Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Debatten om ekspropriation i Roskilde er løbet løbsk. Vi mennesker er skabt sådan, at når følelserne tændes slukkes forstanden. Det rationelle er væk og alt er i følelsernes vold. Vi kommer ingen vegne på den måde. Dem der er imod ekspropriation vil være det fortsat. Dem der er for ekspropriation vil også være det. Der spildes en masse ord, men vi rykker ikke på tingene. Formålet med denne kronik er at opfordre til en anden tilgang til diskussionen.
Ordet ”ekspropriation” kan få enhver frihedselskende dansker op af stolen. Vi er vænnet til – men elsker det ikke – at staten hver måned eksproprierer mere end halvdelen af vores løn og derefter snupper halvdelen af restbeløbet i moms og andre afgifter. I Roskilde sender vi hvert år en check til Jylland – det hedder byudligning og føles som ekspropriation. Derfor tændes følelserne let og det har CEPOS og andre ikke kunnet stå for. De har elegant forbigået det faktum, at hvis der var mulighed for at kompensere grundejeren med en fair pris, så havde vi ikke haft nogen sag, men de ønsker netop sagen.
Lad os nu bringe debatten på sporet. Den må deles op i to: (1) hvad skal kunne eksproprieres og (2) Hvad skal der betales i erstatning?
Den juridiske hjemmel til den foretagne ekspropriation findes i Planlovens § 47. Det er overset af mange i denne debat. Kommunalbestyrelsen kan ”ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller privates rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan”. Det overses også, at Folketinget med den borgerligt-liberale regering i 2009 bestemte, at kommuners ekspropriationshjemmel på dette felt skulle forblive som førhen.
Selvom Folketinget for få år siden blåstemplede § 47 kan man naturligvis godt gentage diskussionen. Jeg tror blot ikke det vil ændre noget, for der er god grund til at lade en kommune sikre byudviklingen sådan som i Roskilde. Det vil jeg nu argumentere for og til sidst vil jeg kommentere erstatningsudmålingen (for det er her vi har muligheden for at løse uenigheden).
En del af debatten har gået på om ekspropriationen alene sker til fordel for festivalen. Det gør den ikke, men det ville være lovligt at ekspropriere alene til festivalen, fordi den er en betydningsfuld del af lokalområdet. Derfor er der ingen grund til at forplumre debatten med at tale om bestikkelse, italiensk mafia og Zimbabvetilstande. Roskilde Festival er ikke – som nogle vist tror – en mindre havefest, hvor der ryges noget tjald et par dage og så pakkes teltene ned til næste år. Der arbejdes året rundt med festivalen, der er Danmarks største tilbagevendende kulturbegivenhed og et fyrtårn inden for såvel musikscenen, som dansk turisme. Festivalen er trækplaster for danskere og udlændinge og bidrager til samfundsøkonomien, kulturlivet, og positiv omtale af Danmark. Ifølge en undersøgelse, der blev foretaget af Visit Denmark for fire år siden skabet publikummer, frivillige og mediefolk på Roskilde Festival skabte 384 mio. kr. i direkte turismeomsætning i Danmark og er dermed afgørende for Roskildes samlede turismeøkonomi, hvor festivalen svarer til fjerde- til en tredjedel af den årlige omsætning. Heraf tilførte festivalen Danmark over 113 mio. kr. i direkte udenlandsk forbrug. Mere end hver anden publikummer skabte også omsætning i Roskilde/København under festivalen. Festivalen skabte over seks turistovernatninger pr deltager under festivalen, men også i omegnen af 100.000 udenlandske ferieovernatninger før/efter festivalen, til en samlet værdi på mindst 50 mio. kr. Festival publikum placerer sig med et samlet festivalbudget på 4.700 kr. højt blandt feriesegmenterne i Danmark. Undersøgelsen viser, at Roskilde Festivalen er et ’reason to go’ og dermed et af landets lokale og nationale trækplastre, men samtidig med faldende tiltrækningskraft på udlændinge. Roskilde Festival op mod en tredjedel af Roskilde kommunes turistomsætning – i løbet af blot en uge!
