Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Arvid Nilssons Fond, der er stiftet i 1953 af grosserer Arvid Nilsson, solgte i 2008 sit hovedaktiv, Arvid Nilsson A/S, der producerer skruer, bolte og møtrikker til bl.a. byggemarkeder og vindmølleindustrien. Efter salget besluttede bestyrelsen at hæve honoraret til sig selv fra 85.000 til i alt 862.500 kr. om året. Men det har Erhvervsstyrelsen besluttet at blokere for, fortæller Børsen. Honoraret er nu nedsat til under det halve, hvilket bestyrelsen åbenbart er meget pikeret over.
Børsen fortæller, at bestyrelsen efter eget udsagn holder ca. tre årlige møder af to-tre timers varighed. Desuden, påpeger styrelsen, er fondens penge efter salget af virksomheden investeret på en måde, der ikke kræver stor aktivitet hos bestyrelsen. Bestyrelsen mener, at der ikke skal ses på timetal, men på ” de løbende overvejelser og kompetencer hos bestyrelsesmedlemmerne”. “Jeg følte mig lidt pikeret. Først har man arbejdet og brugt en masse timer på at få solgt selskabet til en god pris til gavn for fondens virke fremover, og bagefter bliver man belønnet med at få halveret sit bestyrelseshonorar. Det var ikke store penge, det var mere princippet i det. Jeg syntes virkelig, det var en kold tyrker,” siger et bestyrelsesmedlem.
For mig at se er der tale om grådighed, hvis bestyrelsen selv erkender, at man har skabt en stort set selvkørende maskine og så vil have et formandshonorar, som svarer til to-tre ugers advokatarbejde på et år – når der altså maksimalt arbejdes ni timer. Hvis en formand er utilfreds med at veksle ni timers arbejde med 125.000 kr, så bør der følge en grundigere forklaring med. Dette eksempel er desværre ikke enestående. Jeg kom til at tænke på en glimrende artikel i Kristeligt Dagblad, hvor Anselm Grün i et fint interview fortæller om, at de kristne værdier kan hjælpe Europa ud af krisen. Anselm Grün er en af Tysklands mest læste forfattere. Han skriver blandt andet bøger om spiritualitet og livskvalitet og har studeret driftsøkonomi og arbejder som rådgiver for ledere i det tyske erhvervsliv, og derudover er han ansvarlig for økonomien i sit eget kloster.
På spørgsmålet om hvordan kristne værdier kan hjælpe med, svarer Anselm Grün: ”Kirker og medier kan spille en vigtig rolle her. I virkeligheden drejer det sig jo om de fire grundpiller i den kristne filosofi: retfærdighed, tapperhed, mådeholdenhed og klogskab. Medierne og kirkerne er med til at påvirke folks holdninger, og derfor bør det være deres opgave at sørge for, at disse fire værdier sætter sig igennem. Firmaerne er også selv med til at skabe kultur. Når et firma lever efter særlige værdier, har det indflydelse på hele landet. Virksomheden fungerer som et forbillede for andre firmaer, og det er muligt for folk, kunderne, at solidarisere sig med virksomheden”.
Har vi ikke i opgangstiderne glemt kirken og værdierne? De findes måske i et ringbind eller på en hjemmeside, men er vi som mennesker, som virksomheder og som samfund gode nok til at tale om dem, bruge dem og leve efter dem? Kan der indfortolkes et håb i en gryende virksomhedsinteresse for CSR? Måske. Men desværre tror jeg der er en angst for at bruge ord som ”værdidebat” – hvis det altså menes alvorligt. Og det går slet ikke at tale om kirkens rolle. Så farer de fleste i et musehul. Jeg har selv haft det på samme måde, men bruger i dag aktivt kirken som et reflektionsrum, hvor jeg får tid til eftertanke og hvor jeg kan filosofere over, hvordan jeg kan forbedre mig. Når jeg nævner det for andre, er der ofte et glimt af medlidenhed og bekymring, en smule angst for om jeg stadig er min forstand mægtig. Synd, for der er mange gode muligheder i det kirkelige kærlighedsbudskab. Meget vi kan lære.
På spørgsmålet om spekulanternes grådighed på finansmarkedet blot er et bevis for, at det altid har været en del af menneskets natur at udnytte andre svarer Anselm Grün:
”Grådighed er en del af menneskets natur, og et resultat af denne grådighed er udnyttelsen af andre. Ifølge Bibelen er havesyge årsag og rod til alle synder. Man kan ikke helbrede grådighed. Det er kun muligt at helbrede mennesker, hvis de finder fred med sig selv. Grådighed fungerer ofte som erstatning for et ikke levet liv. Hvis man ikke er lykkelig med sig selv, er man grådig efter liv og mener, at jo flere penge man har, jo lykkeligere vil man blive. Men hvis penge kun skal udfylde menneskets egen tomhed er der tale om et bundløst kar.”
Kunne denne forklaring ikke være med til at gøre førnævnte fondsbestyrelsesmedlemmer en smulle mere lykkelige, selvom deres honorar er sat ned til mellem 8.000 og 12.000 kr pr time?
Børsens artikel om fonden
Kristeligt Dagblads interview med Anselm Grün
