Må dommere være mennesker?

En dansk byretsdommer udtaler til DR, at ”det er forståeligt, men bestemt ikke i orden”, når hendes norske kollega i Breivik-agen, rettens leder, dommer Wenche Elizabeth Arntzen, flere gange måtte tørre tårer bort med et hvidt lommetørklæde. Hvad mener du? Skal en dommer gøre som den norske dommer eller som den danske dommer forventer? Mit svar er: fri mig for dommere, som følger den danske dommers normer og ja tak til en dommer, der – som den norske – er menneske.

Den danske dommer, Lis Hævdholm har været dommer i over 40 år, og hun mener ifølge DR, at det er helt galt, at en dommer viser sine følelser i retssalen. – Det er ikke okay. For så kommer man til at vise, at man ikke er uvildig, siger Hævdholm til dr.dk. Hævdholm, der til dagligt er dommer ved retten i Holbæk, forklarer, at man som dommer skal være i stand til at skjule sine følelser – også selvom det kan være svært. – Man kan få lyst til at vise sine følelser med alt den nød og elendighed, siger hun, men siger, at man som dommer skal passe meget på med at vise, at man ikke er objektiv, siger Hævdholm. Hun forklarer, at det ikke er noget, man bliver skolet i som dommer. Og det står heller ikke skrevet i retsplejeloven, at dommere ikke må vise følelser.

Lis Hævdholm har ifølge dr.dk igennem sine 40 år i det danske retsvæsen aldrig set en dommer græde i retten. Hun indrømmer, at retssagen mod Anders Behring Breivik er fuldstændig enestående.
Men ligegyldigt, hvor meget sympati man føler for de pårørende, må det ikke komme til udtryk i retssalen, mener hun.

Menneske eller maskine?

Så må jeg spørge: Tror den danske dommer, at vi ikke ved hvordan domme skrives? De skrives i høj grad på baggrund af subjektive elementer, som for størstedelens vedkommende kan føres tilbage til, at dommere er mennesker og ikke maskiner. En maskine græder ikke. Græder et menneske, der sidder i en sag som den norske dommer? Døm selv.

Når dommeren fælder en tåre, er det så udtryk for at dommeren holder med anklageren? Eller er det udtryk for, at dommeren næsten ikke kan rumme konfrontationen med den rå verden, hun konfronteres med på denne absurde måde? Det er naturligvis det sidste.

Den dommer, der ikke fortrækker en mine i en sag som denne, vækker ikke min tillid. Hvor er sympatien hos et køleskab? Hos tiltalte? Hos anklagemyndigheden? Gæt.

Den norske dommer har – i de uddrag jeg har set – vist dygtig retsledelse. En overmenneskelig tolerance og en evne til både at have det tunge ansvar for at lede sagen og samtidig lægge ører til det, der foregår. Vel vidende, at der fra offentligheden er et markant forventningspres. Der er ikke noget grundlag for at klandre dommeren for ikke at være uvildig.

En menneskelig reaktion betyder ikke ”jeg er imod dig, Breivik”. Den betyder: ”Jeg er fyldt op, jeg må reagere, hvis jeg skal blive”. Tak Wenche Elizabeth Arntzen, du gør det godt.

Se DR.dk