Det er ikke bare Folkekirkens skyld. Vi kan alle ændre på vores egen hverdag.

Under overskriften ”Juleglæde og præstestress” i Kristeligt Dagblad i dag *) fastslår Kaj Bollmann – præst i Jyllinge – at ”Folkekirken er langt bagud, når det gælder forebyggelse af stress og udbrændthed”. En spændende overskrift som fik mig til at studere indlægget. Desværre er det kemisk renset for underbygning af den popsmarte overskrift.

Overskriftens postulat er tung kost, men det kan jo være, at Kaj Bollmann ikke selv har komponeret den. I så fald skal han ikke klandres for den. Det håber jeg så den ansvarlige journalist på KD bliver. Men – når vi ser på selve teksten – hvad er det så, der er Bollmanns budskab?

Bollmann vældig ondt af sig selv og andre præster. Fordi de har travlt i julen og fordi præster skal arbejde, når andre har fri. Bollmann tuder højlydt over vilkårene. Må jeg spørge: har du selv søgt jobbet? Og søger du biskopembede, fordi du påregner, at det er mindre stressende? Det er tyndt.

Værre er det, at du kun beklager dig over præsternes udfordring. Hvad med personalet? Hvad med menighedsråd, der skal leve med præster, som får ondt af sig selv? Hvad med biskop og provster, der skal tørre tårerne væk?

Kære Bollmann: du har taget en god uddannelse og du har et job, der giver dig åndelig berigelse, tid og penge for at tjene en sag, der optager mange af os. Hvis du savner supervision, så skaf dig supervision. Det kan du gøre ved at tage fat i dit netværk, så kan I supervisere hinanden. Hvis du ikke er tilfreds med arbejdstiderne, så find dig et andet job. Tror du medarbejderen i Føtex får supervision? Tror du medarbejderen i Føtex har fået bedre vilkår, fordi der nu skal arbejdes om søndagen og til sent på aftenen?

I mit arbejde som advokat har jeg en arbejdsuge på ca 60 timer, ofte tillige aften og weekend. Det har jeg selv valgt. Engang imellem kunne jeg da godt tænke mig at arbejde 8-16 og fri aften og weekend. Men hvis du går mig på klingen, så vil jeg ikke bytte. Vil du?

Du skriver, at ”vi skal blive langt bedre til at forebygge stress og udbrændthed”. Hvem er ”vi”? Må jeg give dig et godt råd: du kan selv arbejde mod udbrændthed og stress. Begynd med at tjekke fordele og ulemper ved dit job. Hvis der er flest ulemper, så find et andet job. Er der flest fordele, så sæt fokus på, hvor du selv kan ændre noget. Alt for mange mennesker bruger alt for meget tid i deres interessesfære og for lidt tid i deres indflydelsessfære. Det kan godt være jeg f.eks. synes forholdene i USA er under al kritik og ønsker dem ændret – men det ligger ikke inden for min indflydelsessfære. Hvis jeg bruger tid på amerikansk politik, så er prisen, at jeg misser muligheden for at ændre, der hvor jeg har indflydelse selv.

Du synger med på TV 2’s velkendte ”Det er samfundets skyld”. Forskellen på TV2 og dit budskab er, at du mener det er samfundets skyld. Det er det bare ikke. Du kan i høj grad ændre på din egen hverdag og verden. Tænk på næstekærlighedens betydning. På julens budskab. På hvad du selv bestemmer. Det vil til enhver tid være mere effektivt – men også mere krævende – end at sætte et indlæg i KD. Jeg skynder mig væk fra tasterne og tager en ny session i min privat selvudviklingsskole.

PS: Jeg deler lige med dig en bøn, som jeg fik i Natkirken den 10. december 2004: ”Herre! Giv mig styrke til at være den jeg er, giv mig glæde og kærlighed og mod til at gøre det rigtige”. Helena Hauge, Roskilde Domkirke, Natkirkens “take away bøn”.

