Lyt kun til kritik fra mennesker, der har format

Petr Skondrojanis anbefaler i TED (en gruppe på LinkedIn):

1. Be Impeccable With Your Word.
2. Don’t Take Anything Personally.
3. Don’t Make Assumptions.
4. Always Do Your Best.

Han skriver, at det er sværere end som så. Og deri er jeg enig. Tag bare pkt. 2: tag det ikke personligt. Hvor er det dog rigtigt. Og hvor har jeg svært ved det. Ting, der kommenterer på det jeg har gjort, det tager jeg som noget, der også handler om mig. Jeg tager det – personligt. Jeg øver mig i at nøjes med at lytte og så vurdere, om jeg kan lære noget af f.eks. en kritisk bemærkning. Ofte kan jeg. Men jeg oplever også, at jeg finder kritikken forfejlet eller uberettiget og så går den ind i min mave som personlig. Sådan er kritikken bare ikke altid tænkt.

Mange gange bunder kritikken i noget andet. Det kan være en underlegenhedsfølelse hos afsendere. En overfladiskhed eller en strategi om at angreb er bedre end forsvar. En god kollega siger: der skal være format, hvis du vil lade folk kritisere dig. Er der ikke format, så glem det.

Det er et godt råd. Jeg har brugt det meget og når jeg gør det, så ser jeg hver gang, at der hvor kritikken driller mig mest, der er mindst eller intet format over den person, der kritiserer. Folk med format, der ulejliger sig med at kritisere mig, dem er jeg taknemmelige. For det første fordi de bruger tid på mig og for det andet fordi formatet altid fører til, at kritik fremsættes på en venlig måde.

Statistisk set har alt for mange uden format haft held til at pirke ved mit indre. De har fået mig til at tage det personligt. Men når jeg så analyserer, så kan jeg godt forstå, at personen er nødt til at bære sig sådan ad. Der er som regel en god grund: har selv problemer, klarer sig skidt og ved det godt, har lyst til at handle, men kan ikke, ser noget vedkommende gerne selv ville, men ikke kan eller overkommer. Så kan kritikken være et narkotikum.

Så meget om pkt. 2. Hvad mener du om pkt 2? Og om pkt 1, 3 og 4?