Livet er ikke til softball…

Jeg skrev et par tanker på min FB-profil: ”Allan Ohms. Interessant. Jeg er ved at være klar over, at jeg har brugt 59 år på at finde ud af, at livet spilles efter mere hard core regler end jeg troede. Føler mig nok en anelse naiv, men er glad for, at jeg dog har opdaget det – nu. Synes det er synd, men OK that’s the game. Rigtig mange er sig selv nærmere end jeg faktisk troede. Og det er sikkert ikke deres fejl. Det er bare mig, der er sent opfattende. Min nye erkendelse sætter mange ting i et andet perspektiv. I vil høre nærmere. Skal lige have bearbejdet det. Jeg vil nok være en anelse mere realistisk. Nogle vil måske mene skeptisk. Det ærgrer mig. Men – OK måske handler det om at være en anelse mere realistisk – jeg ville sige en anelse mere kold i røven. Kys kærlighed – næ, jeg mener med venlig hilsen jeg vil forresten ikke citeres. Det har jeg aldrig sagt… Plasticverden”.

Det førte til en række gode kommentarer. Dem har jeg brugt til at tænke videre. Kernen i mit skriv er, at det for mig var en aha-oplevelse at indse, at livet i virkeligheden er for hard core-spillere. Eller skulle jeg hellere skrive, at verden leves af hard-core-people? Nej, det bliver noget vrøvl. Der er mange ikke hard-core, der lever et godt liv. Eller?

Forleden talte jeg med en kunstmaler. Fik et kig ind i hans liv. Kunstneren er blød. Har et meget anderledes liv. Ikke noget let liv. Han har også stødt sig på det. Økonomisk og menneskeligt. Men han er ikke hård. Måske ensom på en vis måde. Ensom med blødheden? Aleneheden?

Hvad er det, jeg mener? Måske er det konfrontationen med min naive forestilling om et liv med plads til større medmenneskelighed? Mindre brutalitet? Jeg synes pladsen bruges af de hårde. Og der sker meget, som ikke burde ske. Det jeg kalder for det hårde.

Når f.eks. Justitsministeriet er fem måneder om at ekspedere et brev.
Når en dommer siger, at en så vigtig sag som et mægle mellem to forældre, der bruger deres børn om gidsler skal klares på under tre timer.
Når en højesteretsdommer udmåler ensagsomkostninger, der er ti gange lavere end det honorar vedkommende selv beregner sig i en voldgiftssag.
Når en advokat går med snuden i vejret og hænderne i andres lommer.
Når en borger bliver knust under statens damptromle, og ingen gider sige fra.
Når et Advokatsamfund bliver fornærmet over kritik.
Når en læge taler ned til et sygt menneske.
Når en journalist løber med en kvart vind.
Når en billist kører vanvittigt i et mordvåben.
Når en fagforeningsmand mishandler egne medlemmer.
Når en kommune behandler et sygt menneske som en Legoklods.
Når en leder på et plejehjem kaster et dement menneske rundt i systemet.
Når en bank forhøjer renten til over 20%, for et menneske, der søger gældssanering.
Når en anden bank glemmer, hvad der blev lovet og sætter tommelskruer på en kunde.
Når en stor virksomhed tromler en lille.
Når en chefredaktør misbruger sin adgang til avisens lederplads.
Når erhvervsfolk laver en mestergris.
Når en samarbejdspartner fortæller en historie, som ikke er sand.
Når en kollega rejser kritik i krogene i stedet for face to face.
Når penge betyder alt.
Når en toppolitiker ikke gør, hvad hun/han kan gøre.
Når der trækkes i trådene efter ”noget-for-noget-devisen.
Når mange er sig selv nærmere end jeg troede.
Når vi ikke orker at sige fra.
Når…. og
Når…. og
Når….

Magt korrumperer. Meget magt korrumperer meget. Der er for meget af det, ikke? Godt spørgsmål. Hvad er det for noget. Og: hvad vil jeg bruge min nye erkendelse til?

Skal jeg holde op med at tro på det gode? Nej. Findes det? Ja, det gode findes da bestemt. Måske ikke så mange steder, som jeg troede? Måske heller ikke i mig selv? Pas på de blinde pletter. Vær mere realistisk? Hvorfor det? Det er jo overgivelse til den forkerte side. Lad dem syde i deres egne fortrædeligheder. Jo, men har de ikke for megen magt? Jo.

Op på hesten. Jo tak, men hvem ser jeg. Er min konklusion så, at den gode verden er en utopi? Det vil jeg lige tænker over.

Hvad mener du?