Mens Venstre holder landsmøde og Enhedslisten tinger med regeringen om Finansloven, kan vi andre passende bruge tiden på at læse en fremragende kronik i Berlingske: ”Samme kriser og dumheder i 800 år”. Cand. polit. Jørn Thulstrup fortæller om Carmen M. Reinhart ogKenneth S. Rogfoff, der i en murstensbog på 450 side – en forskningsrapport – med kriseanalyser 800 år tilbage i tiden slår fast, at der ikke er noget nyt undr solen. Fordi vi mennesker ikke ændrer os.
Thulstrup konkluderer:
Indtil videre har Danmark klaret sig ret godt i den internationale konkurrence, med et stort overskud på betalingsbalancen, der dog ikke kun skyldes eksporten, men også en øget opsparing og et beskedent privatforbrug, der holder importen nede. Vi har endnu en forholdsvis lav statsgæld.
Det fortsætter imidlertid ikke med yderligere fordyrelse af vores energiforsyning med symbolpolitiske såkaldte grønne energiløsninger, et transportsystem (læs: et politisk talentløst styret DSB og Banedanmark) der ikke fungerer, et nyt stort broprojekt for dansk regning (Femern-projektet) der måske, måske ikke fungerer og hænger sammen om 20-30 år, en betalingsring om København der sammen med andre øgede afgifter fordyrer såvel person- som varetransport. Øget ulandsbistand, der ikke gavner andre end de mange danskere, der lever af bistandsindustrien.
Det er ikke holdbart. Vi er nødt til at følge et stykke vej videre i det kinesiske spor, hvor nødigt vi end vil det. En vis selvbetaling for sundhedsydelser, yderligere begrænsninger i arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og andre af vore generøse velfærdsydelser er påkrævet.
Sætter vi ikke gang i det forholdsvis hurtigt, får vi i Danmark, som Reinhart og Rogoff har påvist, en krise af en helt anden og mere alvorlig karakter end den nuværende. Der er for tiden ikke meget, der tyder på, at regering og folketing vil følge det nødvendige spor, men den enkelte borger og virksomhed kan, på egen hånd og i fællesskab, tage højde for det, der venter os.
Her må jeg igen sige, at hverken regeringen eller oppositionen gør det godt nok. Det samme var tilfældet før valget. Jeg kender ikke Venstres planer, men gætter, at der ikke kommer noget afgørende nyt, når Lars taler på Venstres årsmøde i dag. ”Afgørende nyt” ville være et tilsagn om, at Venstre ville arbejde benhårdt på at flytte bestemmelsen i dansk politik ind over midten sammen med Radikale og Socialdemokratiet. Det er på denne akse – hvor der også kan være plads til et eventuelt genrejst konservativt folkeparti og til Liberal Alliance – vi kan ændre noget afgørende.
Det bliver ikke let, for som de to amerikanske økonomiprofessorer konkluderer, så er det svært at ændre den menneskelige natur. I Danmark har vi levet over evne i en årrække, men vi fortrækker at se bort fra det og i stedet nøjes med at pege fingre af Grækenland og Italien. Vi glemmer, at vores konkurrenceevne er nedsat til ukendelighed over de sidste 15-20 år. Vi glemmer, at vi slet ikke har råd til at flere er udenfor arbejdsmarkedet end på det. Vi glemmer, at vi ikke kan finansiere den offentlige sektor.
I går fortalte DR om sklerose som et eksempel på, at vi ikke har de midler, der skal til. Sklerose kan ikke behandles overalt og når der ikke er penge til at opgradere, kan man ikke give den sædvanlige udenomssnakke-forklaring om, at alt er godt ”et andet sted i systemet”. Her er tingene svære at bortforklare og det er et af de første markant tydelige eksempler på, at kilderne til evige strømme af honning til det offentlige tørrer ud. Det er resultatet af, at vi ikke har styr på den offentlige sektors udvikling. Hvorfor skal sklerosepatienter lide og dø før tid, når penge kunne lindre? Det er fordi vi har ladet det offentlige gro på områder, hvor vi kunne vælge anderledes. Hvorfor skal vi f.eks. have det enorme bureaukrati, de mange forskellige instanser, der hvor for sig skal dokumentere deres uundværlighed. Det offentlige fungerer ikke godt særlig mange steder. Det halter, det er ineffektivt og det er dyrt.
Og det private erhvervsliv gør det ikke meget bedre. Her er også givet kunstigt høje lønninger og stillet kunstigt lave krav til effektivitet og vilje til selvudvikling. Det er desværre som Thulstrup skriver: Det er ikke holdbart. Vi er nødt til at følge et stykke vej videre i det kinesiske spor, hvor nødigt vi end vil det. En vis selvbetaling for sundhedsydelser, yderligere begrænsninger i arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og andre af vore generøse velfærdsydelser er påkrævet. Og så kunne jeg tilføje: og den private sektor må stå sammen om at øge konkurrenceevnen, arbejdstiden må udvides og vi må gøre os mere umage.
En begyndelse her kunne være en klog udmelding fra Venstre, et godt indspil fra Vestager og en kammeratlig samtale med arbejdsmarkedets parter med henblik på at få trepartsforhandlinger, der er andet en tomt teater. Forhandlinger, der viser evne og vilje til at rette op på vores farefulde sejlads. Hvornår gør I andet end symbolpolitik og lappeløsninger. Hvornår gør I noget klogt?
Læs kronikken her: Samme kriser og dumheder i 800 år