Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Jeg har glædet mig til at læse den allerede meget omtalte bog om Grundfos-sønnen, Grundfos-udvikleren, Niels Due Jensen. En mand, der har gjort en fantastisk og nærmest ufattelig forskel og indsats omkring en af Danmarks største og bedste virksomheder. Måske dén bedste. Og bogen har levet op til mine høje forventninger, ja den overgår dem, for det er en sjældent skarp biografi, der har sin stærkeste side ved dens kompromisløshed. Erhvervsjournalisten Birgitte Erhardtsen fra Berlingske har skrevet en ganske forrygende og spændende bog.
Niels Due Jensen har selv ønsket sig bogen. Bestilt den. Hos denne fremragende, skarpe og kritiske journalist. Vi er mere vant til, at portrætterede ikoner slet ikke har ønsket sig et portræt og har nægtet at medvirke, men her har hovedpersonen selv bestilt værket. Det har Niels Due Jensen siden fortrudt og han vedkender sig ikke bogen. Og det er synd. Ikke så meget at han er blevet vred, men mere at denne vrede formentlig kommer til at skade Grundfos og virksomhedens udvikling, hvilket er stik imod det hovedpersonen ønsker. Men sådan vil det gå. Foreløbig har det ført til at Lars Kolind har valgt at forlade Grundfos, hvor han nu er formand for bestyrelsen, men han går af, fordi han efter bogens fremkomst mangler støtte i bestyrelsen. Mere herom senere – her kun en konstatering af, at dette er uheldigt.
Symbiosen
Arvtageren er blevet til efter mere end et års drøftelser mellem forfatteren og bestilleren. Forfatteren fortæller at hun har brugt rigtig mange timer på at interviewe Niels Due Jensen og hun beretter om vanskelighederne, idet han så gerne ”vil styre processen”. Og de ord kan kaldes nøglen til succesen – og de kan muligt også blive begyndelsen til enden – for Niels Due Jensens overmenneskelige indsats og resultater har krævet, at manden skulle være styrende i en grad, som for os andre dødelige er noget nær uforståeligt. Grundfos beskæftiger flere end 17.000 mennesker fordelt på 55 nationer. Et sådant resultat for en dansk virksomhed i Bjerringbro kommer man ikke sovende til. Og når resultatet er nået og hovedpersonen har fejret et aktivt 50 års jubilæum, så er det ikke bare lige til at slukke på knappen og sige: nu spiller jeg bare bridge. Nej, Niels Due Jensen og Grundfos er henover årene smeltet sammen i en symbiose. De bør af hensyn til virksomheden skilles, hvilket er svært for begge. Det er dette problem – generationsskifteproblemet – som Arvtageren bygger op til over trehundrede sider for så at kulminere på en måde, der i spænding overgår enhver kriminalroman, enhver anden biografi.
Vi får en meget levende beskrivelse af hele udviklingen fra Poul Due Jensens spæde start til Niels Due Jensens markante ud- og opbygning. Birgitte Erhardtsen har en skarp, men også dejligt letløbende og fin pen. Læseren keder sig aldrig. Vi får en meget god beskrivelse af virksomheden og menneskene bag. Det kan ikke overraske, at der er mange positive og anerkendende ord. Tingene taler sådan set sit eget tydelige sprog og man kan kun blive imponeret over Niels Due Jensens præstation. En præstation, som hans Minna utvivlsomt har været betydningsfuld for, idet hun har levet med på bedste vis og det med et hjerte, der banker ligeså varmt for Grundfos som Niels Due Jensens hjerte gør. Beretningen går over 27 kapitler, der hver som ét er yderst læseværdigt. De bygger op mod klimaks i kapitlerne om en ny fundats og om eftermælet.
