Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Ansatte fra krakkede banker er fanget i et ingenmandsland, hvor de står over for en mur af retssager og eventuelle erstatningskrav. Og de står helt, helt alene, uden advokathjælp. De er ikke mange, men de er i klemme.
En række danske pengeinstitutter er gået konkurs og vi har fået et kig ind bag facaden, som undrer, overrasker og forarger. Vi ved endnu ikke, hvem der har ansvaret, men der er rejst en lang række retssager, som skal være med til at afklare dette. En række af de sagsøgte er havnet i ingenmandsland og lever en zombietilværelse som Palle alene i verden. Det er et skjult problem, som i eftertiden risikerer at få samme betegnelse som retsopgøret efter Anden Verdenskrig: »et juridisk galehus«. Det kan Danmark simpelthen ikke være bekendt.
Finansiel Stabilitet blev stiftet i oktober 2008 som led i en aftale mellem den danske stat og den finansielle sektor i Danmark (Det Private Beredskab) om sikring af finansiel stabilitet i Danmark. Aftalen blev indgået som følge af den internationale finansielle krise og dens effekt på den finansielle sektor. Der er ofret et ukendt antal millioner på advokatundersøgelser, der er offentliggjort, skønt der fra mange sider er advaret om det betænkelige heri, fordi undersøgelserne udføres uden tilstrækkelig hensyntagen til de undersøgtes muligheder for at komme til orde. Advokatundersøgelserne er brugt som løftestang for et betydeligt antal sagsanlæg mod ansatte i lukkede banker, hvilket har sat et antal mennesker i en situation, som er meget belastende psykisk for dem og deres familier og som kan koste dem hus og hjem. En række af disse mennesker står over for milliardkrav, der indtales af en hær af advokater, hvis salær er sikret betalt. bl.a. af den danske stat.
Der er ikke stor interesse for at gøre opmærksom på problemerne omkring den lille gruppe bankfolk, der er kommet i klemme. Gruppen har ingen stemme i den offentlige debat, fordi de er sat under anklage for at være medansvarlige for økonomisk sammenbrud i den finansielle sektor og hvem kan have medlidenhed med dem? Folk har tabt mange, mange penge og vreden er stor. Det er ikke populært at hejse flaget for gruppen af sagsøgte. De advokater, der endnu er på banen for nogle af de sagsøgte, kan ikke gå ind i debatten, da de bare vil blive mistænkt for at mele deres egen kage. De sagsøgte er venneløse og de har ikke midler til at forsvare sig. Den danske stat har nægtet at bevilge fri proces.
Det kan være svært at forstå omfanget af vanskelighederne for dem, der ikke har nærmere kendskab til retssystemet. Advokatlønningerne for mange af de advokater, der varetager sagerne mod de sagsøgte bankfolk, ligger i et niveau på 3.000 – 5.000 kroner plus moms. Advokatregningerne for disse sager løber hurtigt op, fordi omfanget er voldsomt og kompleksiteten betydelig. Der er mange involverede og arbejdet har et omfang, som gør forsvaret meget dyrt.
Forestil dig, at du – eller din ægtefælle – blev sagsøgt med krav om betaling af et tusinde millioner kroner efter skat. Staten – der er medsagsøger – siger nej til ansøgning om fri proces og din advokat beder dig betale et depositum på en million nettokroner og med sandsynlighed for, at beløbet ikke tilnærmelsesvist dækker advokatregningen for de næste fem – ti års advokatarbejde i sagen. Det kan du ikke betale og du bliver derfor overladt til dig selv. Du skal forklare din familie, at de næste fem til ti år er afsat til en retssag, som i værste fald betyder, at du mister alt. Og du skal fortælle, at du ikke får hjælp fra en advokat, men selv må møde i retten. Her skal dommerne hjælpe mod et gigantisk korps af sagsøgeradvokater. Samtidig kan du i pressen læse, at mennesker, der tiltales for de alvorligste og mest bestialske forbrydelser i alt fra rockersager til sager om misbrug af børn, er sikret advokatbistand med staten som kautionist, uanset om de tiltalte har penge eller ej. Hvordan ville du selv have det? Og hvilke skridt synes du bør tages, når du nu ved, at der sidder et betydeligt antal mennesker i denne juridiske rævesaks?
Nogle vil tænke, at de sagsøgte nok ligger, som de har redt. Der er nok noget om snakken, når de bliver advokatundersøgt og derefter sagsøgt. Det er en nærliggende, men forkert tanke. Et sagsanlæg er ikke ensbetydende med, at sagsøgte er skyldig. Der sker hver eneste dag frifindelse af sagsøgte i By-, Lands- og Højesteret. Ingen er skyldig, før retten har talt. Problemet er her, at retten i en række tilfælde vil skulle dømme mennesker, der ikke har kunnet varetage deres forsvar på lige fod med sagsøgerne.
Vi ser lige nu den første offentlighed om advokater, der forlader deres kunder, fordi der ikke bevilges fri proces og fordi intet privatmenneske kan finansiere udgifterne ved at være sagsøgt i disse sager. Vi må nu stille os selv spørgsmålet: Er det godt nok? Hvorfor laver samfundet bankpakke på bankpakke, men kun med afsatte midler til varetagelse af statens interesser og uden respekt for de mennesker, der bliver lagt ned som en følgevirkning? Hvorfor undlader man det? En indbygget sikring af de ramtes retssikkerhed ville være småbeløb i forhold til de samlede omkostninger på bankpakkerne. Måske skal forklaringen søges i, at man har regnet med, at den danske stat ville bevilge fri proces, hvilket reglerne muliggør. Når vi nu kan se problemerne folde sig ud, må vi handle, og politisk må der tages skridt til at sikre, at mennesker, der udsættes for potentielt invaliderende sagsanlæg, sikres mulighed for hjælp til varetagelse af deres retssikkerhed.
Jeg efterlyser derfor politikere, der er parat til at undersøge dette problem. Det kræver, at I har mod til at se bort fra, at gruppen af potentielt invaliderede er lille og i vidt omfang ugleset. En retsstat har ikke råd til at lade være og vi har råd til at gribe ind. Jeg vil samtidig opfordre den kritiske del af dansk presse til at undersøge problemet.
Jeg er ikke og har ikke været advokat for en eneste af de sagsøgte bankfolk eller deres tidligere arbejdsgiver. Jeg skriver disse linjer som en appel til politikere og presse om at handle, fordi jeg som praktiserende advokat i provinsen ikke længere kan holde ud at være vidne til en partiel gentagelse af efterkrigstidens juridiske galehus. Dette vil fra en lang række borgere, der har mistet penge, blive mødt med undren, og en del andre vil være irriteret over det, og det er så min pris for at tage medansvar. Den er jeg parat til at betale.
Indlægget er bragt i Berlingske 30. januar 2012
