Jeg undrer mig. Hvorfor fravælger parterne konfliktløsning ved mediation – og foretrækker dyrere og dårligere alternativer?

Mediatoradvokater undrer sig ofte over at forholdsvis få vælger mediation frem for dyre og langvarige retssager. Mediation giver parterne mulighed for hurtigt og effektivt at finde løsninger. Jeg har været mediator siden 1999 og retsmægler siden 2003 og jeg oplever alt for ofte, at advokater siger nej til denne metode med de mærkeligste begrundelser.For nogen tid siden foreslog jeg en kollega mediation i en større sag. Kollegaen sagde uden tøven: nej tak, det er sagen alt for kompliceret til. For kompliceret? Alle sager kan medieres. Parterne kan med hjælp fra deres advokater overskue en sag ligeså godt som en dommer. Der er ingen grund til at fravælge på det grundlag.

I går blev jeg spurgt af en kollega om en injuriesag kan medieres. Jeg svarede ham: “Jeg ved, at mediation også virker i injuriesager. Jeg fik løst en på den måde forleden – udover injurier og et krav i den anledning på 200.000 kroner var der krav for nogle millioner, men det lykkedes at få parterne til at komme overens. Så ja, mediation kan også – og med fordel – anvendes i injuriesager”. Jeg var glad for spørgsmålet, men dybest set også overrasket over det.

I en anden situation har jeg oplevet følgende: I en sag hvor sagsøger er død, har skifteretten udpeget mig som midlertidig bobestyrer for at jeg skal afgøre, om om boet skal indtræde i verserende retssag, hvor afdøde har lagt sag an mod den ene datter. Jeg spørger så den advokat, der har ført sagen for afdøde, om man har drøftet retsmægling og modtager følgende svar: Vi har på sagsøgers side ikke ønsket retsmægling af hensyn til sagens beskaffenhed.

”Af hensyn til sagens beskaffenhed” – det er tre arvinger mod den fjerde. Jeg kan ikke forestille mig noget,d er egner sig meget bedre til mediation. Nu skal jeg så sidde med de fire arvinger og hygge mig med at drøfte, om de tre skal fortsætte sagen om 100.000 kr. Boets midler består i øvrigt af en bankkonto med 23,74 kr. Og de tre, der skal fortsætte sagen skal så stille sikkerhed for 65.000 kr, hvilket vel må give den fjerde tanken om, at det gør de næppe.

Det er da netop i en sådan sag retsmægling har sin berettigelse, tænker jeg. Og i stedet har advokaterne lavet stævning, svarskrift, replik, duplik, processkrift I, processkrift A, processkrift B, processkrift II og to påstandsdokumenter. Sagen startede i marts 2010. Sagsøger er så død og nu sidder jeg med aben. Og arvingerne har ikke fået det bedre med hinanden i mellemtiden.

Som et eksempel i en positiv retning kan jeg nævne en tvist imellem en kommune, en kolonihaveforening og et medlem i denne forening. Foreningen er repræsenteret ved hovedforeningens advokat, som jeg har haft vel hundrede sager med og i alle disse er der konsekvent sagt nej til mediation. Men så i denne – af alle sager – hvor en kommune og en forening er involveret, siges ja. Også fra kommunens advokat, der kommer fra et af landets største advokathuse, har tilsluttet sig retsmægling. Det er så lyset i mørket.

Er forklaringen en bevidst modvilje mod at lade parterne selv komme til og selv løse konflikterne? Det nægter jeg at tro – og omvendt kan jeg ikke forstå, at ukendskabet til hvad mediation kan anvendes til åbenbart består i bedste velgående. Den forklaring kunne jeg forstå for ti år siden, men ikke i dag. Tilbage står konstateringen af, at kommunikation og oplysning er både vigtig og vanskelig. I hvert fald er det trods mere end ti års arbejde ikke lykkedes at forklare fordelene ved mediation så godt, at det bruges i det omfang metoden berettiger. Det er synd for de parter, der dermed gennemfører langvarige, dyre og belastende rets- og voldgiftssager. Hver enkelt praktiserende advokat har et ansvar for at medvirke til at vælge mediation, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Og jeg tør godt konstatere, at den opgave løftes ikke godt nok i dag. Spørgsmålet er: hvorfor ikke?

Hvad mener du?

Læs også: Gennemgang af retssager og tvisteløsninger