Hvordan kan Patientforsikringen i ti år snyde alvorligt syge mennesker

Patientforsikringen læser loven, som fanden læser Bibelen og hvis det ikke hjælper, laver man bare sine helt egne regler. Lyder det utroligt? Ja, men sådan forholder det sig altså i Danmark anno 2012.

Patientforsikringen har lavet sin egen praksis, hvorefter døende patienter får nedsat erstatning. Ifølge Politiken har man kendskab til 13 sager af denne art, hvor kun én har haft kræfter til at kæmpe for sin ret, der ifølge loven er en erstatning, der ikke er beskåret med henvisning til forventet levetid. Formanden for Patientforsikringens bestyrelse, regionsrådsmedlem Poul-Erik Svendsen mener ikke der er drevet politik i sagen og afventer Højesterets om. Er det godt nok? Vil vi i Danmark være det bekendt?

Patientforsikringen ledes af en bestyrelse på syv regionsrådspolitikere. Midlerne kommer fra regionerne, der betaler den største andel af erstatningerne, idet de finansierer alle behandlingsskader, uanset om de sker i det offentlige eller private sundhedsvæsen. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse finansierer samtlige lægemiddelskader. Det er altså en del af staten, vi har med at gøre og ikke et privat forsikringsselskab. Patientforsikringen behandler erstatningskrav fra patienter, der er kommet til skade i forbindelse med behandling på f.eks. et hospital, hos egen læge eller som følge af bivirkninger efter et lægemiddel. I Patientforsikringens mission hedder det, at den vil ”skabe tryghed og service for patienter og sundhedspersoner” og ”at de registrerede sager bruges i det forebyggende arbejde”. Af visionen fremgår, at Patientforsikringen vil ”være Danmarks førende specialister i personskadeerstatning, samarbejde med de bedste lægelige specialister, opnå kortest mulig sagsbehandlingstid via procesoptimering, synlig ledelse og digitalisering og arbejde for, at patienter og sundhedspersonale anmelder alle skader, hvor der er udsigt til erstatning og være en udadvendt aktør på det erstatningsmæssige og skadeforebyggende område”.

Det lyder jo smukt, men klinger hult, når Patientforsikringen ulovligt og i det skjulte arbejder med egne hemmelige regler, hvor effekten er, at døende patienter snydes for den erstatning de er berettiget til. Dette har Østre Landsret netop slået fast, men en fuldstændig klar dom fra rigets landsret er ikke nok for Patientforsikringen. Derfor er den klare dom anket til Højesteret, alt mens den kvinde, der har vundet sagen er meget alvorligt syg. Heldigvis har Højesteret vist den menneskelige fleksibilitet, at sagen behandles ekspres, allerede den 29. maj 2012. Politikerne står som sædvanlig på vagt ved håndvasken og har erklæret sig parat til at ændre loven, hvis Højesteret når til et andet resultat end landsretten. Hvorfor er de altid i venteposition, parat til at agere handlingsm/k, når skaden er konstateret, men ikke før?

Denne sag kommer på et tidspunkt, hvor regeringen har nedlagt værdikommissionen. Det er tankevækkende, for er der noget dette land har brug for, så er det en debat om værdier – sagen her er et udmærket bevis. Læs Patientforsikringens fine ord om mission og vision og sammenlign så med deres handlemåde. Alle værdiordene bliver uden mening, når vi ser, at en offentlig institution, der skal garantere fejlbehandlede deres ret er så nidkær, at man bruger ulovlige metoder.

I den konkrete sag står det efter landsrettens dom klart, at Patientforsikringen flere gange har forsøgt at få politikerne til at ændre loven. Og da det ikke lykkedes, har man simpelthen indført en skjult praksis som om loven var ændret. Skal vi opleve dette i 2012 i et oplyst samfund? Hvilke værdier driver de mennesker, der står bag denne ulovlighed? Vil vi have denne slags mennesker i betroede lederstilling i det offentlige eller i det private? Og hvordan kan det være det kun kommer for en dag, fordi en alvorlig syg kvinde nægter at affinde sig med det og med store personlige ofre går i gang med en sag, som hun så vinder rent? Hvorfor skal sådan en sag ankes?

Det skal blive interessant at læse Højesterets dom, men det er lige nu vi må stille os selv spørgsmålet: kan vi være denne nidkærhed bekendt eller ville sunde værdier og kvaliteter, en personlig ordentlighed og fairness føre til at denne sag aldrig var kommet til en afgørelse, men var løst i mindelighed eller dog at man så havde accepteret at være taget med bukserne nede og så bare havde udbetalt. Hvis en af mine medarbejdere havde ageret som her, var der blevet skrevet en fyreseddel. Det burde også ske hos Patientforsikringen.