Allan Ohms Input i samfundsdebatten.
Vi taler om, at den offentlige sektor er for stor i forhold til, hvad vores land kan betale. Det er en følsom diskussion, fordi de mennesker, der i det offentlige jo udfylder en plads. De gør deres arbejde og det vil være forkert, hvis diskussionen føres, så det kan opfattes som kritik af de ansatte. Problemet ligger i, at vi har fået gjort den offentlige sektor for stor i forhold til det, den private sektor kan tjene ind. I princippet kunne vi jo lade den offentlige sektor gro ubegrænset og mange gode tjenester kunne opstå – seneste skud på stammen er, at forældre nu kan ringe til et offentligt vækkeur, der sørger for, at deres børn bliver vækket. Jeg vil omtale dette og et andet konkret eksempel på, at vi kan slanke det offentlige uden at lide nød.
Undervisningsministeren har i dag forklaret, at det er vigtigt, at børn møder til tiden. Derfor synes hun det er naturligt, at staten nu har etableret en tjeneste, der gør det muligt for forældre at bestille telefonvækning på deres børns mobiltelefoner. Jeg ved ikke hvad det koster. Næppe mange millioner, men det principielle spørgsmål er: skal vi selv som forældre vække vores børn. Eller skal vi overlade det til staten? Det sidste koster og jo mere vi overlader til staten, desto mere koster det. Og vi har ikke ubegrænsede midler i et land, hvor kun et mindretal er i arbejde.
Et helt andet eksempel: Jeg klagede 27. oktober på vegne en kunde over en politianklagers adfærd i retten den 24. oktober. I dag, den 23. november, fik jeg brev fra Statsadvokaten, som fortæller mig, at han har fået mit brev den 11. november. Han svarer så den 22. november. Og svaret – der fylder 14 linjer – går ud på, at Statsadvokaten fra årsskiftet ikke skal behandle de klager, der er indgivet over politiet. Samtidig meddeles, at Statsadvokaten har for travlt til at nå at behandle sagen i indeværende år. Derfor vil Statsadvokaten allerede nu overdrage sagen til Politiklagemyndigheden, som dog først kommer til eksistens pr. 1. januar 2012. Jeg vil så efter årsskiftet blive kontaktet af Politiklagemyndigheden. Jeg måtte læse brevet tre gange for at forstå det.
Brevet er ikke underskrevet (!). Det kommer fire uger efter klagens indgivelse og næsten to uger efter Statsadvokaten har modtaget klagen fra politiet.
Jeg har skrevet følgende forklaring til min kunde:
Du får her kopi af Statsadvokatens brev af 22. ds. Det er ikke underskrevet. Forklaringen herpå er næppe, at der ikke har været tid til det. Måske findes sagen ikke alvorlig nok, jeg ved det ikke.
Efter et par gennemlæsninger af brevet har jeg forstået følgende: Din klage bliver ikke behandlet før efter årsskiftet. Fra det tidspunkt skal klager over politiet behandles ved Politiklagemyndigheden og indtil da har Statsadvokaten for travlt til at tage sig af din klage.
Du vil sikkert synes det er mærkeligt. Det synes jeg også. Hvis en medarbejder hos mig behandlede kunderne på den måde, så ville vedkommende skulle søge nyt arbejde. Sådan er det åbenbart ikke hos Statsadvokaten. Du kan klage over den usle behandling, men mon ikke systemet i så fald vil bryde helt sammen og måske med den virkning, at din klage over politianklageren så behandles med yderligere forsinkelse?
Jeg må derfor skuffe dig med, at din klage vil samle støv fra nu og indtil engang i januar. Jeg vedlægger kopi af mit svar til Statsadvokaten. Det taler vist for sig selv.
Og til Statsadvokaten skrev jeg:
Så vidt jeg forstår, betyder brevet, at klagens modtagelse anerkendes og at Statsadvokaten har for travlt til at tage sig af sagen, der derfor oversendes til den ikke eksisterende Uafhængige Politiklagemyndighed, der forventes at tage fat på sagen den 1. januar 2012.
Jeg har beroliget klager om, at ventetiden fra 28. oktober og til i dag må være gået med nøje overvejelser af, om sagen ville kunne presses ind i de i forvejen høje bunker hos Statsadvokaten. Jeg har ligeledes forklaret min kunde, at det noget nedslående resultat ikke er en indikation af, hvordan man ser på klagen.
Jeg har tilladt mig at udtrykke det sådan, at Statsadvokaten næppe har haft tid til at sætte sig nøjere ind i klagen, men muligvis har måttet koncentreret sig om at få sendt afslaget af sted, endda med en sådan hast, at brevet ikke blev underskrevet.
Jeg har anbefalet klager at fæstne lid til, at det formentlig bliver sag nr. 1 for den nye Politiklagemyndighed og at denne jo starter fra en frisk og vel nærmest uden bunker, således at der er udsigt til, at klagen – om end behandlingen begynder lidt skidt med nogle måneders henlæggelse i mørke – til den tid vil nyde fremme på en måde, som bevirker, at jeg har turdet, om ikke love, så dog tro på, at klagen hurtigt derefter vil blive færdigbehandlet.
Må jeg ønske Statsadvokaten held og lykke med bunkerne og en rigtig glædelig jul.
Altså: Længe leve effektiviteten. Klagen behandles af adskillige instanser. Den etablerede instans har ikke tid. Og venter på en nyetableret instans. Der sikkert heller ikke har tid. Den fortravlede instans skriver bureuakratisk og virker ineffektiv. Det kan skyldes, at der er for travlt. På mig signalerer håndteringen ineffektivitet og gammeldagshed. Måske tager jeg fejl, måske er mine eksempler ikke lige i centrum af skiven, men alligevel…
