Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Kunne brosten fortælle, så ville vi få en spændende oplevelse. De ligger her, side ved side og tænk hvad de har oplevet. Trastevere betyder på den anden siden af Tibern. Floden midt i Rom. Her er et særligt lokalsamfund, hvor alle kender alle. Her er mange turister, men trods det er her skønt og meget lokalt romersk. En meget fin atmosfære, som er svær at beskrive. Den skal opleves. Fornemmes med øjne, øren og næse. Farverne. De smukke huse. De hvæsende scootere, de klipklappende læderskosåler, der hurtigt farer af sted med veludviklet sans for at undgå de fælder, der er placeret mellem brostenene. Båthorn, dythorn, ambulancer, skraldebiler og taxaer vidner hele tiden om, at dette er en levende by, ikke et museum. Trattoriaer, caféer, barer og ristoranter. Det er alt sammen fantastisk. Solen varmer og romerne – i deres flotte jakkesæt – fløjter og smiler.
Parkeringerne er så skønne. Hvor der er plads og hvor der (næsten) ikke er plads. Det hele lader sig gøre. Buongiorno. Elsker det sprog. Varmt og velklingende. Der er smil og elegance, selvsikkerhed, stolthed og varme i det. Solbriller og skæg, slips og brune sko med spidse snuder. Styrthjeme og guldkæder. Blomster og planter, kummer og kander. Espresso og limochello. Tilfredse suk og ”arl-lllo-rrra”. Hænderne gør fagter og akkompagnerer det smukke sprog på kunstnerisk vis – som en dirigent, der mestrer sit orkester. Carabieniri. Range Rover, Fiat og fodgængere. Tålmodigt hastende af sted, hver med sit vigtige formål for øje.
Angelo Bucarelli siger i bogen ”Min by Rom”: Hyggelig, kaotisk og smuk. De tre ord dækker for Trastevere, siger han. Og hvor er jeg enig. Og så fortæller han, at han ofte kommer på Bar San Calisto. Det er et tegn på, at han er en rigtig trasteveriner. Jeg bor oven på baren og kan følge den fra tidlig morgen til klokken to om natten. Publikum skifter fra skraldemændene som de første, så ølmændene med de livsvigtige forsyninger og siden de kontorklædte – alt sammen om morgenen – over stampublikum om eftermiddagen og til de unge om aftenen. Et herligt liv med mange dejlige typer. På den bedste måde. mennesketyper.
Spadserer en smuk tur. Via della Scala – Via di S. Dorotea – Piazza di S. Giovani della Malva – Pandora della Malva – Via Benedetta – Via del Moro – Piazza Trilussa – Pizzeriabageren i nr 15 – La Renella – Piazza di S. Apollonia – Via della Lungaretta – Enotca Trastevere – Piazza Giuditta Tavani Arquati – hvor jeg følger et godt råd om at slå mig ned på den lille vinbar Vin Allegro. Her har de, hvad hjertet kan begære. De åbner kl 12, men de lukker venligt mig ind og lader mig åbne baren med et glas Terre Brune fra Sardinien. Smager himmelsk og de smiler glade og hjælper mig på internettet. I baggrunden hører jeg kirkeklokkerne ringe 12. En smuk lyd. Elsker kirkeklokkernes bimlen og når det sker med 20 grader, varme, blå himmel og fredag i Rom, så er det jo umuligt at stå for.
Der kan argumenteres for, at alt er “for turistet”. Mig gerner det ikke, for Rom er stor nok til at alle kan blive glade. Vi kan se byen som vi vil. Nogle tager en bus fra seværdighed til seværdighed. Hak ved det. Det og det. Jeg har købt en billet til linje 125. Der vil jeg sidde på bagsædet og være min egen turistguide og jeg vil lade mine øjne møde hverdagen. Du ved, dem der er flest af, som salig onkel Danny så rigtigt sang. Eller rappede. Han ville elske Rom. Og denne vinbar. Tænk om han var her. Med sorte negle og en kulturel bagage, der ikke kunne rummes på Statione Terminis enorme arealer. Tænk om sad her og jeg kunne lytte til hans ord. Hans pragtfulde ord, er er som Rom. Spillevende og begejstrende og med alle muligheder for din egen fortolkning. Her skrev han “Nytår i Rom”, et forelskelsesdigt.
Kunne murstenene fortælle. Hold da op. De har været her altid. Tænk hvad de har set, hørt, bevidnet. Vi er her et øjeblik, de bliver. Overalt titter de historiske beviser frem. Charmerende og stilfærdigt, men med et vidunderligt budskab om at vi skal huske tiden.
Hans Ole (tv) og købmand Biagio (th), Via della Scala 64, Trastevere
Den står ikke stille, selvom jeg kunne ønske det, nå jeg f.eks. besøger købmand Biagio i Via delle Scala 64. Her har han åbnet sin forretning hver dag siden 1972. Nu står han i forretningen og hans søn Daniel assisterer, når han har fri fra jobbet hos Microsoft i Rom. Daniel er gift og har to børn. Historien går videre. Murstenene er vores vedvarende vidner.
Trastevere er fuld af de små steder. Der findes kun små steder. Som alle er store. Hver for sig en historie – mange, mange år tilbage. På hvert gadehjørne, mellem gadehjørnerne, ja simpelthen uden begrænsninger. Det ligger her alt sammen. Gammelt med nyt i. Gammelt med gammelt i. Gammelt under fornyelse. På en stilfærdig og charmerende måde.
Roma – nighthours
Dag eller nat. Uanet hvor jeg ser hen møder jeg skønhed. Skøn skønhed. Det er mærket af byens sjæl. På den gode måde. Her er en ægthed, som fryder, begejstrer, gladeliggør. Marts. Grønt. Gyldne farver. De gamle huse, er står rankt og stolt og signalerer, at de har prøvet det hele. Bilerne. Parkeringerne. Trapperne. Fortovene. Forretningerne. Busserne. Jeg har tit sagt det på denne måde: Der er forskel på Rødovre og Roskilde. smag på ordene. Mærk forskellen. Ikke et ondt ord om Rødovre, men der mangler noget. Og selvom jeg elsker Roskilde, så vinder Rom beautycontesten Roskilde og Rom.
Kig herind. I Trastevere. Mange gode bosteder. Mange gode spisesteder. Mange gode åndehuller. Jeg kunne sidde her på min stol i ugevis. Men arbejdet kalder og vennerne forstår ikke min hang til bare at sidde og suge indtryk. Vi er forskellige. Hurra for det. Det er lørdag. Bag mig snurrer kaffebryggeren på Bar San Calisto. Rom vågner. Solen skinner. Jeg er klar. Tak for endnu en dag i himmelen.
Trastevere, I love you. I admire you. Fordi du er – hyggelig, kaotisk og smuk. Tak, tak, tak.
