Det dufter lysegrønt af græs…hvor er det fantastisk!

Det dufter lysegrønt af græs…hvor er det fantastisk!

En glad beretning – om naturens tilbud – en onsdag i maj.


Det var mørkt og regnfuldt. Så kom solen og det klarede op. Lige for lidt siden. Jeg gik en tur med min iPhone og tog nogle billeder og gav mig tid til at indsnuse og opleve naturen. En af vores søde præster, Linda Frederiksen, skrev i dag: ”Livet er noget, vi må tage vare på og passe og pleje – ligesom vi også skal passe og pleje vores haver og hele den storslåede og smukke natur, der er på vor jord.

Hvis ikke vi passer på naturen, dør den. Og hvis vi ikke passer på livet, forsvinder det”. Ja. Og så gik jeg på havevandring med Holger (min kat). Solen skinnede og vi lunede os i den. Holger drak af vandpytterne, jeg satte mig ned og tog billeder. Stillede mig på en stol og tog flere. Sikke en stjernestund.

Linda gjorde også opmærksom på Carl David af Wirsén 1889 og Johannes Johansens skønne salme – prøv lige og læs med her:

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.

Det var bare det – jeg ville skrive…hvad mener du egentlig om det? Tænker du (nok) over det, naturen giver. Det naturen er. Det naturen kan. Er vi gode nok til at indsnuse naturens “nu”. Husker vi at nyde det – lige her og nu. Tager vi det for selvfølgeligt. Er vi blevet forkælet-blinde. Eller vil vi bare ikke. Eller kn vi bare ikke. Eller- ja hvordan skal jeg nu formulere det uden at omme til at lyde som en trættekær skolelærer fra før århundredeskiftet…lad mig lig fintænke over det. Tak.

Og – så er jeg blevet spurgt: Hvor blev Holger af? Det er da et godt spørgsmål, så jeg iler med at sætte ham ind. Her. Og så sender jeg tak til Susanne, som er mester for vores dejlige have. En sand mester.

Scroll til toppen