På denne fantastiske sommersøndag har jeg nydt Birgitte Baadegaards skønne kronik i Berlingske: Brød og cirkus til folket. Hun skriver så rigtigt om vores samfund. Der er noget, vi kan gøre bedre. Og nøglen er noget så gammeldags – og så overset – som dannelse. Kedeligt? Nej, læs bare videre 😉
Birgitte tager udgangspunkt i et billede jeg selv tit har brugt: Romerriget. Det flotte Colosseum dannede rammen om ”brød og cirkus til folket”. Folket blev underholdt go til gengæld holdt folket kæft. Og lederne fik frihed til at gøre ingenting. Jeg mener indførelsen af program 3 i Danmarks Radio har altid for mig stået som ”brød og cirkus til folket”. Siden er det blevet værre og værre og i dag er TV bare totalt brød og cirkus – med få undtagelser (heraf 99% samlet på DR2).
Birgitte Baadegaard konkluderer, at ”danske politikere er ganske enkelt blevet for populistiske og afhængige af at få stemmer – og kigger mere efter taburetten end på fremtiden”. Derfor var der ikke plads til en politiker som Mogens Lykketoft eller Poul Nyrup. Knoklere og slidere, men ærlige. I stedet er formandsposten indtaget af en kvinde, som altid sender det samme smil og som altid siger den samme ingentinghed. Og før det en Lars Løkke, som i alt for lang tid kørte videre i et fatalt pleasing-spor. Først til sidst, men for sent, satte han sin mening igennem.
Debatten om at afskaffe nogle helligdage er på samme lave niveau. For nu at bruge et kendt Lykketoft-citat: ”Der er ikke fugls fløde” på den idé. At afskaffe et par helligdage og så skal vi tro, at Danmarks problem om effektivitet er løst. Selvfølgelig er det ikke det. Vores helligdage – som bygger på tradition og som er med til at give os et vigtigt pejlemærke på årets gang – er ikke et problem. Vores problem er det Birgitte Baadegaard omtaler som ”mæt løve jager ikke” og ”død fugl falder ikke ud af reden”. Vi skal alle sammen tage os sammen. Vi løser intet ved at droppe to helligdage. Hvis vi vil fremad, så må hvert enkelt menneske tage sig sammen hver eneste dag. Hver enkelt må tage ansvaret på sig og gøre noget mere – hver dag – året rundt. Som kronikøren siger det, skal vi ”alle sammen. Hele Nationen…gøre bevidsthed og ansvar til nøgleværdier i alt, hvad vi som nation træffer af valg – både politikere, borgere og TV-kanaler – uden skæven til hvad jeg får mest u af (magt, stemmer, penge, seertal..)”.
Kronikøren slutter med at spørge, om hun er overidealistisk og urealistisk og konkluderer, at ”nogen skal jo sige det – og tro på det”. Og ja – det skal nogen. Tak for det. Jeg skriver dette for at bakke dig op, Birgitte Baadegaard. Jeg håber, at mange vil bearbejde og gå videre – del linket til din kronik og til denne kommentar. Lad en folkestorm rejse sig – lad ikke Danmark vente til vi får græske tilstande. Lad os bruge vores intellekt til at downsize dovenskab, der er en slumrende løve i os alle. Vi skal gøre et lidt bedre (som Poul Nyrup bad om). Det haster.
Birgitte Baadegaard. Berlingskes kronik 20. maj 2012: Brød og cirkus til folket.
Tegning: Claus Bigum og Hans-Henrik Kniep Berlingske 20. maj 2012