Livet er, hvad vi gør det til. I dag blev Galleri LABR, Gasværket på havnen i Roskilde indviet. Det var en stor oplevelse. En stærk oplevelse. En jælden oplevelse.
Henrik Laursen og Jan Brolykke, der driver galleriet, VIL noget. De vil drive en udviklingsproces og det har de gjort i årevis. Udvikling sker ikke løbende, men trinvis og det er tydeligt, at de to er hoppet et trin op ved flytningen til de 450 kvm på Gasværket i Rokilde.
Borgmester Joy Mogensen bøde Laursen & Brolykke velkommen og bemærkede, at de på kort tid har fået mere liv i Gasværket, end vi nogensinde før har oplevet. Hun fremhævede havnens kvaliteter og pegede på det vigtige i, at Gasværket som port til havnen er åbent mod offentligheden. Præcis som Henrik og Jan har ønsket det. Og som de allerede er nået langt med.
Som formand for Gasværksrådet – bestyrelsen for den selvejende institution Roskilde Gasværk – bød jeg velkommen. I kan se mine ord nedenfor. Der er fantastisk mange deltagere og det hele fortsætter til kl 22 lørdag aften – alle er velkomne. Der er ti bands; optræden af Vejlebo Dancing og fernisering med den spændende kunstner Tommy Michael Jensen.
Læser du dette lørdag den 8. september inden kl 22 – så gør dig selv en tjeneste: tag af sted og vær med. Alle er velkomne.
Flere fotos: se nederst på siden
—
Tale ved indvielsen af GalleriLABR, Roskilde, lørdag den 8. september 2012.
Kære Henrik og Jan, kære Galleri LABR,
Hjertelig velkommen.
Medlem af Gasværksrådet, museumsdirektør Frank Birkebæk, sagde for snart tyve år siden ifm Gasværkets indvielse, at den kunstneriske skabelsesproces er et anarkistisk element.
Det er en mulighed, en uberegnelig inspiration. En nødvendig udfordring af det regulerende. Noget, der har et positivt potentiale – som måske – måske aldrig kommer til udtryk.
Derfor betragtede vi Gasværket som et fundament for en kulturel virksomhed.
Vi vidste, at dets fremtid ikke kunne tilrettelægges i et regneark – men at projektet ville have sin egen inerti. Og sine egne grænseløse muligheder.
Siden etableringen af Gasværket er det lykkedes at nå langt med stedet.
Tidligere i dag afslørede vores borgmester, Joy Mogensen, et maleri af hendes forgænger, Poul Lindor Nielsen. Det er malet er Lars Rasmussen her fra Gasværket. Det er et fantastisk værk. Jeg talte med Poul Lindor, som er meget glad for det. Han fortalte, at han egentlig havde bestemt, at Roald Als skulle portrættere ham. Men så var han kommet i snak med Lars til Torben Kristensens reception og kemien var der. Derfor blev det Lars.
Det siger noget om den kvalitet, der repræsenteres i Gasværket.
Vi lever i en foranderlig verden, hvor ting skal udvikles, hvis de ikke skal afvikles. Korsbæk er død. Korsbæk lever.
Det gælder også Gasværket. Det kan ikke bare forblive, som det blev skabt og selv har udviklet sig.
Vi har valgt at udvikle Gasværket.
Første skud på den stammen har været en lejekontrakt med GalleriLABR. Og mere vil følge.
Formålet har fra både galleri og Gasværk været at bygge videre på det fundament, der findes på stedet her i dag. Bygge videre på de muligheder det giver.
Vi ønsker begge, at GalleriLABR skal være med til at synliggøre Gasværket.
Synlighed er nemlig vigtigt i dagens Danmark. Vi har mange gode eksempler på kultur og synlighed i Roskilde.
Roskilde Museum, Vikingeskibsmuseet, musikskolerne, Roskilde Festival, Musicon, Schubertselskabet, folkemusikken, jazzen, INSP og senest Roskilde Synger. Roskilde er en musisk by – ikke en musik-by. Og her spiller kunsten og formidlingen af den en meget stor rolle.
Galleridelen på Gasværket har i alle årene været en del af det samlede koncept. Den mest udadvendte del.
Og det vil fortsætte. Med Galleri LABR.
Nogle har måske lidt problemer med udtalelsen. Jeg siger – og føler – LABER. Smuk, tiltrækkende, spændende, udfordrende.
I USA siger man LAY-BOR. Det kommer fra en berømt amerikansk basketball-liga, som blev kaldt LABR. Det stod for
League of
Alternativ
Baseball
Realyty
Når jeg siger LABER tænker jeg på Carlsbergs motto – Laboremus pro patria – lad os arbejde for samfundet.
Det er der i dag mere brug for end i de sidste 50-60 år. At huske, at vi skal gøre noget for vores samfund og ikke bare rage til os.
Jan og Henrik – I er et godt eksempel på mennesker, der arbejder og gør en forskel.
Det kunne udtrykkes på engelsk:
Liberty
Art
Braveness and
Responsibility
…og på dansk
Levende
Avangadistisk
Bredt favnende og
Revolutionerende
Jeg vil gerne fremhæve jeres flid. Det er en dyd, at I knokler, som I gør. Det skal siges højt. I bruger hele jeres liv på det her galleri. Det er ikke et arbejde, men jeres liv og vision. Og I knokler hver dag – mange, mange timer. Respekt for det.
I har en meget flot profil med mange unge, spændende, upcoming kunstnere.
I holder mange ferniseringer (i dag er det årets fernisering nr. 10 og der venter yderligere fem i år) – I har danne netværk – og I ser og opsøger mulighederne.
I har været her nogle måneder – og det har allerede sat sig spor i Rosilde. I har udvidet åbningstiderne, møder kunderne, når de er der; I har netværket; lavet samarbejde med Kaffeekspressen og med uddannelsesfolk og mange andre.
Galleri LABR er med til at sætte Gasværket og Roskilde på dagsordenen.
Det er vigtigt, fordi I dermed bidrager til Det Musiske Roskilde med de tre ben – musikken, det historiske og det kulturelle Roskilde.
Roskilde gør meget for kulturen.
Jan og Henrik, I gør som nye lejere her på stedet jeres til at være med. Derfor hjertelig velkommen, foreløbig tak og god vind.
Jeg vil som en velkomsthilsen fra Gasværksrådet overrække jer dette skilt – håber I vil tænke på denne dag og holde fast ved at I bare gør tingene.
Lad os udbringe et LEVE for Galleri LABR – Lad os her tage tre LANGE og tre KORTE.
Galleri LABR længe leve.