Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Sidder og tænker: Vejlegården har fået enormt mange til at ytre sig. Tænk hvis vi kunne samle ligeså mange interessenter om at vi alle sammen skal gøre det lidt bedre – hver for sig – hver dag.
Vi følger med og ytrer os. Og det er godt. Vejlegården er et eksempel. Korte for eller imod-tilkendegivelser. Og så er der andre emner, som ikke fanger vores opmærksomhed. For eksempel emnet ”hvad kan du selv gøre”. Måske kan dette emne rykke mere end hvad du og jeg mener om Vejlegården.
Coveys circle of influence
Et af mine favoritforfattere, den nyligt afdøde Stephen R. Covey, lærte os at skelne mellem “circle of influence” og “circle of concern” eller “circle of interest”. Det sidste er områder, hvor du ikke kan gøre noget eller meget. Vejret, CIBOR-renten, finansmarkedets grådighed, bruttonationalproduktet, den amerikanske præsidents handlinger. Obama er nok ligeglad med om Søren Pind elsker ham. Stephen Covey peger på, at det ikke rykker en tomme, hvis du bruger alt for meget tid i den gruppe. Derimod rykker det, når du koncentrer dig om de ting, du selv kan gøre noget ved. Det felt, hvor du selv har kontrollen. Du kan ikke selv bestemme, om en bilist giver dig en fuck-finger, men du er den eneste i hele verden, der kan bestemme, hvordan du vælger at reagere. Skal det ødelægge dit humør eller smiler du og tænker: “manden har en dårlig dag, synd for ham”? Det kræver et bevidst valg – du har muligheden. Ikke let, men dit valg.
Det kan vi alle forstå. Eller kan vi? Jeg møder mange, der misforstår ”circle of influence”. Hvis din kone opfører sig tosset, så kan du godt ændre ved det. Mange tror, at de kan ændre det ved at sige til konen, at hun skal ændre adfærd. Det er bare ikke effektivt. Når jeg bliver ringet op af en kunde, der vil skilles og spørger, om jeg kan hjælpe, svarer jeg: Ja. Jeg har to modeller. Den ene er dyr og dårlig, den anden er gratis og effektiv. “Nå”, siger kunden “hvad går den gratis model ud på”? “Det skal jeg sige dig. Du siger ikke noget til din kone, men du laver om på din egen adfærd”. “Hvad sker der så”? “Jo, så ændrer din kone adfærd”, forklarer jeg og tilføjer: “prøv nu den model og hvis den ikke virker, så ring igen og køb den dyre model”.
Moralen er, at det er meget svært at ændre andre. Du har ikke kontrollen over, hvad de vil og kan. Hvad så da? I stedet skal du selv prøve at ændre på din egen adfærd. Det kan du vælge selv. Fuldstændig frit. Ingen kan forhindre dig, hvis du vil. Og hvad sker der, hvis du ændrer din egen adfærd? Sjovt nok vil det få din kone til også at ændre adfærd.
Stephen R. Covey - lyt til ham
Det er magisk, synes nogle. Kald det, hvad du vil. Sandheden er, at det er meget effektivt, hvis du ændrer dig selv frem for at bruge din energi på at ændre andre. Det er hårdt arbejde. Meget lettere at bede en medarbejder opføre sig anderledes end det er selv at vise det gode eksempel. Der er stor forskel på effekten: du får ikke noget forærende. Hvis du vælger den lette løsning, så får du også det lette resultat.
Det kræver ikke meget af min energi at skrive, at jeg synes Vejlegården er udsat for gammeldags fagforeningstænkning. Jeg kan bare trykke ”like” og så færdig med fyrre. Hvis jeg i stedet tænker over det og sætter det i perspektiv til min egen hverdag, så tager det længere tid. Hvordan skal jeg forstå 3 F. Hvordan skal jeg forstå Vejlegården. Hvad ligger bag. Hvad svarer det til i min hverdag. Hvordan ville jeg tænke, hvis jeg var medlem af 3 F eller Krifa. Hvis jeg var restauratør. Hvad er konflikten udtryk for. Hvordan kan vi løse uenigheden? Gør jeg mig selv skyldig i ”gammeldags 3 F-tænkning”. ”Er jeg selv stædig-restauratør”?
Og når jeg så er færdig med tankerækken, kan jeg med fordel lige se i spejlet og tage fat i et af mine egne, personlige udviklingspunkter. Tænker på, at verden ville rykke sig hurtigere og bedre, hvis vi alle sammen, hver dag, hele livet, målrettet brugte femten minutter på fokuseret forbedring af os selv. Jeg gør det selv og det ville være en overdrivelse at sige, at det virkelig rykker. Men set over en årrække sker der alligevel noget og jo flere, der går den vej, jo bedre får vi det.