—

*)
”Juleglæde og præstestress” fastslår Kaj Bollmann – præst i Jyllinge – at ”Folkekirken er langt bagud, når det gælder forebyggelse af stress og udbrændthed”.
Præster skal både yde omsorg for sognet, passe familien og kunne bide egne problemer i sig som en “ensom rytter” – mens sundhedspersonale får organiseret hjælp til supervision og samtalegrupper. Her skal folkekirken blive bedre, mener Kaj Bollmann
DET KAN VÆRE SVÆRT at forkynde den store juleglæde for folket, når præsten føler sig udbrændt. I år er der på de 10 dage fra lillejuleaftensdag (fjerde søndag i advent) til nytårsdag seks gudstjenestedage (syv, hvis man har gudstjeneste nytårsaften). Hertil kommer alle de øvrige arrangementer op til jul.
Det er dejligt, at julen fejres så eftertrykkeligt i kirken. Det er dejligt, når skoler og børnehaver vil holde julegudstjenester. Det er dejligt med koncerter og de ni læsninger. Vi gør det gerne. Men december understreger også, at der er stærke stressfaktorer i præstearbejdet.

Det slider på præsten og på familien at skulle arbejde, når resten af familien har fri, som for eksempel i hele ”juleferien”. De mange aftenmøder og vanskelighederne i at skelne mellem arbejde og fritid – ikke mindst når man bor i tjenestebolig – kan også slide. Krævende personsamtaler med mennesker i sorg og krise er en vigtig del af præstens arbejde, som de fleste præster lægger stor vægt på. Men inden for andre fagområder, for eksempel i sundhedssektoren, har ansatte med mange krævende samtaler supervisionsgrupper til at sikre, at personen ikke brænder ud. Men folkekirken er langt bagud i forhold til de fleste andre sektorer, når det gælder forebyggelse af stress og udbrændthed.

Det er heller ikke almindeligt – endsige da noget, der lægges op til i ret mange provstier – at præster skal have såkaldte erfa-grupper til at bearbejde deres erfaringer, både de positive og negative, eller deltage i supervision.

En del af problemet ligger i traditionen for, at præsten er ”den ensomme rytter”, der klarer sig selv og bider eventuelle problemer i sig – lige til de er blevet så voldsomme, at det giver sig udslag i sygdom, udbrændthed eller andre negative følger. Det skal der gøres noget ved.

Hidtil er supervision i præsteverdenen overvejende blevet tilbudt institutionspræster. Jeg mener, at alle præster bør have tilbudt supervision og erfa-gruppe. Unge præster burde have det som en integreret del af efteruddannelsen, men også erfarne præster kan have behovet. Bedre samarbejdsaftaler mellem nabopræster er en anden mulighed, som ikke er så vanskelig at gøre noget ved.

På sigt bliver vi nødt til at sikre præster bedre muligheder for at have fritid sammen med familien. Søndagsarbejde kan vi af gode grunde ikke komme uden om, men der er muligheder for at organisere præsters arbejdstid bedre. Det skal ikke være sådan, at den eneste mulighed for at have fri sammen er, at partneren går ned i tid.

De fleste præster er glade for deres arbejde og finder det meningsfuldt og personligt berigende. Desværre har det indimellem også den konsekvens, at præster skjuler de personlige problemer i arbejdet. Det er nemt at gøre det, for man arbejder jo ofte alene som præst.

Noget af problemet handler desværre også om dårlig eller manglende ledelse, når det gælder psykisk arbejdsmiljø. Det må provster og biskopper tage på sig. For eksempel ved at være med til at udrydde den præsteidentitet, der ser præsten som ”den ensomme rytter”, der ikke skal brokke sig, men bide tænderne sammen og klare tingene selv.

