Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Så kom Larsen med endnu en skive. ”Du Glade Verden”. Som altid sprudlende, dejlig, belærende, provokerende, irriterende, dejlig, lyt-abel – Kim Larsen, minde damer og herrer.
Mit forhold til Kim Larsen bygger på respekt. Han er min H. C. Andersen, som lever lige midt imellem os. Træder ind på værtshuset i Odense. Hopper på cyklen med kasketten og – næsten – cykelspænderne. Tjener mange penge, men bevarer anarkisten på to fronter: Cirkus Himmelblå-fonden og så Larsens demonstrative udtalelser. Nationalskjalden. Den gamle hankat.
Hankatten
Den gamle rebel er en mester. Også til PR. Et unikt indslag i søndags-DR-TV-avisen. Mange vil give gul og grønne skove for den chance. Larsen griner bare og afviser at være kunstner. ”Jeg er popmusiker, ikke kunstner”, betroede han Kim Bildsøe Lassen, der måtte tage turen til Larsens lejlighed i Odense. Ikke omvendt.
Kim Larsen overraskede både Kim Bildsøe Lassen og os andre med ordene: Hvis jeg skulle stemme ja til EU skulle det være nu. Hende fru Merkel siger vi skal stå sammen og støtte hinanden – det havde jeg sgu aldrig troet. Respekt. Det skal vi. Og vi skal også stå sammen her i Danmark – i stedet for at dele os op og bekrige hinanden (citeret efter hukommelsen)
Trods uforbeholden respekt og nærmest kærlighed til Larsen, er jeg også lidt forbeholden. Det sker, når hr Larsen skal belære os andre. Når han skriver så flot om soldaterne ude i verden: »Hallo, min elskede/Det er bare mig igen/For jeg har det ad helvede til/og jeg længes hjem/hjem til dig, min egen.« Det er flot. en af mine naboer er her i krig, fordi han ikke kunne finde andet arbejde. Jeg er helt sikker på, at han har det sådan. Flot. Og så skal Larsen lige huske at demonstrere sine egne synspunkter, hvilket ødelægger meget for den lyttende lytter: »Ud at blive slået ihjel/men du får det godt betalt/Det er lige meget med det femte bud/bare du gør honnør«. Hvad er nu det, hr. Larsen? Du har tjent millioner på din musik, din sikre sceneoptræden og på mageligste vis. Skal du så kritisere en soldat, fordi du synes han ”få det godt betalt”. Det er dobbeltmoralsk. Her lyder min helt som en selvoptaget gammel mand og øv for den del.
Det samme gælder, når Larsen skal lege antisundhedshelt. »De siger jeg er hypokonder/Men det er min egen sag/og selv en hypokonder bliver syg en skønne dag/Så nu sidder jeg i venteværelset og keder mig/Sammen med de andre/der fejler det samme som mig.« Hypokonder? Ja, det siger han. Mener han: »Jeg har løbet maraton/Fitness er min gud/Jeg lever så sundt at det næsten ikke er til at holde ud/Har ondt af folk der drikker/afskyr tobak/Alligevel ligger jeg søvnløs hver nat.«? Eller?
Denne ironi – en udløber af hr Larsens ”gule negl” (hans hyldest til den livsfarlige rygning) er mindre heldig, selvom den sikkert er ment som en ”sej provokation”. Det kan du gøre bedre, Larsen. Vi ved, at du er en glad dreng, selvoptaget, sød og forlegen. Vi ved det godt, men du behøver ikke genfortælle på denne måde. Du er et sangskrivergeni, men som menneske skal du ikke stille dig bedrevidende an. Du er for god til det.
Tilbage til det positive! Jeg er enig, når Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske skriver, at ”det han gør allerbedst, det er at skrive sange, der lyder som om, de altid har eksisteret. Sange som føjer vise til pop og højskolesang på en måde, som lytteren er fortrolige med fra første lyt, men alligevel ikke virker forudsigelige eller kedsommelige”. Ja. Og det gør Larsen så blændende og tak derfor! Men fri os fra det andet, kære Larsen.
Antiroyalist...og så alligevel. Og honnør for Prinsgemalen.
På den ny CD er der en hyldest til Prins Henrik. Om det nummer siger Larsen til journalist Rune Skyum-Nielsen for pladeselskabet EMI, der spørger om han ikke finder det plat, at prinsgemalen så gerne vil være konge i Danmark?
»Nej, det kan jeg godt forstå, at han vil. Når en dame fra Australien kan blive dronning uden at gøre noget som helst for det, skal han da også kunne blive konge. Det er forkert.«
Hvad tror du, at prinsgemalen synes om sangen, spørger Rune.
Prinsgemalen med digtsamling
»Jeg ved ikke, om han kan lide den eller ej. Men den er tænkt som en kompliment fra min side, for jeg har altid godt kunnet lide ham. Jeg har altid syntes, at det var rart, at der kom en fransk snob og højnede kvaliteten i sådan et lille bondeland. Eller højnede et eller andet i hvert fald. Han er franskmand, ergo er han arrogant.«
Sådan. Bramfrit og jeg tror sgu han mener det sådan. Og tak for det. Prinsgemalen fortjener anerkendelse. Læs hans bøger og bliv overbevist.
Og lad os alle huske, at Kim Larsen er 67 – still going strong. Vi har haft ham “altid”. Men pludselig vil han være væk. Lad os nyde ham og ære ham, mens tid er.
Og til nostalgikerne: Vinyl-udgaven udkommer 3. dec.
Jeppe Krogsgaard Christens anmeldelse i Berlingske
Coveret til albummet er en grafisk illustration af en kvinde, der sidder og kigger på en smuk solnedgang. Det er malet af den danske filminstruktør og kunstmaler Erik Clausen, der oprindeligt lavede det fine, enkle og måske nærmest naive billede til den serie kunst plastik-poser Irma lancerede en gang i 70’erne. Dengang var Erik Clausen medlem af det kommunistiske kunstnerkollektiv Røde Mor, hvor han blandt andet sammen med en anden af Larsens gode venner, Leif Sylvester, stod for Røde Mors grafiske udtryk på plader og plakater.
Så hvis nogen synes, at motivet på Kim Larsens kommende plade ligner noget de kender, er det sandsynligvis fra dengang de kan huske den enkle, rene og naivistiske stil, der også kendetegnede en del af den tids politiske pamfletter og plakater.
