Hvorfor gå i kirke på en solskinsdag? Prøv det!

Et par tanker om at gå i kirke. På en solskinsdag. Eller i al almindelighed. Hvorfor dog gøre det? Uha – farligt?

Er lige kommet tilbage fra søndagens gudstjeneste. Beslutter mig for at jeg vil slå græsset i stedet for at give min kone en æske Mors Dags chokolade. Så er plænen klar, når hun kommer hjem. Inden vil jeg skrive et par linjer om at gå i kirke. Hvorfor? Fordi jeg gerne vil lokke dig til at gøre det same! Wauw, nu bliver det farligt. Allan missionerer…

Når jeg anbefaler en god koncert missionerer jeg ikke. Når jeg anbefaler jer at prøve kirkens muligheder af, så missionerer jeg. Det første er positivt, det sidste negativt. Eller hvad?

I mange år gik jeg ikke i kirke. Jeg havde ikke tid, derfor. Og det er naturligvis noget vrøvl, for jeg har lige så meget tid som andre. Kan bare prioritere. Så derfor: i mange år prioriterede jeg ikke kirken. Jeg kom der til højtider og ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Nu kommer jeg så tit jeg kan. Og jeg føler mig helt normalt, slet ikke smittefarlig, bare gladere.

Hvad giver kirken mig? Først og fremmest ro. Dernæst en glæde ved de smukke salmer, som jeg kender bedre og bedre. Og nu også et større kendskab til kirkens spilleregler, dens ord, symboler og sære fortællestil. Det er jo ikke for barberlærlinge og minder i starten om volapyk. Vel nærmest som at se en fodboldkamp uden at kende reglerne. Langsomt er jeg blevet mere tryg ved dette områdes særlige tradition og sprog. Nu synes jeg det er skønt at sige Trosbekendelsen højt. Det lyder måske mærkeligt, men det ermed tl at sætte nogle ting på plads. Som hvi jeg rydder op på mit kontor og bærer ting ud, smider ud, sætter ting, hvor de skal være, så jeg igen får overblik.

Nadvermåltidet glæder jeg mig til. Det er samme følelse – bare på en anden måde – som når jeg en lørdag formiddag beslutter mig for at nyde en Gammel Carlsberg på Mulleriet. Lene tanken om at bestille den hos Frederiksen, se den blive stillet på bardisken med et glas og vide, at nu skal jeg bare nyde det. Sådan er mit nadvermåltid også. Jeg får et par gode ord og tilgivelse for alle mine mange synder. Et skulderklap, som ikke fjerne det, jeg har gjort. Det er bare udtryk for Guds kærlighed til mig. Så selv om jeg er en tosse, så kan han godt lide mig. Den følelse har jeg ikke haft altid. Den er vist svær at forklare – bliver du bange for at læse det? Mit formål er at berette og så motivere, ikke missionere, omkring denne mulighed. Husk bare, at de første gange du prøver, d må du knibe dig i armen og ringe efter tålmodigheden. Belønningen venter.

I dag var der en dejlig prædiken om bønnens betydning. En dejlig beretning om konfirmander, der siger: jeg beder ikke – det er kun for gamle mennesker. Præsten spørger: beder dine forældre ikke? Nej, det er min far alt for sej til. Jamen kan han ikke være sej, hvis han beder? For så at nå frem til, at forældrene beder nok på en anden måde for deres børn. Og til en erkendelse af, at bønnen hverken er farlig eller Guds gavebod. En mulighed for kontakt til Gud og for at mærke hans kærlighed (og ja, det lyder abstrakt, men der er nu noget om snakken – prøv selv at eksperimentere).

Derudover fik vi en særlig gave i form af en halv times pragtfuld orgelmusik. Vores dygtige organist, Merete Kuhlmann, spille pragtfuldt. Jeg slog lige komponisten, César Franck, op og ser ham beskrevet som nok den væsentligste komponist af orgelmusik siden Johann Sebastian Bach. Og hans musik fængede straks. At sidde i landets, verdens (?) smukkeste kirke og høre det smukke orgel håndteret af Merete – så fås det ikke bedre. Jeg ser lyset, kirken, menneskene. Lytter til musikken, slapper af, taler med mig selv, tænker og føler mig så rig. Tak.

Jeg synes Meretes orgel er varmere end den sidste del af Grande Piéce Symphonique, opus 17, som jeg fandt her på nettet – prøv alligevel at tage en lytter og tænk over, om du vil give dig selv en chance for at benytte kirkens muligheder af.