Vi skal blive langt bedre til at forebygge præsters stress og udbrændthed. Det skal vi ikke kun for præsternes egen skyld, men også for menighedernes. Det præstearbejde, der kommer ud af at gå på kanten af udbrændthed og med vanskeligheder med at få familien til at fungere, er selvfølgelig ikke nær så frugtbart, som det, der kommer ud af en præst med overskud.

Glædesbudskabet forkyndes nu engang mere levende og troværdigt af en, der ikke selv er ved at gå ned med flaget.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge og bispekandidat i Haderslev Stift

—

Mit indlæg blev imødegået i KD, således:

Uden sammenligning. Præster står reelt til rådighed døgnet rundt

Lisbeth Molter Zenth | 9. januar 2013

I ET INDLÆG den 2. januar skrev Allan Ohms i en kommentar til et indlæg fra sognepræst Kaj Bollmann om præsters stress og udbrændthed blandt andet, at præster ikke har mere travlt end folk i mange andre brancher, og at supervision og erfagrupper kan fås gennem netværk, og at dette i øvrigt bør ligge uden for arbejdstiden som for andre.

Allan Ohms’ overordnede budskab synes at være, at præsterne bare kan tage sig sammen og selv gøre noget ved deres arbejdsvilkår, og at de i øvrigt kan undersøge fordele og ulemper ved jobbet, før de søger det.

Jeg er netop begyndt min fjerde periode som menighedsrådsmedlem i Sct. Jørgensbjerg Sogn i Roskilde, og da jeg havde læst Allan Ohms’ indlæg et par gange og tænkt over det, stod det mig mere og mere klart, at indlægget ikke må stå uimodsagt.

Allan Ohms’ sammenligninger med andre erhverv rammer nemlig helt ved siden af, ligesom hans opfattelse af, at præsterne bare kan tage sig sammen og selv gøre noget ved det, er en temmelig urealistisk opfattelse af de faktiske forhold, præsterne arbejder under.

Præster har som de eneste af kirkens ansatte seksdages­arbejdsuge. Jeg kender ikke til andre grupper, som er i den situation. En præst kan få ned til 48 timers varsel til en bisættelse, og inden selve den kirkelige handling skal der tales med de efterladte og skrives begravelsestale. Jeg har flere gange oplevet at én af vores præster er kommet til møde sidst på eftermiddagen eller om aftenen – og somme tider lidt for sent, fordi præsten er kommet direkte fra et andet møde.

Hertil kommer, at en præst ofte arbejder på andre tidspunkter end de fleste andre, og nej, man kan ikkesammenligne med brandmænd og andre, for de har en fast vagt, hvorefter de har fri. Det har præsten ikke. Præsten står principielt til rådighed for sognebørnene døgnet rundt.

PRÆSTERNE MÅ i øvrigt dække hos nabosognet ved ferie og sygdom, og de må selv dække for egne kolleger, selv når bemandingen i en kortere periode halveres, men hvor andre kan tage færre opgaver ind eller tage færre møder, kan præsterne ikke afvise kirkelige handlinger. De er med andre ord kun i meget begrænset omfang herrer over deres egen arbejdstid. Dette er ikke forhold, som præsten ”bare kan gøre noget ved”.
Og sammenligningen med revisorer eller for den sags skyld advokater er helt hen i vejret, for de to grupper tager sig betalt på timebasis for arbejdet. Præster får deres faste månedsløn, og nej, det er ikke en ussel løn, men sammenlignet med mange andre grupper med en uddannelse af samme længde, er det absolut ikke en fyrstelig løn.

Det er min klare opfattelse, at de fleste præster er meget glade for deres arbejde, men der er meget travlt, og er man enepræst i et landsogn, har man alle tjenester selv og ingen at sparre med til hverdag.

Og det er nu engang svært at vide, hvad et arbejde indebærer, før man har prøvet det, ligesom det er svært for ægtefællen helt at vide, hvor mange aftenmøder med mere der er, før man står midt i det.

