Mit klare ja til organdonation blev i dag til et tøvende tja…

Jeg endte med at sige nej, fordi jeg måtte være der, når han døde, når hans hjerte døde. Det var vigtigt at sige farvel og vigtigt for mig i min kamp for at forstå dødens uigenkaldelighed, at jeg var hos ham, og det kunne jeg i sagens natur ikke være, hvis han skulle være organdonor, for så ville han dø på operationsbordet, og der kan man ikke have pårørende med.

Jeg har siden mange gange tænkt, om man ikke kunne udtænke en proces, hvor man også tog hånd om den pårørendes behov for at være ved sin kære, snart afdødes side trods organdonation. Jeg har siden fundet ud af, at det er muligt at udtage nyrerne, uden at kroppens hjerte også sætter ud. 

Kroppen kan godt være uden nyrer i en kortere periode. Lignende kan i sagens natur ikke lade sig gøre, når det gælder hjertet eller lungerne. Men muligheden med at udtage nyrerne benytter man sig ikke af, til trods for at netop nyreventelisten er den absolut længste. Det er enten organdonation eller ej.

Havde jeg vidst det dengang, og havde det været en mulighed, kan jeg godt forestille mig, at jeg havde givet tilladelse til, at nyrerne blev brugt, under forudsætning af at min mand stadig efter operationen var tilsluttet respiratoren, således at jeg havde mulighed for at være til stede og tage afsked, når hjertet stoppede. For det var det, der var vigtigt – at være til stede og at tage afsked. Og her hjælper det ikke, at jeg rationelt kan forstå, at hjernedød også betyder død. 

Mine følelser var i vildt kaos, og min hjerne kæmpede for at forstå den uigenkaldelige død. Respiratoren blev slukket, og hans død blev en meget stærk oplevelse. Inden da havde jeg hele tiden haft en følelse af, at han hang over sengen, men at han stadig var bundet til sin døde krop i sengen. 

Efter at respiratoren var slukket, gik der forholdsvis lang tid, hvor kroppen kæmpede. Jeg holdt hans hånd og tænkte hele tiden: Det er okay, elskede, jeg skal nok klare det, det er okay. Så endelig trak kroppen sig sammen, og han var død.

Der stod jeg så, enke som 30-årig og alene med vores tre små børn. Det var min mand, som var død, og ikke et bundt reservedele. Jeg havde truffet, hvad nogle vil betegne som et egoistisk valg. Det gør mig altid ondt.

Stærke ord, som har gjort mig usikker. Jeg forstår Lene Poulsen. Sikke en smerte. Og jeg deler hendes ønske om, at det burde være muligt at tænke på de efterladte på en bedre måde. Kan man gøre mere? Gørman for lidt – det tror jeg efter dagens læsning.

Overfor usikkerheden står min tanke om at hvis nu og hvis nu et af mine organer kunne gøre en andens liv længere og bedre. Og så tænker jeg på Lene Poulsens ord: du har ikke prøvet at være i situationen. Og: hvis min familie nu sidder der og holder mig i hånden. Har jeg så ved mit skråsikre ja i virkeligheden gjort dem en bjørnetjeneste? Er det i virkeligheden mig, der skal tage stilling? Er det kke dem, der kan komme til at sidde og holde mig i hånden, som jeg skal spørge, mens tid er?

Nu vil jeg tage en snak med min søde hustru. Og vælge om jeg vil trække mit ja tilbage. Det er lige nu et tja – et meget tvivlende tja. Min holdning er, at jeg vil tilbyde at trække det tilbage og i hvert fald sige, at hvis det ikke skal trækkes tilbage og hvis situationen opstår, så må min familie gerne kalde mit nej tilbage. Uden jeg vil rotere i min himmel eller hvor jeg måtte havne, når hjernen er død.