Værdierne
I omtalen af Niels Due Jensen som ny koncernchef, tre år efter faderens alt for tidlige død i 1977 fortæller hovedpersonen, at han lægger afgørende vægt på, at ”det er ledelsen, der sætter retningen for virksomheden” og for, at medarbejderne forstår det, accepterer det eller rejser. Han fremhæver, at han står for nogle kristne grundholdninger: ”Det er åbenhed, ærlighed, omsorg og næstekærlighed…Rummelighed betyder også, at der er mentalt plads til meningsforskelle. Det betyder ikke, at man ikke er nødt til at være hård engang imellem… God ledelse er både at kunne være soft og…så i andre situationer at kunne sige: så er det nu! Hvis man ikke har begge sider i sin lederpersonlighed, så duer man ikke”.
Niels Due Jensen er troende. Jeg genkender i hans beskrivelse at kirken er en form for terapi og at bøn er en dialog og samtale med Gud, som ikke altid giver de svar, man håber, men hvor inspirationen kan bruges i form af tanker og refleksioner. Og måske skulle Niels Due Jensen have diskuteret mere med Gud omkring de meget komplekse problemstillinger der beskrives omkring det, der af flere opleves som mesterens vanskeligheder – læs: manglede evne – til at give slip og have tillid til, at livsværket kan overleve, hvis ikke den reelt bestemmende indflydelse ligger i hans egne hænder. Dette er ingen kritik eller besserwissen, for som skrevet indledningsvis er det helt forståeligt, at den, der har bygget op gennem 50 år ikke bare kan sige farvel og slukke lyset og så gå ud i verden og være ligeglad. Det er bogens helt store fortjeneste, at dette dilemma kommer frem så utvetydigt som tilfældet er.
50 års fremgang kan ikke pludselig slutte
Bogen beskriver meget klart problemerne i anledning af, at Niels Due Jensen tvinges væk fra formandsposten i Grundfos’ forretningsbestyrelse. Han bliver i stedet formand i fondsbestyrelsen og bytter dermed stol med hans egen opfindelse i Grundfos-sammenhæng, Lars Kolind. Niels Due Jensen fik mulighed for at trække sig ærefuldt tilbage, men kunne ikke og så blev han tvunget under anvendelse af den hårdhed, jeg tidligere citerede Niels Due Jensen for at betegne som nødvendig for den ledelsesduelige.
Det er usikkert at tage for markante holdningsmæssige positioner ud fra en nok så velskrevet bog. Alligevel er det efter læsningen meget svært ikke at nå til den konklusion, at de 50 års fremgang, som har været Niels Due Jensens fortjeneste, ikke sådan lige kan sluttes uden problemer. På en måde er det skæbnens ironi, at den danske erhvervsleder, der måske har gjort mest for innovation og klog forandring, har været så lidt forstående overfor den kendsgerning, at hans egen succes er blevet så stor, at mester må afløses af flere andre. Bogen indeholder ikke nogen klar beskrivelse af, om Niels due Jensen i dette svære anliggende har fået hjælp. Han har utvivlsomt drøftet det med Gud, men det giver jo ikke altid et let gennemskueligt medspil og det kunne have været spændende at komme lidt mere bag om den ensomhed, der måske i dette afgørende spørgsmål har fået lov til at gøre Niels Due Jensens opgave næsten uløselig svær.
Kulturbærer
Et af eksemplerne på Niels Due Jensens vanskeligheder med at give slip findes i balladen om Peter Røpke, der efter kort tids ansættelse valgte at sige op, men som på målstregen blev hevet tilbage. Den korte forklaring herpå var, at Niels Due Jensen simpelthen ikke evnede at blande sig uden om de opgaver Røpke havde fået ansvaret for. Røpke citeres i bogen for at udtale ”at arbejde hos Grundfos er som at arbejde på Bella Radio fra tv-serien Krøniken”. I bogen siger Lars Kolind tingene på denne måde:
“Niels har stadig en vigtig opgave som kulturbærer i Grundfos, og jeg håber, at Minna og han i mange år frem vil påtage sig den rolle. Men hvis en tidligere koncernchef skal bidrage positivt til virksomheden i rollen som kulturbærer, er det uomgængeligt, at han arbejder sammen med den nuværende ledelse og accepterer, at udgangspunktet for hans virke er den måde, virksomheden fungerer på i dag. Kan eller vil han ikke det, er det bedre for virksomheden, at han går på pension”. Den holdning kan kaldes meget kontant, men dog ikke mere kontant end Niels Due Jensen selv har udtalt, at den duelige leder netop skal mestre dette vanskelige: at sige til og fra. Også hårdt og ærligt.
