, der vælger, krydstjekker og kontrollerer.
Jeg prioriterer benhårdt. Skal jeg gå til en fysisk reception og møde 100 mennesker, få talt med 22 og bruge to-tre timer på det, eller skal jeg skrive en artikel og lægge den på min blog og få synspunkter på det. Skal jeg læse, hvad min bekendtskabskreds har foretaget sig? Jeg kan få kontakt med tusindvis på tre timer, og jeg kan få adskillige diskussioner og modtage relevante henvisninger på den tid, jeg skal bruge på en reception. Den samme overvejelse må gøres i forhold til alt netværksarbejde.
“Jeg er for privat et menneske…”
To af de forskere, der citeres i førnævnte Kristeligt Dagblad artikel, Einar Baldvin Baldursson og Vincent F. Hendrics, har håndfaste meninger om Facebook. Begge lærde erkender, at de aldrig har været på Facebook! Den ene siger, at han er ”for privat et menneske til at have en profil”, mens forklaringen fra den anden er, at han ser Facebook som en krydsning mellem en forfængelighedsportal og en datingportal”. Så galt kan det gå, når kloge-Åger føler sig kaldet til at kommentere ”videnskabeligt” på emner, hvortil de ikke har noget personligt kendskab.
Hvem tror på, at en stressforsker, som udtaler sig alvidende til en avis, er for forfængelig til at have en profil på nettet? Rent vås. Lige så forkert som at betragte Facebook som en ”forfængelighedsportal” eller et ”datingsite”. Facebook afspejler vores verden på godt og ondt. Det bør ikke kunne overraske, eftersom tre millioner danskere er på. Det, vi ser, er det, der foregår.Problemet er, at vi ikke kan lide, hvad vi ser. Åndelig fattigdom, dumme bemærkninger, uigennemtænkte kommentarer og meget andet. Det er bare ikke noget, der er kommet på grund af Facebook, som blot synliggør en del af vores udfordringer. Forklaringen er, at vi er mennesker. Vi har ”udviklet teknikken”, men ikke mennesket, så Sokrates er stadig i stand til at lære os ting, som vi burde bruge.
Dan Turell
Der findes – både på Facebook og i aviserne – alt for meget af det, som den afdøde danske forfatter Dan Turèll har spiddet i digtet: 130: Selskabssnak (fragment):
”Jo” sagde værtinden
blussende over bordet af varmen og vinen
”Jo, de er vidunderlige mennesker, vid-underlige …
Bevares: De er måske ikke helt, hvad de har været
og han maler nu heller ikke ret godt, synes jeg,
men de har jo også haft deres
sønnen, der døde som syvårig, ikke sandt
Nå dét vidste De ikke?
Var det ikke syv år han blev, William?
Ja, kun syv …
Frygteligt!
Men vidunderlige mennesker …
Vi var sammen med dem i Firenze engang
Var det ikke Firenze, William?
på et pragtfuldt pensionat
med den skønneste udsigt
og det var de morsommeste mennesker
der havde det …
Har De været i Firenze?
Nå, ikke?
Nå, i Napoli?
Napoli er pragtfuld. William og jeg …” (etc.).
Det kender vi vist alle, uanset om vi er på Facebook eller ej. Løsningen er, at vi hver især tager ansvar. At vi koncentrerer os om at være inden for vores indflydelsessfære og ikke i stedet flyver rundt i interessesfæren, der hvor vi kan råbe og skrige, men med sikkerhed ikke har indflydelse. Når jeg drøfter politik eller bøger, holdninger eller mindfullness på Facebook, så sidder jeg selv ved taster og skærm.
Der er mange kloge ord på Facebook
Det er mig, der forholder mig til, hvad jeg vil gøre. Der er på Facebook rigtig mange kloge ord og gode indlæg, relevante henvisninger og fine debatter. Fri mig fra at høre kloge-Åger advare om, at jeg har et fattigt liv, bare fordi jeg ikke sidder foran tv-skærmen tre timer og 15 minutter hver eneste dag, men i stedet selv vælger, hvad jeg vil se, læse og kommentere.
