Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Sultes kulturen? Overses den? Marginaliseres den? Det bekymrer mig, når vores kulturminister stilfærdigt konstaterer, at ”der er ingen tvivl om, at kultur er et marginalt politisk område. Sådan har det altid været. Det er ikke noget nyt”. Og i hele Europa er der samme billede, hvor ”det er en daglig opgave at tale kulturområdet ind på den centrale politiske scene, der ellers er optaget af arbejdsløshed, økonomisk krise og nationale konflikter”.
Hvad er kultur? Ordet kultur kommer ifølge Den Store Danske Ordbog af latin cultura og kan betyde dyrkning, pasning, plejning, forædling og bearbejdning, først og fremmest af jorden, planter og husdyr. Det kan også betyde beboelse, udsmykning og dekoration, ligesom det kan have en religiøs betydning i form af dyrkelse af guder.
Cicero
Med den romerske forfatter Cicero fik ordet cultura i 1. årh. f.Kr. den betydning, som kom til at præge al senere brug af det, cultura animi ‘dyrkelse af ånden’, forstået som omsorg for sjælens vækst. Herved forstås nøjagtig som i tilfældet med jord og planter en forædlingsproces. Den voksne forbedrer sig selv i et arbejde med sin ånd — og påvirker børnene og de unge gennem opdragelsen. Og så er begrebet undergivet udvikling op til vore dage.
Jeg holder af Ciceros udtryksmåde: ”Omsorg for sjælens vækst”. Det er kultur for mig. Og omsorgen findes i musikken, kunsten, litteraturen og i samtalen og samværet.
Uffe Elbæk har ret i, at kunsten i dag er et politisk marginalområde. Fordi der ikke er stemmer i kunst. Så hult er det. Ingen stemmer betyder i dag ingen politisk interesse. Vi mangler den gammeldags folketingsmand, der ikke føler sig afhængig af stemmer. Kulturens betydning er i de sidste 50 år – mere og mere – blevet udvandet i uddannelsessystemet i Danmark og sikkert også i andre vestlige lande. Det har ikke gjort verden bedre.
Bjørn Nørgaard
Bjørn Nørgaard peger på, at ”den dyreste og mest professionelle oplysningskampagne i dagens Danmark er utvivlsomt reklameindustrien. Og man skaber bedre og bedre rammer for den, selvom den kun gør os dummere. Den omsætter for ufatteligt mange milliarder i Danmark, hvorimod alt det, der skulle gøre os klogere og give os mere indsigt, som kunstarterne og universiteterne, bliver skåret ned” (Kristeligt Dagblad 15.09.2012). Nørgaard tænker tilbage på barndommen, hvor forældrene fra en 1 1/2 værelses lejlighed sparede og købte kultur. Meningen med livet ”er ikke en bedre lejlighed, men også at få en større indsigt i tilværelsen. Sådan tænkte både mine forældre og deres venner”. Og nu?
Det levende ord – samtalen – er vel rammen om alt dette. Og her peger Nørgaard på, at spindoktorerne har stjålet det levende ord.” Den politiske verden er blevet beregnende og orienterer sig mere efter meningsmålinger end argumenter. Det forhindrer jo det levende ord i at føde nye tanker i en frugtbar meningsudveksling, hvis ingen lytter til hinanden. Og sammen med manglen på oplyste borgere synes jeg, at manglen på det levende ord er ganske katastrofal”, konstaterer Nørgaard.
Lad mig kommentere ud fra et lokalt eksempel:
I min egen kommune, Roskilde, har kulturområdet politisk bevågenhed på grund af visse gode politikere med øje for kulturens betydning. Roskilde vil være en musisk by, men det virker som om hovedparten af byrådets politikere betragter kulturen mere som flødeskum end som bindemiddel for byens udvikling. De tror vist, at kultur er ”nice to have” – men det er jo ”need to have”.
Derfor er kulturens andel af besparelser forholdsmæssigt større end på andre områder. De områder, hvor der er mange vælgere, pleases mest. Hvor er politikken i det spil? Hvorfor står Uffe Elbæk ikke frem og slår i bordet, i stedet for stilfærdigt at bide i en blyant? Hvorfor står vores politikere ikke frem og forklarer, at Roskildes historie forpligter og at vi sidst af alle kan skære i kulturen til fordel for plejehjem og børneinstitutioner?
Det er for fattigt at tåle en fortsat marginalisering af kulturen i alle dens afskygninger. Kultur koster ikke penge. Kultur koster investeringer, som på den lange bane giver pote. Det har dagens politikere sjældent tid, vilje, overskud, udsyn til at honorere.
Og vi – vælgerne – sidder på hænderne og lader politikerne sidde på ørene og gøre som tilforn. Vi har de politikere, vi selv vælger. Lad os fortælle dem, hvad vi ønsker. Måske er det kun en lille klat, der ønsker større forståelse for kulturens betydning. Jeg tror det ikke – men jeg tror der er et stort behov for at tale om det. Sammen.
