Må man lyve sig til magt?

Kvinde og mand imellem diskuteres løftebrud. Fra regeringens side. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke undrer sig. Jeg har heller ikke mødt nogen, der kan forklare, at regeringen er overrasket over rigts tilstand. De gik jo til valg på utilfredsheden og de sparede ikke på kritikken. Det er almindeligt at kritisere, men det er ualmindeligt, at samtlige kritikpunkter efter få uger vendes til overraskelse. “Det kommer virkelig bag på os”.

Spørgsmålet er: er det i orden at lyve sig til magt? Er det i orden at føre sig frem og sige et, vel vidende,a t man vil gøre noget andet? Jeg kan sige, at den gik ikke i det private erhvervsliv. Karrieren ville blive kort. Går den så i politik? Det vil tiden jo vise, men jeg tror altid bevidste løgne fra veluddannede mennesker, der indtager landets højeste placeringer vil være skadelige. Tilliden til politikere – til landets ledelse – lider skade. Det er ikke sundt, hverken for en virksomhed eller aen nation, hvis der ikke er tillid til dets ledelse.

Claes Kastholm kalder i dag i Berlingske Margrethe Vestager for landets egentlige leder. Det hænger nok sammen med, at Vestager er den eneste, der er kommet ind i regeringen med integriteten i behold. Hendes integritet styrkes, samtidig med at S og SFs integritet udhules. Det værste er, at det bliver svært for Helle og Villy at bakk ud af deres løgne. De kan ikke godt erkende det, som vi andre ser. Og Villy har længe vært plaget af utilfredshed i egne rækker. Den kommer nu i S’s rækker.

Der er en vej frem: indrøm fejltagelsen. Indrømløgnen og gør, hvad der skal gøres: brug det fornuftige flertal, der er interesseret i og har even til at føre Danmark bedre gennem krisen end en vingeskudt regering, der skal kæmpe med erkendelsen af, at de kom til magten på et veltilrettelagt, men falsk grundlag.