Derfor er der også brug for supervision for nye præster. Præsterne arbejder sjældent – om nogensinde – kun 37 timer om ugen, og på grund af arbejdets art er der ikke nogen ”almindelig arbejdsuge”.

Travlhed behøver ikke at give stress – nej, men når man sjældent selv kan planlægge sin arbejdsdag, kan det være meget svært selv at gøre noget ved arbejdsvilkårene, da en præst af gode grunde ikke kan afvise mennesker, som har brug for en kirkelig handling eller en samtale.

Det er vel ikke underligt, at Kaj Bollmann skriver om sin egen gruppes arbejdsvilkår, og det er min klare opfattelse, at det er menighedsrådets opgave at sørge for, at alle har så gode arbejdsvilkår som muligt.

Derfor er der også i alle sogne en kontaktperson (oftest et medlem af menighedsrådet), som jævnligt holder personalemøder med alle ansatte ved kirken, og man kan til hver en tid komme til kontaktpersonen, hvis der er forhold, man ønsker taget op. Hvad menighedsrådenes arbejdsvilkår angår, er det jo sådan, at vi kan lade være at genopstille, hvis vi synes, der er for meget arbejde forbundet med at sidde i rådet.

Lisbeth Molter Zenth,formand for Sct. Jørgensbjerg Menighedsråd.

og Kaj Bollmann skrev:

Præstestress. Vi skal væk fra ”den ensomme rytter”­mentaliteten
Kaj Bollmann | 9. januar 2013

ALLAN OHMS mener i sit indlæg den 2. januar, at præstestress ikke er værre end så mange andre faggruppers stress, at jeg i min påpegning af problemet glemmer de andre medarbejdergrupper i kirken, og at man jo bare kan gøre det bedre eller søge et job.

Det sidste er præcis udtryk for ”den ensomme rytter”­mentalitet, som jeg mener, vi skal væk fra i folkekirken – og heldigvis også er på vej væk fra. I øvrigt ikke blot blandt præster, men også blandt de øvrige medarbejdere. Disse havde jeg nu heller ikke glemt. Jeg påpegede netop, at folkekirken generelt er bagud, når det gælder håndtering af stress og udbrændthed.

Man kan dog ikke komme bort fra, at der i præstens arbejde er nogle vilkår, der gør præster mere sårbare end for eksempel kordegne og kirketjenere – netop de vilkår, jeg skrev om i mit indlæg. Dem deler præsten så ganske rigtigt med andre faggrupper. Min pointe er her ikke, at præster har det værre, men at andre faggrupper er længere fremme med forebyggende indsats.

Og ja, en stor del af ansvaret for at prioritere arbejdsopgaver med videre ligger hos præsten selv. Men det skal præsterne så lære – i uddannelsen og efteruddannelsen, gennem supervision og erfa­grupper. Men der ligger altså også et ledelsesansvar, der ikke varetages godt nok i dag. Det tror jeg ikke, at Allan Ohms har blik for.

Jeg er ikke ude efter, at det er synd for præsterne. De allerfleste af os er meget glade for vores arbejde. Der er mange andre udsatte faggrupper. Afskaffelsen af lukkeloven har ødelagt meget for familier, hvor far og/eller mor er butiksansatte. Men i
alle faggrupper har man naturligvis et ansvar for at forsøge at løse egne problemer.

Derfor tager jeg som præst naturligt præsters vilkår op. Og det ”vi”, som skal finde løsninger, og som Allan Ohms ikke kan finde ud af, hvem jeg mener med, dækker naturligvis, at alle implicerede har et ansvar: de enkelte medarbejdere, menighedsråd, provst, biskop og de politiske myndigheder, der sætter de overordnede vilkår for arbejdet i folkekirken.

