”Hvad ser du, når du bøjer dig så dybt, som du kan”?

”Hvad ser du, når du bøjer dig så dybt, som du kan”? spurgte Paul Kofoed Christiansen ved dagens onsdagsrefleksion. Han bad os tænke over det.
På Tom Kristensens gravsten på Thurø Kirkegård står, fra digtet ”Græs” ordene:

Bøjer jeg mig
så dybt
som jeg kan,
vokser min verden sig stor.

Hvad ser du selv? Jeg ser en verden i et andet perspektiv. Jeg bliver mindre, andre bliver større. Mulighederne ser anderledes ud nedefra. Det er sundt at bøje sig og forandre perspektivet. Vi er forskellige og nogle gange er vi større end andre på én måde, men ikke på en anden måde. Godt sådan rent fysisk at få øje på det.

Søren Kierkegaard lagde vægt på, at du som rådgiv er skal ydmyge dig. Bøje dig. Møde den rådsøgende, hvor denne er. Og det kræver ydmyghed. At du bøjer dig. Så dybt, som du kan. Og ja, så vokser min verden sig stor. Fantastisk og en fantastisk dejlig fornemmelse.
Når jeg bøjer mig så dybt, som jeg kan, så mærker jeg græsset, betonen, gulvtæppet, jorden, verden. Jeg bliver selv for stor. Mit hoved ser op på de andre. De ser anderledes ud nu. Så jeg må se på mig selv. Finde mig selv på en ny måde og spørge: hvilken forskel gør det nye perspektiv. Hvordan, hvornår og hvorfor.