Præster, stress og hvad kan du selv gøre

Præster har stress, forkynder min avis her til morgen. Solen skinner. Har siddet i min have med Susanne, vores kat, Holger, avisen, kaffen, solen og “min” Sct. Jørgensbjerg Kirke har ringet med dens smukke klokker – jeg elsker den lyd. Tænker på Susannes og mit ophold på San Cataldo, hvor bjergkirkerne hver morgen ringede for os. Tænker på kirkens historie, de spedalske, sømændene og så til vi sidder lige her. Læser videre om præster og stress og bliver glad, da jeg ser vores kloge biskop, Peter Fischer-Møllers, udtalelse. Han appellerer om, at dette tema nu ikke bliver et nyt “faktum” om Folkekirken- italesat – som han smukt siger det. Denne perspektivering er guld værd. Dejligt, at journalisten har taget det med og har forstået det.

Biskop Peter Fischer-Møller

Det lyder som om Folkekirken arbejder fint med stressproblematikken. Den nærmeste hjælper mod stress sidder jo for enden af armene: dig selv. Hjælperen kan miste evnen ved for lang tids passivitet. Derfor så jeg gerne – med biskoppens udtryk – en italesættelse fra mange fronter af det faktum, at det enkelte menneske skal tage ansvar for eget liv. Det er ikke altid samfundets skyld og vi må arbejde ud fra, hvor vi er, hver især. Med Guds kærlighed og evige hjælp, med hjælp fra familie og venner, men først og sidst hårdt  arbejde for os hver især.

Stress er en forfærdelig sygdom, som ikke må underkendes. Netop derfor må vi, der ikke (endnu) er ramt, forholde os til, hvad vi selv kan gøre. Det er min påstand, at vi hver især kan gøre ganske meget, men vi skal bare forstå, at det kræver målrettet, stålsat og ganske hårdt arbejde. Kommer vi for sent i gang, kan stress ramme enhver og så er det om ikke for sent, så dog mange fold værre. 

Min hensigt med disse ord er at rejse spørgsmålet: er vi opmærksomme nok på, at vi selv har et hovedansvar for vores eget liv og at hver enkelt må starte lige der, hvor den enkelte er havnet – højt eller lavt, let eller svært.