Ikke for egen vinding
Bogens sidste afsnit kommer fra Niels Due Jensen, der siger: ”Nogle siger, jeg har haft for stor magt og været for enevældig i Grundfos som koncernchef, bestyrelsesformand og fondsformand. Men jeg har aldrig brugt magten til egen vinding, men kun til at gøre Grundfos til en stærkere virksomhed. Det er min pligt og min arv”. Ja, siger bogen og vi andre. Men Niels Due Jensen overser, at Poul Due Jensen ikke dedikerede Grundfos til kommende generationer af familien, men kommende generationer af familien til Grundfos, som Lars Kolind understreger det i bogen. Dette er utvivlsomt rigtigt og her bør Niels Due Jensen ikke kompromittere hans egen fantastiske indsats ved at holde febrilsk fast i egen uundværlighed. Ingen er uundværlig og det bør selv Niels due Jensen erkende og så hurtigst muligt samle sig om at sikre Grundfos videreførelse. En god begyndelse kunne være om Niels Due Jensen bestemte sig for at bede Lars Kolind om at blive på formandspladsen – lidt på samme måde som Grundfos pænt måtte bede Peter
Røpke om at blive, selvom han havde holdt afskedsreception.
Det bør ikke slutte her!
Arvtageren har fået meget omtale og mange har især kritiseret Lars Kolind i forbindelse med hans udtalelser til bogen og efter dens fremkomst. Jeg vil ikke her gå ind i den debat, men kan om min deltagelse i debatten henvise til links nedenfor.
Efter læsning af bogen sidder jeg forpustet tilbage. Meget imponeret over Niels Due Jensens livsværk og meget ked af, at biografien skal slutte, som den gør. Det gode er imidlertid, at Niels Due Jensen stadig har muligheden for at gøre noget ved det. Jeg kom til at tænke på et blogindlæg jeg skrev efter læsning af arkitekt Henning Larsens vrede bog ”De skal sige tak”. Her skrev jeg:
Jeg kan godt forestille mig, at hvis Larsen og Møller havde villet modtage – og havde fået – hjælp til at sam-tale, så kunne tingene have udviklet sig konstruktivt og formentlig til en løsning, der ville være bedre end både hr Larsens egen model og hr Møllers egen model.
To af nyere historiskes mest magtfulde mænd går hver sin vej i vrede. Jeg kan næsten ikke holde ud at læse om det. Tænk hvad det uvenskab koster menneskeligt og økonomisk. Eksemplet viser uhyggelig tydeligt, at når følelserne tager over, så ryger forstanden. Der er ingen fornuft i den citerede historie.
Mit ærinde var, at Henning Larsen og hr. Møller ikke nødvendigvis havde skullet sluge dette dobbeltnederlag for to meget dygtige erhvervsfolk. Men de var nok begge for stærke til at nogen turde sige til dem, at de burde sætte sig sammen med en mediator og få løst konflikten. Jeg synes Kolind og Jensen skulle sætte sig sammen og få løst op og komme videre. Grundfos, Jensen, Kolind og Danmark fortjener det.
Åbent brev til professor Steen Thomsen, CBS (om hans kritik af Lars Kolind)
Sådan er der så meget (endnu et indlæg til professor Steen Thomsen)
