Hvad skal vi så med De konservative?

Hvad skal vi så med De konservative?

De konservative er i krise. Per Stig Møller har i Berlingske givet et udmærket bud på forklaringen: der er mange partier, som hver for sig har taget noget af det konservative til sig og partiet har ikke været dygtige nok til at kommunikere under valgkampen. Hans budskab er, at det i dag kun er muligt at vinde vælgere under valgkampen – ikke som i gamle dage ved at samle point mellem valgene.

Ad hvilken vej skal hvem gå hvorhen

Per Stig Møller peger på udviklingen i Europa og efterlyser statsledere med Pondus. Eneste nuværende sådan er efter hans mening Angela Merkel. Der er en risiko for, at et stemningsskred fører ukontrollerbare ting med sig. Der er strømninger, som peger mod, at flere og flere ønsker ”en stærk mand”. Demokratiet er i fare.
Jeg deler opfattelsen af at vælgerne er alt for bevægbare. Jeg tror ikke Enhedslistens nuværende positive udvikling dækker over et reelt ønske om at se deres politik foldet ud. Der er mere tale om signalgivning til ”de forladte” partier – problemet er, at det kan komme ud af balance på en ukontrollabel måde.

Udviklingen i vores eget land er foruroligende. Statsministeren virker ude af drift og uden evne til at styre. Ifølge OECD står til den 7. laveste vækst ud af 30 OECD-lande de næste 20 år. Danske virksomheders konkurrenceevne er svækket med 22% siden 2000 på grund af lønstigninger og for lav produktionsvækst. Skattetrykket øges og rammevilkårene for erhvervslivet er strammet, mens de lettes i udlandet.

På spørgsmålet ”hvad så med de konservative” svarede Per Stig Møller disse – efter min mening – sigende ord:

»Hos os får du jo helheden. Vi går alle ind for velfærdssamfundet. Men så er diskussionen, hvordan vi bevarer det. Liberalisterne siger, jo mere konkurrence, jo bedre sikrer vi det. Socialdemokraterne og SF siger, nej, staten skal styrkes, den er for svag. Jeg har så udarbejdet det udtryk, at staten skal være så stærk, at den kan rejse den svage, men så svag, at den ikke knækker den stærke. Der ligger konservatismen. Det er den stærke, der fører lokomotivet, vi andre sidder i togvognen. Ifølge liberalister må føreren køre lige så tosset han vil. Med det resultat, at vogne sandsynligvis falder af. Socialisterne detailregulerer alt, så toget i sidste ende ikke kommer nogen vegne. Men vi konservative siger til føreren: Du må bestemme, hvordan vi når frem, men du skal sørge for, at alle vognene er med. Hvorfor har vi så ikke fået mere ud af det, spørger du. Vi har været inde i urolige perioder, og det kan vælgerne jo ikke lide. Og som jeg også har beskrevet i bogen »Magt og afmagt«, er der de her store stemningssvingninger. Og dem har vi ikke været i stand til at fange.«

Det er et reelt problem for Danmark at Socialdemokratiet og de konservative ligger så dårligt til. De to partier står for den solide midtvej, sådan som Per Stig Møller beskriver det. Det undrer mig, at så mange danskere tilsyneladende er helt uenig heri.

Læs interviewet med Per Stig Møller her: Konservative notater – af Mads Kastrup, Berlingske 26. august 2012

 

Scroll til toppen