Kaj Bollmann, sognepræst i Jyllinge,Bygaden 23 A, Jyllinge

og min kommentar til de to kommentarer:

Verdens hårdeste job? Så særlige er præster
nu heller ikke

Allan Ohms | 16. januar 2013

SOGNEPRÆST Kaj Bollmann og formanden for menighedsrådet i Sct. Jørgenbjerg Kirke, Lisbeth Zenth, har kommenteret mit indlæg om præstestress. Kaj Bollmann uddyber sine synspunkter på en god måde, som jeg er enig i. Men Lisbeth Zenth har muligvis misforstået budskabet.

Min pointe var: ”Det er jo i dag meget almindeligt at angribe folkekirken, og det er let at postulere og dømme, men er det klogt? Folkekirken er næppe hverken værre eller bedre end gennemsnittet” (i henseende til arbejdslivskvalitet). Kirkeministeren appellerede tilsvarende (i anden sammenhæng i Kristeligt Dagblad den 9. januar) til, at vi ”lader være med at tale folkekirken ned”. Er det – set med folkekirkens øjne – klogt at hævde, at præster har verdens hårdeste job, hvormed ingen andre job kan sammenlignes? Eller går det mon an at hævde, at præstejobbet ”ikke er mere travlt og mere hårdt, end hvad der gælder i mange andre brancher, som har med mennesker at gøre”? Og så i øvrigt sætte fokus på, hvordan stress – alle steder – forebygges.

Lisbeth Zenth mener, at intet kan sidestilles med præstestillingen, og det bliver i overskriften markeret med ordene ”Præster står til rådighed døgnet rundt”. Jeg fastholder min ret til at mene, at der findes mange job, der er lige så udfordrende som præsternes. Brandmanden, sygeplejersken, lægen, officeren og piloten på redningshelikopteren for at nævne nogle.

Visse træk ved præstegerningen er, som de er. I andre erhverv er der også udfordringer som en del af jobbet. Der er kun få stillinger, hvor alt er en dans på roser, og folkekirken er næppe tjent med at gøre krav på, at dens præster skal sættes op på en piedestal som en arbejdsklasse for sig. Og værst: Det løser ikke stressproblemet at hævde, at det er et job uden sammenligning.

Jeg påduttes – endda flere gange – en holdning om, at ”præsterne bare kan tage sig sammen”. Jeg skrev, at ”præster har en god uddannelse og et job, der giver åndelig berigelse, tid og penge for at tjene en sag, der optager mange af os. Det er et travlt og hårdt job, men ikke mere travlt og mere hårdt, end hvad der gælder i mange andre brancher, som har med mennesker at gøre”. Hvordan jeg på baggrund af mit indlæg kan blive tillagt en sådan holdning, forstår jeg ikke.

En præstefrue, gift med en sognepræst i et socialt belastet sogn, skrev og takkede for mit indlæg og supplerede min argumentation sådan: ”Dertil kommer den kendsgerning, at der næppe findes nogen anden stilling, der i samme grad giver indehaveren mulighed for inden for rammerne af ansættelsen og arbejdstiden at dyrke egne interesser inden for for eksempel musik, billedkunst, arkitektur, sprog, filosofi, sociologi, arkæologi, historie (…) mulighederne er legio”.

Jeg er naturligvis ked af, at Lisbeth Zenth er blevet vred, men det får mig ikke til at frafalde mit synspunkt om, at det ”ikke bare er samfundets eller folkekirkens skyld. Vi kan alle ændre på vores egen hverdag og verden”. Det kan en præst også gøre.

Dermed ikke være sagt, at alt kan ændres, men for den, der synes, der er uudholdeligt i bageriet, består kun tre muligheder: Lav om på mest muligt, accepter eller gå. Det er ikke min opfindelse, men livets realitet. Brugt rigtigt kan denne holdning – uden at være patentmedicin – være med til at forebygge stress.

“Lad os bruge gode ord, ord, som peger frem, forandrer, udvikler. Og i sidste ende er med til at skabe en bedre virkelighed,” skrev Manu Sareen (i anden sammenhæng i Kristeligt Dagblad den 9. januar).

God idé.

Allan Ohms, advokat, Havnevej 3, Roskilde