Tillykke til Roskilde Banks ledelse

Mange i Roskilde – herunder min egen familie – har tabt store beløb på krakket i Roskilde Bank. Vi er alle kede af, at det gik som det gik. Også bankens tidligere ledelse. Det er et følsomt område, som berører mange mennesker. Det kan let misforstås, når jeg nu lykønsker Roskilde Banks ledelse med, at politiet har ikke har fundet grundlag for at rejse straffesag. Hvorfor gør jeg så det?

Der er tre grunde til det.

For det første bestod den tidligere ledelse og bestyrelse af mennesker. Og de har på grund af anmeldelsen fra Finanstilsynet og politiets lange behandlingstid været udsat for et enormt pres. Det er svært for mennesker, der ikke har været i den situation at begribe tyngden i dette pres. Det er godt for disse mennesker nu at få et for dem positivt svar.
For det andet vil jeg godt sende et signal til den brede gruppe, der er ”skuffede” eller ”frustrerede” eller mener ”at sagen burde være gennemført” eller ligefrem at ”de burde bare straffes”. Det er ikke i orden i et retssamfund. Vi har politiet til at tage sig af anmeldelser og undersøge dem. Når der er gennemgået i tusindvis af sagsakter og brugt oceaner af mandetimer på det, så er det urimeligt at tilsidesætte dette med en smart bemærkning. Eftertacklinger er usportslige.

For det tredje vil jeg opfordre til et noget mere nuanceret syn på helte og skurke. Roskilde Bank væltede, men var håndteringen af krisen i orden? Nej. Hele privatafdelingen burde have været reddet og formentlig også dele af erhvervsafdelingen. Vi ved det ikke, men meget tyder på, at Roskilde Bank faldt, fordi regering, Nationalbanken, Finanstilsynet og andre kloge ikke var tilstrækkeligt øvede til at gribe ind på den rigtige måde, herunder reddes, hvad reddes kunne. Vi har ikke indsigt i forhandlingerne på Christiansborg og andre steder – hvad ville vi se, hvis vi havde? Vi har ikke fuldt overblik over hvor banksektoren har kostet mest – i de banker, der gik ned eller i dem, der blev tilbage. Der er mange ubesvarede spørgsmål. Faktum er, overordnet set, at den finansielle sektor generelt har været samfundet et dyrt bekendtskab, ikke bare i Roskilde, men i hele den vestlige verden. Det er lidt for ensidigt at klynge sig til håbet om, at skurkene kan tælles på få hænder.

Vores tid er præget af, at medierne hver dag kræver et antal mennesker udpeget som skyldige. Begrebet ”hændeligt uheld” anerkendes ikke. I et retssamfund bør vi respektere, at politiet er bedre end hr og fru Jensen til at afgøre, om der bør rejses sag. Og vi bør respektere, at ingen er skyldige, før de er dømt, hverken strafferetligt eller civilretligt. Engang imellem er det bedste svar: ”Tiden vil vise det”.

Nu står erstatningssagen tilbage. Her gør Danmark hvad man kan for at sikre, at staten (Finansiel Stabilitet) vinder. Man nægter simpelthen mange af de sagsøgte retten til et forsvar. En morder, en pædofil, en børnemishandler – staten stiller forsvarer til rådighed. Men hvis staten kræver 1 milliard af en borger, så må vedkommende klare sig selv. Det ar dansk Kafka med velsignelse fra Christiansborg. For der er jo ingen stemmer i at kræve retfærdig rettergang for en bankdirektør, som staten har brugt mange millioner på at få stemplet via det der – med et forførerisk udtryk – kaldes en advokatundersøgelse.

Det er en skamplet, som jeg igen vil sammenligne med de grufulde ting der skete rent juridisk efter afslutningen af anden verdenskrig – ting som den dag i dag går under betegnelsen ”et juridisk galehus”. Opgøret i banksektoren, herunder forgyldningen af visse advokater og advokatfirmaer, vil i et historisk perspektiv karakterisere bankopgøret som – ja, ”et juridisk galehus”. Lad os indtil da være enige om at udvise pli, herunder anerkende, at mennesker, der i alt for mange år har været udsat for mistanke for strafbare handlinger, nu kan ånde lettet op.

PS: Nej, jeg har ikke været og jeg er ikke advokat for Roskilde Bank eller nogen i dens tidligere ledelse.