Sohn-sagen er også en Thorning-sag. Thorning er utroværdig.

Sohn-sagen viser noget om Ole Sohn, men måske mere om Helle Thorning. Hun er utroværdig.

Thorning bestemte, at Henrik Sass-Larsen ikke skulle være minister. Hun har aldrig givet en plausibel forklaring på det, men så vidt forstås, har Thorning vurderet PETs indberetninger til hende på en sådan måde, at hun har vurderet, at Sass-Larsen kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Fordi nogle – måske rockere – kunne presse Sass-Larsen. Det er muligt hun har ret, men offentligheden har kun adgang til oplysninger, der indikerer, at hun tager helt fejl.

I Sohn-sagen sagde Thorning i Folketinget, at der ikke er noget nyt. Her må man jo tage sig til hovedet, for enhver kan jo se, at det modsatte er dokumenteret. Sohn erkendte år tilbage pengeoverførsler og at hans udtalelser er sket mod bedre vidende. I JP i dag fortæller historiker og professor ved CBS, at han i foråret 1990 af Ole Sohn fik ordre til at ringe til et bestemt sovjetisk nummer og få penge overført. Det hastede. Kassen var tom. Jeg er enig, når Kurt Jacobsen – der dengang var kasserer i DKP – siger, at problemet ikke er, at Ole Sohn har modtaget penge. Problemet ”er, at det ser ud som om, at han ikke har fortalt sandheden”.

Lige bestemt. Og så er vi tilbage ved sikkerheden og spøgsmålet om, hvornår en person kan være minister. Sass-Larsen kan ikke, siger Thorning. Sohn kan godt, siger Thorning. Måske har hun ret om Sass-Larsen, det ved vi for lidt til at vurdere. Men der er rigeligt stof til at fastslå, at Sohn i hvert fald kan udsættes for pres fra de mennesker, der har yderligere dokumentation, som kan fremlægges. Eller holdes tilbage, mod passende imødekommenhed. Dermed er han med Sass-Larsen-målestokken en sikkerhedsrisiko. Hvordan kan han så være minister?

Det undrer mig, at Sohn holder munden lukket. Breder der sig i Folketinget en selvbåndlæggelse a la Troels Lund Poulsen? Hvad er forklaringen, når politikere på stribe nægter at udtale sig i sager, hvor der er al mulig grund til at forvente et svar? Det er uheldigt, mildt sagt.

Om vores statsminister må jeg med Claes Kastholm (Berlingske d.d.) sige: ”Det er meget svært at have med et menneske at gøre, som benægter åbenlyse fakta, og oven i købet gør det med en insisterende inderlighed. Den legendariske ”Komiske Ali”, informationsministeren fra Sadams Irak, har fundet sin overmand”. Hvis det ikke var alvorligt, kunne vi grine. Det er imidlertid alvorligt, at vores statsminister på afgørende steder demonstrerer dén manglende handlekraft, som hendes nærmeste medarbejdere – f.eks. Henrik Dahl – har beskrevet allerede før valget – og fastholdt efter.

Sohn skjuler sig. Statsministeren har udelukket Sass, men holder hånden over Sohn. Politik er i særklasse ikke for sarte sjæle.

Læs flere blogindlæg her