Der er en direkte lokaløkonomisk effekt på 353 mio. kr., svarende til forbruget på festivalområdet og i Roskilde/København, men ekskl. det hjemmefra medbragte. Festivalen afstedkommer hen ved 100.000 udenlandske overnatninger før og/eller efter festivalperioden, som kan forventes at give en yderligere turismeomsætning på over 50 mio. kr. Nationaløkonomisk er der udelt positiv økonomisk effekt fra udenlandske deltagere, da deres forbrug ellers antages at ville være endt uden for Danmark.Visit Denmark understreger, at ”de økonomiske effekter af Roskilde Festival rækker ud over denne analyse, idet der vil være en række positive effekter fra festivalens imagemæssige værdi og de dynamiske effekter af overskudsdelingen mv.”
De fleste er enige om at ekspropriation til offentlige formål er nødvendig. Derimod siger mange fra, når ekspropriation sker til private formål (hvilket er fuldt lovligt). I debatten savnes en diskussion af samfundets generelle udvikling, hvor grænserne mellem det offentlige og det private jo hele tiden rykker sig. Det burde udvide rummet for ekspropriation til ”halvoffentlige” eller ”private” formål. Fordi de offentlige formål i dag i et vist omfang rykkes over mod privatområdet. Roskilde Festival er et godt eksempel. En non-profit organisation, der består af få fastansatte og tusindvis af frivillige. Under festivalen beskæftiges 25.000 frivillige, hvilket globalt set er fuldstændig unik og det offentlige kan i dag ikke løfte de opgaver denne NGO løfter.
Foreningen Roskilde Festival, der står bag Roskilde Festival, sørger hvert år for, at overskuddet fra festivalen går ubeskåret til humanitære og kulturelle formål. I mangel af bedre kalder jeg en sådan organisation ”halvoffentlig”. Nogle vil foretrække ordet NGO (“ikke-statslig organisation”, som ikke styres af staten, for eksempel velgørenheds-, menneskerettigheds- og miljøorganisationer). I mine øjne er der stor forskel på Roskilde Festival og en privat golfklub og jeg synes der er sund fornuft i at understøtte en NGO af Roskilde festivals format. Det kommer os alle til gavn, også dem der ikke kan lide vores festival.
Det andet led i ekspropriation er erstatningen. Her synes jeg vi skulle sætte ind politisk. Der betales for lidt, når der eksproprieres. Erstatning udmåles med en nidkærhed som skulle taksationskommissionen eller dommerne betale af egen lomme. En mere rimelig erstatningsudmåling betyder økonomisk ingenting for samfundet, men meget for den, der eksproprieres fra.
I den konkrete sag ved vi at jordejeren godt vil sælge, han vil bare have en fair pris for det, han sælger. Kommunen kan bare ikke handle frit – forærer man kommunens penge væk, kan kommunalbestyrelsen gøres erstatningsansvarlige. Og det er klart, at kommunens embedsmænd må vejlede om niveauet for den pris, der kan forventes ved en ekspropriation. Det har man også gjort i Roskilde og man har tilbudt en pris, der overstiger dette, men som ikke kan matche jordejerens ønske om en erstatning, der kan holde ham reelt skadesløs. Det er jo ulykkeligt, men jeg har ikke set dette kernespørgsmål reelt medtaget i de mange indlæg, herunder heller ikke fra CEPOS. Sandheden er bare, at hvis vi havde en sober praksis for udmåling af erstatning, så havde vi slet ikke haft denne sag. Når CEPOS og andre i stedet griber chancen for at genoptage en gammel diskussion om grundlovens § 73 er det ærgerligt, for det har ført debatten på vildspor.
Jeg synes den private ejendomsret i denne sag bør vige for offentlighedens interesse i en fornuftig byudvikling, men så skal vi til gengæld sikre en ordentlig erstatning og her halter vores lovgivning og praksis. Det bør man bare ikke klandre Roskildes kommunalpolitikere og Roskilde Festival for. Derimod burde man fra regeringens side gribe ind og få løftet erstatningsniveauet eller i den konkrete sag tillade et forsøg, hvor der blev givet en fri (markeds)pris.
Og belært af debatten vil jeg understrege, at jeg er ikke advokat for Roskilde kommune eller Roskilde Festival. Jeg er derimod roskildenser og så har jeg siden 1971 hvert år deltaget i Roskilde Festival, som jeg – ligesom min fødeby – værdsætter med dyb taknemmelighed.
