Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Desværre har Berlingske ikke lagt artiklen på nettet. Måske kommer den. Læs den: ”Velkommen til Rødkøbing” af Carl Emil Arnfred og Lars Nørgaard Pedersen, der har fået Skipper på scenen i et fantastisk show. Hun beretter så himmelråbende naivt om det idealsamfund, hun og Enhedslisten drømmer om at realisere.
Som at træde tilbage til tiden før Berlinmurens fald
Det er som at træde tilbage i tid. Før Berlinmurens fald og lidt til. Vores verden var dengang mindre transparent og kun de mennesker, der selv rejste i Østeuropa, oplevede hvordan forholdene var. De blev beskrevet nøjagtig som Pernille Skipper beskriver Rødkøbing. Men realiteten var helt anderledes. De fleste, der selv erfarede om tingenes tilstand, fik hurtigt nok af den kommunistiske tankegang. Med nogle undtagelser. Nu drømmer Skipper sig tilbage.
Det er overraskende at læse Skippers idé om Rødkøbing. Det forekommer så naivt, at sammenligningen med åndelig striptease er naturlig – måske fordi jeg ikke har gået i børnehave med Rødkøbing-pædagoger. Den private ejendomsret afskaffes ikke helt. Folket må gerne eje deres eget hus. Og en cykel. Og en tandbørste. Rødkøbings slogan er ”tryghed og lige muligheder”. Underforstået: det skal være nyt.
Der er færre elever i klasserne. Fem elever pr klasse. Pædagogerne har en tjekliste, hvor målet er at ”nedbryde opfattelsen af forskellene mellem kønnene”. Færdrene henter oftere deres børn i Rødkøbing end i Rudkøbing. Pernille er nemlig så træt af at høre, at drenge ikke må gå i kjoler. Og piger ikke må lege i mudder.
Velfærd til alle
Privathospitaler er nedlagt, men det offentlige sygehusvæsen har ”fået langt flere ressourcer”. Har man hørt den før? Alle kan blive pensioneret som 60-årig, men i øvrigt lidt afhængig af ”hvor nedslidt man er”. Systembolaget skal have en filial i Rødkøbing. Med hash .
Politiet skal bestå, men efterretningstjenesten skal ikke have mange ressourcer. De skal derimod gå til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet – hvor den så end skulle forekomme i Rødkøbing? Skipper skriver ikke noget om Stasig. Hvordan undgås det i Rødkøbing, tænker jeg. Produktionen er taget tilbage til Danmark. Ikke noget med H&M-tøj. Nej Rødkøbing syer sit eget tøj. Forsvaret er ikke på finansloven. Måske Borgervæbningen får ny vitalitet?
Grænsekontrollen skal opretholdes
Alt er økologisk, fra spelt til hamp. Grænsekontrollen er bevaret – hvor bliver DF glade! – for vi skal ikke dele vores glæder med hvem som helst. EU har opløst sig selv og NATO er væk. Men vi skal stadig ”samarbejde på tværs af grænser”. Gad vide, hvad der dybest set ligger i de ord? Var det tyskerne, der den 9. april kom for at samarbejde?Og hvad var det, de ville samarbejde om?
Her har vi så Rudkøbing
Og hvordan hænger Rødkøbing så sammen økonomisk, vil du måske spørge. Det er let nok, Nordsøolien skal være på statens hænder (hvordan fortælles ikke, men det kan vi så gætte på) og ”langt højere skatter er med til at poste penge i kassen. Især de rigeste punger ud”. Og der behøver jo ikke være overskud, bare tingene ”løber rundt i sig selv”, understreger Skipper. På spørgsmålet om hvor høj marginalskatten er, svarer Pernille Skipper frejdigt: ”Det ved jeg ikke”.
På en eller anden måde er det utroligt. Hvis det var en stil skrevet i gymnasiet, ville der blive givet en temmelig lav karakter. Det er imidlertid et scenarium, der i fuldt alvor præsenteres af et fremtrædende medlem af Enhedslisten og det danske Folketing. Og på den baggrund bliver det uhyggeligt.
Forandringer er nødvendige – men hvordan?
Vores samfund er i en skidt forfatning og der trænges til forandring. Først og fremmest mangler vi en værdidebat og vi mangler at få det enkelte menneske til at forholde sig til hvad de vil bidrage med for at opretholde det velfærdssamfund, som alle partier på Borgen forudsætter bevaret – om end i lidt forskellige udgaver. Livet skal ikke handle om, at alle bare skal rage til sig. Men vi kunne komme et stykke vej ved at forklare, at penge ikke kommer ved at arbejde over i Nationalbankens trykkeri. De falder heller ikke ned fra himlen og de penge vi har, rækker ikke helt til Rødkøbing. Faktisk rækker de end ikke til Rudkøbing. Valget er ikke om vi vil have Rødkøbing, men om vi vil undgå, at Rudkøbing går helt i hundene. Og her skal vi tage andre midler i brug, end troen på at de der kæfter op foran TV-avisen er med til at ændre vores chancer for at bevare velfærden.
Hvad kan vi gøre?
Jeg anbefaler bogen Unboss til inspiration og debat
Et godt bud på en debat er Unboss, Lars Kolind og Jacob Bøtters bog om at tryller vores samfund om fra et forældet industrisamfund til et samfund, der bliver til bevægelser. Det er den vej vi skal – ikke Enhedslistens forfærdelige Rødkøbing-illusion. Prøv at tænk på Roskilde Festival, hvor der er afleveret 1,3 millioner gratis arbejdstimer (700 årsværk). 32.000 frivillige netværker og er gået sammen om et fæles mål. Tag spejderbevægelsen på verdensplan og se på deres resultater. Se på de bedste virksomheder, der jo driver deres virke på en måde, så alle ville græde, hvis de skulle tilbage til Rødkøbing-stadiet. Her drives tnge processer af passion og værdi. Lad os flytte Roskilde-modellens bedste sider til vores samfund. Lad os få forståelsen ind i os alle. Lad os kysse grådigheden farvel og stå sammen om at bevare den velfærd vores forældre og bedsteforældre har skabt og som vi er alt for langt med at formøble.
Jo, vi kan godt gøre det bedre. Vil du være med?
Lad os erkende, at udviklingen i de sidste mange år viser, at vi ikke kan blive ved med at forlænge vores verden med brædder og regnearkstænkning. Vi må gøre noget andet og noget mere. Det enkelte menneske må selv træde frem på banen og melde sig. Ikke 12 minutter om dagen, men med passion og vilje til at redde vores værdier.
Vi er klar – er du, Helle? Er du, Lars?
Er I klar, Helle og Lars?
Vi trænger til et opgør med tanken om, at hvis bare regeringsmagten skifter, så vil alt ånde fred og idyl i Dannevang. Vi skal begynde med at vække de største partier og få dem til at arbejde sammen. Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan vi sætte til side, bare resten vil give håndslag og acceptere, at Folketinget må gå foran. Acceptere, at de reelle forskelle på hvad vi kan og vil er så små, at fokusering på det skævvrider Danmark. Vi har set resultatet af de seneste ti års indsats. Lidet effektivt og slet ikke pynteligt.
Sass Larsen gav forleden et forfriskende bud på, hvordan ærlighed kan virke. Pernille Skipper har med hendes åndelige stripshow i Berlingskes spalter afsløret, at Enhedslisten ikke har noget tøj på. Vi andre må gøre arbejdet og vi er mange, der er klar. Er du? Helle. Er du, Lars?
