Når jeg ikke kan se verdens begyndelse

Kender du situationen:: Det er pludselig blevet morgen. Uret ringer og, ja, den er god nok – morgenen er her. Er det en drøm eller hvad? Du er omgivet af åndelig tåge og kan hverken se fodenden af din seng eller verdens begyndelse. Du tænker måske: hvordan i alverden skal jeg nogensinde komme ud af sengen og gennem dagen? Du håber måske, at klarheden vil komme til dig i en ruf, at solen vil bryde ud og banke mørket til side?

Faste bloglæsere ved, at jeg abonnerer på “dagens bøn”. Jeg har før beskrevet, hvordan jeg selv har stået lidt tøvende overfor bønner, men efter nærmere studier har fundet mange ganske fine pointer i bønnerne. Ofte er de draperet med lidt højtidelige ord, som måske skræmmer nogen. Jeg forsøger at skære ind til kernen og stille mig spørgsmålet: Hvad får du ud af disse ord?

I dag læste jeg denne bøn:

Jeg vågner i en tåge

og kan hverken se enden på min seng

eller verdens begyndelse.

Gud, spred disen

som solen bryder mørket

ved livets kyst

Kirsten Jørgensen

Bønnen kalder Kirsten Jørgensen “Gud, spred disen”. Sødt, synes jeg. Sikkert provokerende for andre, som med en sådan overskrift måske slet ikke vil læse.