Jeg gjorde det bedste jeg kunne …

Det har altid ærgret mig, at jeg kun er passivt med, når jeg skal begraves. Eller kan jeg høre noget og hvad sker der, når jeg er død?

Bliver jeg stillet til regnskab?

Det ved jeg ikke. Jeg hører til dem, der tror på et liv før døden. Og livet bliver sjovere, jo mere jeg øver mig. Erik A. Wilk skrev forleden om disse kloge ord: ”De bedste år af dit liv er dem, hvor du finder ud af, at dine problemer er dine egne. Du giver ikke din mor, økologien eller præsidenten skylden. Du forstår, at du har kontrol over din egen skæbne.” Dr. Albert Ellis, psykolog.

Ja, netop. Jeg ejer problemerne. Når jeg bliver kontaktet af en kunde, der spørger om jeg kan hjælpe hende eller ham med at blive skilt svarer jeg altid: ”Ja. Jeg har to modeller. Den ene er gratis og den anden koster kassen”. Så får jeg altid spørgsmålet: ”Hvad går den gratis model ud på”? Og jeg svarer: ”Den går bare ud på, at du skal lave om på dig selv, men du må IKKE fortælle det til din mand/hustru”. ”Nå – og hvad sker der ved det”? ”Der sker det, at din hustru/mand ændrer sig uden ud har bedt om det og så kan I leve videre sammen. Det kræver bare noget hårdt arbejde af dig. Er du klar til det – hvis ikke kan du lige så godt købe den dyre model – den lyder nok lettere, men den forskyder kun dit problem”.

Og jeg fortæller jo dermed bare om mine egne erfaringer. Livet er ikke for barberlærlinge. Min Facebook-ven Helge Larsen forærede mig dette gode citat:

“Et faldskærmsspring er strengt taget ingen risiko. Det er bare en efterabning af livets virkelige risiko. KÆRLIGHEDEN, INTIMITETEN og DE ANDRE er den virkelige risiko. Hvad er rafting mod en afvisning? Hvad er et elastikspring mod den elskedes telefon som aldrig ringer”. -Finn Skårderud –

Tag lige den – ”hvad er rafting mod afvisning”…

Altså – jeg arbejder derfor hver dag, hver time, med at forbedre mig selv lidt. Det sker ved en indre – konstruktiv – dialog. En sam-tale. Med mig selv. Jeg vurderer mine reaktioner. Nogle gange giver jeg mig selv et (fysisk) skulderklap. Andre gange siger jeg: det kan jeg gøre bedre. Jeg gjorde det og det og det og det på en ikke optimal måde. Næste gang vil jeg huske det.

Når jeg sidder med andre og griber mig selv i ikke at lytte koncentreret, så hvisker jeg til mig selv: hallo – nu vil jeg lytte 100% koncentreret – det andet er ikke fair. Når jeg har en kunde i røret og lige samtidig sidder og læser en mail, så siger jeg: ”Stop nu – vis respekt – vær til stede”.

Hvad kommer der ud af det? Små, dejlige fremskridt. Livet bliver lidt sjovere, time for time. Så når regnskabets time kommer, så håber jeg at kunne leve op til Leonard Coehns ord. Steffen Brandt har oversat Leonard Coehens Halleluja, der konkluderer sådan:

Jeg gjorde det bedste jeg ku’ gøre
Jeg ved ikk’ hvad jeg følte men jeg prøvede at røre
Jeg talte sandt, jeg kom ikke for at svigte
Og selvom alt gik galt, alt hvad jeg gjorde og sagde
Vil jeg stå foran Gud på den sidste dag
Med intet andet end et Halleluja

PS: Teksten på trøjen skal lige forklares – på ryggen er et billede af Steve Jobs – en af mine helte. Han er skældt ud af mange, men han gjorde sgu en forskel. Når han var vanvittig uretfærdig tror jeg han var det, fordi han blev bange og skuffet, når folk omkring ham ikke kunne være lige så engageret som han selv. Han brændte for en verdenssag, men han var også kun et menneske. RIP.